Min have

Helt derude hvor de vestsjællandske krager vender – for enden af en blind vej og med åbne marker som nabo – ligger en dejlig have. Det er min have :-)



Haven er delt op i rum, der er omgivet af træer og buske, så de virker som små lysninger i en skov. Sådan synes jeg, at en have skal være. Fyldt med læ og hyggelig atmosfære.

Haven er på 2000 m2, men takket være de mange buske, er den utrolig let at holde. Buskene dækker jo jorden og skygger ukrudtet væk. Så i stedet for at knokle med rive og hakkejern, kan jeg bare sætte mig på en bænk og nyde livet.


Jeg har en del bunddække i haven. Det kan også passe sig selv og desuden er det kønt at kigge på. Om foråret er bedene dækket af forglemmigej. Siden dukker akelejerne frem, og så er der bregner, hosta, storkonval, storkenæb og løvefod.

Men lad mig vise dig haven fra en ende af. Vi kan jo starte i baghaven med et kig op mod terrassen. Lige uden for havedøren har jeg en skøn gammel snebollebusk. Den er utrolig smuk både når den blomstrer og om efteråret, når dens blade bliver næsten røde. Og om vinteren hænger jeg små foderautomater op i dens grene, så jeg kan glæde mig over synet af mejser og musvitter.


Under snebollebusken vokser der en blå storkenæb, som stammer fra min farmors have samt en blanding af dagliljer, pæoner og høstanemoner. Det er nemme stauder, der stort set kan klare sig selv.

Belægningen på terrassen er ikke noget at råbe hurra af. Det er bare ganske almindelige betonfliser. Det der med herregårdssten, klinker og granit har aldrig sagt mig noget, og jeg opholder mig næsten aldrig på terrassen. Jeg vil meget hellere slå en liggestol op et tilfældigt sted i haven.


Forhaven er et af de steder, hvor der er rigtig dejligt at være. Her er sol det meste af dagen, og her har jeg samlet de fleste af mine stauder, roser og sommerblomster.

Om sommeren starter jeg gerne dagen med at gå en tur rundt om rosenbedet og hilse på alle blomsterne. Mange af roserne dufter skønt, men hvis jeg skal være helt ærligt, så foretrækker jeg de mere nøjsomme stauder, som ikke kræver nær så meget pleje og omsorg som roserne. De passer bedre til mit temperament.


De fleste af stauderne stod i haven, da vi overtog den for tyve år siden. Det er gammeldags og hårdføre stauder som lupiner, løvefod, sporebaldrian, gyldenris, tidselkugle, fredløs, pæoner og iris. Samt en mægtig fjerbusk, som jeg godt kunne tænke mig at få flyttet. Men der skal mindst en minigraver til at få den op, så den får lov at stå, hvor den har stået i næsten hundrede år.


Men lad os vende tilbage til baghaven, her set fra terrassen. Det smukke rådyr fandt jeg på en udflugt til Fyn, og ænderne stammer fra en havedag på Gavnø. Sådan er det med mange af de ting og planter, som jeg har i haven. De har en historie og vækker gode minder.

Buskene langs med stien har også hver deres historie. Nogle har fulgt med mig fra min første kolonihave, andre minder mig om søde veninder eller gode kolleger. Tilsammen danner buskene et tæt skel mellem forhavens blomsterflor og baghavens stille stier, hvor jeg ofte går en tur, mens tankerne får lov at flyve.


Stien slynger sig rundt om et hasselkrat, der ligger som en ø midt i baghaven. Oprindelig voksede her en masse gamle frugttræer, men de faldt desværre et efter et i stormvejr og blæst, og i dag er der kun to træer tilbage fra den oprindelige have, der blev anlagt i starten af 1900-tallet. Det ene er et frønnet pæretræ, som jeg ikke kender navnet på. Det andet er mit elskede Cox Pomona æbletræ, som danner den smukkeste lyserøde sky over haven hvert år i maj for siden at fyldes med de dejligste rødkindede og saftige æbler.


Gamle Cox Pomona har selskab af ribsbuske og sargentsæbler, som tilsammen danner et næsten uigennemtrængeligt krat. Den slags er guld værd i en nem have. Med et par års mellemrum kravler jeg ind mellem buskene for at fjerne selvsåede hyld og ahorn, men ellers behøver jeg ikke at løfte en finger.

Buksbomhækken, der vokser for enden af baghaven er næsten lige så nem at passe. Den skal selvfølgelig trimmes en gang om året, men ellers står den bare bred og grøn og mægtig uden at kræve nogen former for forplejning.


Buksbomhækken skjuler havens største gren- og ukrudtsbunke. Hver gang jeg har noget haveaffald, som ikke egner sig til kompost, smider jeg det ind over hækken. Havens pindsvin og skrubtudser samt en lille rødhals er vældig glade for den store kvasbunke. Sådan en bunke burde der være i alle haver :-)

De første par år voksede bunken dog betænkeligt, og en overgang var jeg nervøs for, at den skulle blive større end hækken. Men så kom den naturlige omsætning ordentligt igang, og både kvas, grene og ukrudt formuldede i raskt tempo. Så nu kan jeg bare fylde på og fylde på. Naturens kredsløb er viseligt indrettet, og buksbomhækken får al den næring, den kan ønske sig.


Og så er vi kommet til køkkenhaven. Den er, som køkkenhaver er flest, og ligger lyst og læfyldt. Helt oppe ved flethegnet har jeg en lun krog, hvor jeg driver mange dage væk på en drømmeseng.

Netop det med at drømme er nok kendetegnede for min køkkenhave. Hvert forår drømmer jeg om alle de lækre og spændende ting, jeg vil dyrke, og hvert efterår må jeg erkende, at drømmene var større end lækkerierne. Ærter, radiser, salat, løg og kartofler lykkes dog altid. Broccoli og blomkål ender derimod i sommerfuglelarvernes maver, og bønner, rødbeder og spinat er generelt sjovere at dyrke end at spise – synes mine smagsløg :-)


Selvsamme smagsløg er derimod vilde med nødder, så for et par år siden plantede jeg en række storfrugtede hassebuske nede ved frugthaven. Hasselkrattet i baghaven består af vilde hasler, som ikke giver ret meget. Det gør de storfrugtede sorter derimod, og jeg glæder mig at kunne samle nødder til julens skåle og kager.

Langs med hasselbuskene har jeg sået en skønsom blanding af hør, slangehoved, honningurt og morgenfruer. Med tiden vil hasselbuskene jo brede sig helt ud til græsstien, så der er ingen grund til at ofre en masse penge og energi på stauder eller bunddække. Sommerblomsterne er både kønne, praktiske og billige.

På den anden side af stien vokser en række solbærbuske – og så er vi ellers kommet til mit absolutte favoritrum i haven. Nemlig frugthaven.


Lige så snart jeg kan se mit snit til det, lister jeg ned i frugthaven og smider mig i en liggestol. Åh, at sidde her med fødderne i halvlangt græs og stirre op mod himlens drivende skyer og træernes viftende blade. Så bliver livet næppe bedre eller mere behageligt.

Frugthaven er utrolig let at passe. En gang om ugen slår jeg et par stier igennem den – og hver måned får resten af græsset en tur med plæneklipperen med opsamler på. Det afklippede græs bruges som jorddække under solbærbuskene og hækken. Så slipper jeg nemlig for at luge ukrudt de steder.

Fra frugthaven fører en lille sti ud i beplantningen, som omkranser haven. Og her har jeg selvfølgelig også en bænk.


Set med mine øjne er en have uden siddepladser slet ikke en rigtig have. Selvfølgelig er det dejligt at gå og nusse om planterne, og undertiden synes jeg også, at det er herligt at give køkkenhaven eller staudebedet en ordentlig omgang og få brændt en masse energi af. Men som udgangspunkt skal min have bare nydes – lige fra det tidligste forår til langt ud på efteråret.