Inges Havetips

Farveleg

2011-09-05T06:11:00.000-07:00

Nu siler regnen atter ned, men hvor har jeg dog nydtweekendens sol, der fik haven til at stråle i al sin farverige glans.

Udsigt fra min havedør

Høstanemonerne står ikke bare mit hjerte nær men også tæt påmin havedør – og netop nu sidder jeg her ved computeren og kigger længselsfuldtud på dem. Det er en lille smule distraherende, for jeg får jo lyst til atslappe af og drømme mig langt væk. Og det kan jeg helt sikkert takke delyserøde blomster for.

Farver påvirker bevisligt vores sind på samme måde som musikgør. Nogle toner gør os rolige og glade, andre trækker tårer og atter andrefylder os med energi eller måske ligefrem aggressioner.

Skønne høstanemoner

Farveforskere er enige om, at rosa og lyserøde nuancerdæmper stress og angst, og da jeg i sin tid plantede de smukke høstanemoner,stod jeg da også på vippen til et større stress-sammenbrud. Dengang tænkte jegikke nærmere over mit farvevalg, men min underbevidst har åbenbart forsøgt atskabe trygge og beroligende omgivelser.

Ulempen ved al den rosafarvede idyl er, at den samtidig medsit beroligende væsen gør os lidt urealistiske og fantasifulde - og lokker ostil at dagdrømme. Det påstår farveforskerne i alt fald, og jeg er altsåtilbøjelig til at give dem ret. Hvis jeg virkelig skal koncentrere mig om nogetvigtigt eller være rigtig effektiv, er jeg simpelthen nødt til at trækkegardinerne ned … eller dreje hovedet 90 grader og kigge ud på den tætte skov afgyldenris, som vokser foran huset.

Udsigt fra mit vindue

Gul har ry for at stimulere den logiske tankegang ogkoncentrationen. Personligt synes jeg også, at den øger energien. Det er enoptimistisk farve – fyldt med livskraft og glæde – og det kunne da være lidtsjovt at vide, hvordan DU reagerede ved synet af ovenstående gule foto? Set medmine øje står det i stor kontrast til de to stille og feminine billeder af minedejlige høstanemoner.

Kontrasten handler ikke kun om farven, men lige så meget omdet, der sker inde i hjernen. Når jeg sidder her ved mit skrivebord og laderblikket glide fra havedøren med udsigt til høstanemonerne og videre til vinduetved min side, hvor gyldenrisene duver i den lette brise, så føles det næstensom et helt energibombardement, og jeg kan tydeligt mærke, hvordan mit humør ogmit energiniveau forandrer sig i løbet af ganske få sekunder. Jeg skal dog ikkevende og dreje mig ret mange gange, før jeg bliver både træt og forvirret.

Forrygende flot forvirring

For mange farveskift skaber kaos i underbevidstheden.Akkurat ligesom hvis vi spiller mange små musikklip lige efter hinanden. Tosekunder rock, to sekunder klassisk, to sekunder pop, to sekunder jazz, tosekunder hip-hop osv. Sindet kan ikke følge med. Entenlukker vi af eller også bliver vi frustrerende. For dybest set bliver der joleget kastebold med vores sanser.

Og det er præcis det samme, der sker ude i haven, hvis viblander for mange farver sammen. Det kan se utrolig flot og pompøst ud, men detskaber samtidig en vis forvirring. Det kan jo være ganske smart i vissesammenhænge, men som regel er det mere konstruktivt at bruge farverne bevidst.

Frugter har også farver – her er det sargentsæbler, dersætter humøret i vejret

Rød er fyldt med aktivitet, kærlighed og varme, men hvisfarven bruges for voldsomt, kan den tippe over og virke aggressiv. Et enkelttræ med røde frugter, der hænger i tætte klaser, giver glød og varme til helehaven.

Riddersporer – ej blot til lyst

Det blå bed virker afslappende og giver plads til ro ogfordybelse, men er ikke hensigtsmæssigt, hvis du har let ved at blivedeprimeret.

Tallerkensmækker er lette at dyrke og lyser dejligt op

Orange er ligesom gul fyldt med glæde, opmuntring oglivskraft men kan kamme over og gøre dig hidsig og opfarende.

Den fine akebia dufter skønt men bemærk farvens vemodigetungsind

Violette blomster skaber nemt uro, angst og depressioner mentaler også til intuitionen og fungerer på et dybere åndeligt plan. Sæt demsammen med hvide blomster, der står for renhed, fred og uskyld men samtidigrelaterer til sorg og sårbarhed. Så har du et bed, hvor du virkelig kan dyrkede dybsindige tanker – på godt og ondt!

Min grønne have

Grønt er godt for øjet, skaber harmoni, styrker forstandenog virker beroligende. Og så er det altid smukt – selv på en regnfuld dag som idag.

Mange havehilsner

Inge

Havens sjæl

2011-08-23T02:03:00.000-07:00

Det har været en dejlig ferie, og jeg har besøgt en masse skønne haver rundt om i landet. Velholdte haver, opfindsomme haver, økologiske haver, temahaver, naturlige haver – og helt almindelige haver.

Valdemar slot – nutid og fortid i skøn forening

Til hverdag tuller jeg jo mest rundt i min egen have, der er skøn og frodig men hverken perfekt anlagt eller super velholdt. Så jeg havde nok frygtet, at de mange havebesøg ville få den hjemlige matrikel til at blege – og måske også give mig et par mindreværdskomplekser.

Men det pudsige var, at jo mere velholdte og velanlagte besøgshaverne var, jo mindre syntes jeg om dem. Selvfølgelig var de smukke at kigge på og inspirerende at opleve, men på en måde også alt for ordentlige og kontrollerede. Sådan lidt ligesom cat-walk modeller, der er gudindesmukke og dragende, lige indtil man ser deres tomme blikke.

Haveselskabets have på Frederiksberg - fyldt med farver OG sjæl

En af de flotteste haver på min vej … ingen nævnt – ingen glemt ;-) … var omgivet af hegn. Praktisk og fuldt forståelig – især da der er mange rådyr på egnen! Men det tætte hegn forhindrede også ræven og pindsvinet i at besøge haven, og så er det, at den naturlige balance pludselig bliver forrykket. Uden ræv og pindsvin får mus og snegle langt friere spillerum, hvilket hurtigt sætter sine fæle spor!

Det bliver nemt skruen uden ende – og til sidst er der kun giftsprøjten tilbage, hvis vi vil bevare vore planter smukke og uskadte.

Staudehaven på Fyn – en oase for dyr og mennesker

Når insekter, småkravl og skadeligt kryb er væk, forsvinder fuglene også. Der er jo ikke noget, de kan spise – og så bliver haven pludselig så stille og tyst. Stadig smuk og velholdt og med flotte planter, men uden liv, munter sang og hyggelig puslen. Haven er i al sin perfekthed blevet til et udstillingsrum – ligesom de store imponerende bolighuse, hvor man kan gå og drømme om lækre sofaer og pletfrie bordplader. Fyldt med inspiration, prestige og tillokkelser, men så underlig tomme.

Humlemagasinet – festlig og fornøjelig selv på en gråvejrsdag

Heldigvis har jeg også oplevet masser af levende haver fyldt med summen, skæve påfund, fuglesang, festlige farver og flagrende sommerfugle. En af de dejligste haver på min vej var den Økologiske Have i Odder, hvor der virkelig er guf for alle sanser og en fortættet stemning af vækst og glæde. Hvor jeg dog nød at lunte rundt på græsstierne og suge atmosfæren til mig.

Sig det ikke til nogen - jeg skulle jo nødig stemples som skingrende skør - men flere gange undervejs greb jeg mig selv i at stå og småsnakke med morbærtræer, pærekvæder og kongelys. De hvilede så roligt i sig selv med rødderne begravet i den sunde muld. Luften var lykkelig af harmoni – og jeg tror, jeg fik en lille stump af havens sjæl med hjem til min egen køkkenhave.

Den økologiske have i Odder – guf for alle sanser

En anden have, som virkelig fascinerede mig, var Olsens Paradis ved Grindsted. Her er det ikke planterne, der er i fokus, men derimod ejerens fantastiske fantasi, og selvom det meste af haven består af sten, mure og spøjse formationer, så oser stedet langt væk af liv og personlighed.

Olsens personlige paradis - en anderledes oplevelse som kan anbefales!

Haven gav mig virkelig stof til eftertanke. Normalt synes jeg, at en have skal være grøn, grøn og atter grøn. Men som jeg stod der mellem hr Olsens finurlige bygningsværker og sniffede til en underskøn akebia, indså jeg, at den dejligste have er præcis lige så kompleks, unik, spændende, sprællevende og til tider også møgbesværlig og underlig, som vi mennesker er. Men jo mere haven tør stå ved sig selv og sine særheder – på godt og ondt – jo sjovere er det at elske den og nyde dens selskab.

Med glade havehilsner

Inge

For meget af det gode?

2011-06-30T08:37:00.000-07:00

I tirsdags kørte min mand og jeg tværs gennem landet for at se Hangaards have ved Skjern. Det blev en dejlig tur, og sjældent har jeg set så nydelig og velholdt en have. Men jeg er stadig i tvivl om, hvad jeg egentlig synes om den.

Da vi trådte ind i haven, var min umiddelbare reaktion ellers et stort wauuuw! Haven er både tegnet og ejet af en dygtig havedesigner, og i 1995 fik den status af seværdighed fra Danmarks Turistråd. En virkelig perle og fryd for øjet - fyldt med lækre detaljer og flotte linjer, som jeg øjeblikkelig blev imponeret og inspireret af.

Overalt var der smukke kig til stier og bede, der snoede sig i formfuldendte forløb. Cirkler, ellipser og organiske former afløste hinanden på en glidende og naturlig måde, og det velklippede græs var tæt og blødt. Utroligt, at der kan være så frodigt i Vestjylland, nåede jeg lige at tænke, inden jeg fik øje på en lille vandkanon, der stod og puttede sig i skyggen.

Måske var det vandsprederen eller måske var det manglen på fuglesang, humlebier og sommerfugle, der fik min begejstring til at dale en anelse. Jeg elsker jo en naturlig have, der summer af liv, selvom jeg da må indrømme, at det også kan blive for meget af det gode. Især når rådyrene rydder rosenbedet, mens stærene flokkes i kirsebærtræet - og frøerne hopper rundt på stuegulvet.

Jeg er nemlig også ordensmenneske grænsende til det besværlige ….. bare spørg min mand! Så de fine græskanter i Hangaards velholdte have og staudebedene, der var omhyggeligt afgrænset af marksten i næsten ens størrelse, tiltalte unægtelig min ordenssans.

Tanken om at skulle stikke alle de kanter og holde samtlige sten fri for ukrudt, gav mig dog sved på panden. Ja, jeg blev faktisk så træt, at jeg var nødt til at synke ned på en af havens mange bænke og sende manden hen i havens kiosk efter en stor is.

Som jeg sad der i solen, omgivet af roser, tætte stauder OG sten kom jeg til at tænke på de gamle ord om ”less is more”. De gælder ikke bare sten og haver men i alle livets forhold. Men hvor er det dog svært at efterleve. Når man er glad for noget, kan man jo slet få nok det. Heller ikke selvom det undertiden bliver lidt for meget af det gode.

Det gælder vist også mit eget (over)forbrug af is ;-)

Mange hilsner og rigtig god sommer

Inge

Giv haven lidt ro

2011-06-10T06:43:00.000-07:00

Fornylig var jeg på besøg hos en meget travl og energisk havekvinde. Hun havde 117 drømme og ideer for haven, og min indre lommeregner bippede vildt, da hun fortalte, hvor mange penge, hun havde brugt på blomster, træer og buske.

- Men det vil simpelthen ikke gro, sagde hun opgivende og pegede på en trådpæon med smukke men alt for få blomster.

Så vidt jeg kunne bedømme, var jorden udmærket, og haven var hverken plaget af vandmangel, hård vind eller genstridigt ukrudt. Alting virkede så nydeligt og velordnet, men jeg måtte give kvinden fuldstændig ret. Trods en del nyindkøbte planter, der stadig struttede af sundhed, så manglede der i den grad frodighed i haven. Derimod så skadedyrene ud til at trives glimrende.

Efter en længere snak gik det op for mig, at det eneste problem i haven var kvinden selv!!! Det lyder måske lidt barskt at give hende hele skylden, men hvis I havde mødt hende, tror jeg, at I ville være enige med mig. Hun fik hele tiden nye ideer og flyttede ustandselig rundt på planterne. Der var ingen ro i haven – og på vores vej forbi de mange småbede, kunne jeg næsten se, hvordan stauder og buske dukkede sig forskræmt. – Åh nej, tiggede de og rystede med bladene – lad os blive stående. Vi orker ikke at blive flyttet igen-igen.

Løjtnantshjerte

En smuk og frodig have tager tid og tålmodighed. Hver gang en plante bliver flyttet, mister den kræfter akkurat ligesom mennesker, der ustandselig er udsat for omstruktureringer og forandringer på arbejdspladsen.

Planter kan skam også få stress. Som regel udløses stressen af tørke, for meget sol eller for lidt lys, mangel på næring samt hård vind. I haven kan vi kompensere for mange af disse ting ved at vande lidt ekstra, gøde og skabe læ.

Men omvendt kan vi også stresse planterne ved hele tiden at flytte rundt på dem, dele dem, beskære dem eller hakke og kultivere for tæt på deres rødder. Alle levende skabninger har brug for lidt ro for at trives. Radiserne vokser ikke hurtigere, fordi vi trækker dem i toppen – og børn bliver ikke mere harmoniske af at skifte skole tre gange om året.

Rhododendron - Jacksonii

Jeg vil ønske jer alle en rigtig skøn pinse. Find en magelig stol, læn jer tilbage og giv haven lidt ro. Slip rollen som instruktør …. lad aktørerne overtage scenen for en stund, og glæd jer over havens eget storslåede skuespil. En dygtig gartner forstår ganske som en dygtig instruktør at udvikle det eksisterende potentiale i stedet for at flytte rundt på deltagerne som skakbrikker og trække normer og regler ned over hovedet på dem. Det er den kunst, som livet – og haven – står på spring for at lære os alle.

Mange pinse-hilsner

Inge

Foto lånt fra bogen Lykken har rødder

Tanker i regnen

2011-05-16T12:33:00.000-07:00

Endelig er regnen kommet! Livgivende og berigende. Og mens jeg sidder og kigger ud i min våde have, kommer jeg til at tænke på denne lille historie om rigdom.

En dag – for mange år siden - tog en rig mand sin søn med ud på landet for at vise ham, hvordan fattige folk lever.
De tilbragte et par dage på et lille husmandssted hos en familie, som knapt ejede kongens mønt.

Da de kom tilbage fra turen, spurgte faderen sin søn om, hvad han synes om turen.
- Den var god, svarede sønnen.
Faderen så forundret på sønnen og spurgte så. - Jamen, lagde du slet ikke mærke til, hvordan de fattige folk levede?

- Åh jo, svarede sønnen, - det gjorde jeg da!- Så fortæl mig, hvad du lærte af turen, sagde faderen

Sønnen svarede:
- Jeg ved, at vi har en hund og de havde fire.
Vi har en pool, som rækker til midten af vores have, og de har en bæk uden ende.
Vi har importerede lygter i vores have, og de har stjernerne om natten.
Vores indre gård rækker til den ydre gård, de har hele horisonten.
Vi har et smalt stykke land at leve på, de har marker, der går langt ud over vores synsfelt.
Vi har tjenere til at servere for os, de tjener andre.
Vi køber vores mad, de dyrker deres egen.
Vi har mure omkring os, for at beskytte vores ejendom, de har venner til at beskytte sig.

Drengens far var mundlam
Så tilføjede drengen: - Tak far, fordi du viste mig, hvor fattige vi er.

Og jeg siger tak til mine kære ven Eva Thulesen, som fortalte mig historien.

Ønsker jer al mulig rigdom og glæde!
Inge

Smag og behag

2011-05-08T12:57:00.000-07:00

Vinteren har været hård ved min have, og for andet år i træk har jeg med blødende hjerte gravet døde sommerfuglebuske op. Så nu bliver en del af dem erstattet med noget mere holdbart og robust.

Dagpåfugleøje på sommerfuglebusk

I de milde vintre, som vi havde for nogle år siden, begyndte sommerfuglebuskene ellers at så sig selv, så jeg til sidst havde en hel hæk fyldt med frydefuld, farvestrålende og flagrende skønhed. Her var admiraler, takvinger og dagpåfugleøjer i rigt mål.

Nu har buskene så tabt kampen til Kong Frost, og i stedet er jeg ved at plante en spiræahæk. Men hold da op, hvor har jeg fået mange undrende kommentarer om mit valg. Det virker nærmest, som om de små spiræabuske har laveste have-rang og status. Sådan lidt ligesom liguster og berberis.

Spiræa – jamen, den er da sød!

Jeg vover nu alligevel at betragte spiræa som søde, nemme og pæne hækplanter. De er tætte og dækker jorden godt, så man slipper for at luge i tide og utide. De blomstrer længe og massivt. De er hårdføre og skal ikke klippes – nå ja, okay, muligvis skæres ned med 5-7 års mellemrum. Men det kan jo gøres om vinteren, når der ikke er så meget andet at lave i haven, og frisk luft og motion er som bekendt sundt året rundt!

Men bedst af alt, så er sommerfugle og bier glade for spiræa. Det er de i øvrigt også for liguster og berberis! Og for tjørn, pil, rød kornel, tørst, kvalkved og snebær samt stauder og sommerblomster som gyldenris, tidselkugle, røllike, sporebaldrian, hjortetrøst, pileurt, kongelys, kartebolle, slangehoved, solsikke, judaspenge, honningurt og tagetes. Kort sagt mange af de planter, som er virkelig lette at dyrke.

Humlebier er også glade for tidselkuglen

Men sig mig engang – hvornår har du sidst hørt en haveentusiast fortælle med stolthed i stemmen, at han/hun har plantet en række tagetes eller en almindelig hvidtjørn i haven?

Andre planter som rododendron, roser, græsser, valnød, magnolia og syrisk rose bliver derimod jævnligt omtalt som havens pryd. Ironisk nok har selvsamme planter en beskeden værdi for havens sommerfugle. Ja, faktisk er der en meget lang række af smukke og ædle planter, der udelukkende er til gavn og glæde for os tobenede.

Tidselsommerfugl på frøkenhat

Der findes selvfølgelig masser af buske og blomster, som er populære både hos haveejere og sommerfugle. - Det, der undrer mig er blot, at ganske nydelige og anvendelige planter undertiden får så lav status, at de bliver fravalgt med en nedladende rynke på næsen.

Min have skal være hyggelig, frodig og nem at holde. Andre haveejere prioriterer anderledes. Nogen samler på sjældne planter, nogen eksperimenterer med farver og dufte, og nogen spiller fodbold. Smag og behag er heldigvis forskellig, og der er plads til os alle. Der er ingen, hverken planter eller mennesker, der er finere eller bedre end andre. Vi og vores haver er blot en stor, broget og mangfoldig skare :-)

Mange hilsner
Inge

Nældens takvinge på sommerfuglebusk

Romantik i haven

2011-04-20T02:14:00.000-07:00

Døm selv, om det er godt eller skidt – men vi kvinder er ofte nogle uforbederlige romantikere. Nå ja, det kan da godt være, at vi udadtil virker snusfornuftige – men mon ikke de fleste af os har en svaghed for bløde puder, tændte stearinlys …… og lyserøde staudebede.

Kæmpevalmuer, storkenæb og haveiris

På det seneste har flere havekvinder i alt fald efterlyst ideer til lyserøde, pink og rosa staudebede, så lur mig, om ikke der bor en lille prinsesse i mange af os.

For år tilbage anlagde jeg selv et større bed i lyserøde pasteller. Det er dog for længst blevet infiltreret af gule, blå og mørkerøde indslag og bærer ligesom mit hjem og mit hjerte præg af, at livet sjældent er en dans på lyserøde roser. Men det skal sandelig ikke forhindre mig i at give et par nemme forslag til romantisk stemning i såvel sol som skygge.

Kejserbusken, der allerede står i fuldt flor midt om vinteren, kan jo indlede blomstringssæsonen i bedet, der er placeret ved terrassen eller på en anden lun og solrig plads i haven. I marts får den selskab af lyslilla krokus og duftende hyacinter, og fra slutningen af april svajer lyserøde tulipaner i tæt kinddans.

I takt med at tulipanerne takker af, springer haveiris, valmuer, pæoner, storkenæb og lupiner ud. Afhængig af sort varierer nuancerne fra fræk pink til sart fersken, og der skal både held og vovemod til at blande hele paletten med succes. Så vælg dem, du synes bedst om. Og brug evt den lille bakkestjerne som munter bund i bedet.

Lupiner

Efterhånden som højsommer bliver til høst tager hestemynte, kattehale, purpursolhat og stjerneskærm over. Bland som du har lyst – og put gerne et par små lyserøde potentil ind i flokken. De blomstrer så dejligt længe og passer fint sammen med skt hansurt og asters, der er som skabt til at slutte ballet i det solrige staudebed.

Skt hansurt sammen med sentblomstrende storkenæb

I den skyggefulde del af haven er påskeklokkerne selvskrevne. I milde vintre kan de begynde at blomstre allerede i februar, og selvom de falmer efterhånden som solen stiger, kan de være smukke til langt hen i maj, når kæmpestenbræk for længst har taget over sammen med akelejer, der hurtigt får selskab af hjerteblomst, porcelænsblomst og de uundværlige storkenæb, der findes i et utal af højder og farver og kan vokse overalt i haven. Hvis de bliver klippet ned, inden de går i frø, vil de blomstre igen sidst på sommeren.

Silkepæon

Silkepæoner blomstrer flottest i fuld sol, men de kan sagtens trives i let skygge, og her vil de enkelte blomster holde lidt længere. Så brug dem endelig i rigt mål og nyd dem sammen med førnævnte storkenæb og ranke akelejer, der sår sig villigt og dukker op på nye, overraskende steder. Det er den slags naturligt kaos, der passer så perfekt sammen med romantik, der jo også kan være svær at styre!

Høstanemoner findes i flere varianter og farver

Astilbe og høstanemoner trives også i let skygge, men ellers kan der godt blive lidt ”stille” i bedet sidst på sommeren. Men sådan går det jo tit med kærligheden, der afløser forårets romantiske leg. Plant lidt hosta og bregner i bedet og glæd dig over deres grønne trofasthed.

Ønsker jer alle en skøn påske
Inge

Påskeklokke

Hellere hængekøje end hakkejern

2011-04-06T11:19:00.000-07:00

Sukker du også ved tanken om den kommende havesæson? Enten fordi du hader at luge og slå græs – eller fordi fysikken ikke rækker til at indfri drømmene om selvforsyning og overdådige staudebede. Så læs med

Jeg synes næsten, at jeg kan høre et omkvæd svinge gennem forårsluften – sådan nærmest som fjernt bølgebrus: ”Kun en tåbe frygter ikke haven … kun en tåbe frygter ikke haven …. kun en tåbe…”

Og det er lige før, jeg selv synger med på visen, for mit knæ gør knuder og har hverken lyst til at rode i køkkenhaven eller nusse om roser. Det vil bare sidde helt stille og hygge sig med fuglesangen.

Sargents æble blomstrer overdådigt

Heldigvis er hovedparten af min have indrettet til afslapning og driverliv. Jeg er den fødte livsnyder og har for vane at springe over, hvor gærdet er lavest. Eller – hvis jeg nu skal være helt ærligt, så kigger jeg mig gerne om efter en låge … og helst en, der står åben :-)

Derfor er der plantet rigtig mange buske i min have. De kræver nemlig ikke løbende vedligehold eller hyppig lugning. Og så er de billige i indkøb – i alt fald hvis de købes i bundter som barrodsplanter. Det er lige noget, der passer min mand!

Helt almindelige men skønne syrener

Syrener hører til de rigtig gode og smukke buske. De kan fås i forædlede og storblomstrende udgaver, der som regel står i potte på planteskolen og koster en pæn sjat – ja, jeg har sågar set opstammede eksemplarer til 800 kr!

Men syrener kan også købes i bundter á 10-25 stk og så er prisen en helt anden. Fra 5-20 kr afhængig af størrelse og farve

Den primære forskel på de billige barrodsplanter og de forædlede sager i potte er, at sidstnævnte sjældent sætter rodskud, mens de billige breder sig villigt til alle sider. Men det er kun en fordel, hvis drømmen er en (næsten) pasningsfri have. Takket være rodskuddene kvæler syrenerne nemlig selv ukrudtet – helt uden din hjælp.

Hæg egner sig bedst til større haver

Syrener er store buske ligesom hassel, hyld, tjørn og hæg. De er som skabt til rummelige villahaver og mægtige landbohaver. I den mindre parcelhushave kan det derimod knibe med pladsen – men så kan du selvfølgelig dele bundtet med naboerne og stamme buskene op som små træer.

Eller du kan plante buske, der bliver knapt så store. Der er jo rigeligt at vælge imellem: Sargents æble, surbær, snebær, kornel, uægte jasmin, forsytia, dunet gedeblad, havtorn og bærmispel. For slet ikke at tale om de mange spiræa-sorter og de små søde potentil og perikon. Eller lave, stedsegrønne benved, der er som skabt til at vokse under træer og opstammede buske.

Sådan en sti er en lise for sjælen

Plant buskene i en halvcirkel på græsplænen, så de skaber læ på terrassen og giver plads til en hyggelig græssti langs rundingen. Eller placer dem i et par nydelige firkanter, der vil tilføre haven ro og orden. Eller slå dig løs med kreative buer og organiske former, der danner intime kroge og private nicher.

Du kan roligt plante direkte i græsplænen og bagefter dække arealet mellem buskene til med gamle aviser samt et drys flis til pynt. Og så kan du ellers sætte hakkejernet på pension og se dig om efter en god siddeplads.

Hvis du kender nogen, der sukker over besværligt havearbejde, så vil jeg blive rigtig glad, hvis du sender denne artikel videre til dem. Bare klik på det lille ikon med kuverten eller M´et herunder – eller del linket på facebook. Det vil være så dejligt, hvis endnu flere opdager glæden ved havelivet :-)

Mange hilsner
Inge

Systemfejl eller .......

2011-03-17T07:06:00.000-07:00

Så fandt jeg endnu en gang mig selv foran et kæmpestort stativ med alskens fristende frøposer – og før jeg fik set mig om, forsvandt både fornuft og indkøbsseddel som dug for solen.

Jeg sværger! Frøposerne tog simpelthen hovedspring ned i indkøbskurven, inden jeg kunne nå at stoppe dem. Og så lå de ellers der og så forførende op på mig: Vi er SÅ fulde af glæder og overraskelser!

Selvfølgelig kunne jeg have protesteret og sat de tyndeste og dyreste frøposer pænt tilbage på deres respektive pladser i stativet, men indvendigt hvinede jeg jo af frydefuld begejstring over de spændende sager, der lovede guld og grønne skove. Og udvendig lignede jeg en kat, der havde slikket fløde.

Solhat – den håber jeg stadig på

Min forstand og min erfaring fortæller mig hårdnakket, at der er en hel del frø, som aldrig spirer hos mig. Solhat og inkaliljer nægter fx konsekvent at bo i min have, og frø, der både kræver speciel såmuld, ekstra beskyttet placering, omprikling og grænseløs tålmodighed mislykkes altid for mig. Jeg véd det, men alligevel kan jeg ikke lade være med at prøve igen og igen.

Inkalilje – den har jeg opgivet

Af og til spekulerer jeg på, om vi mennesker simpelthen er født med en systemfejl, der gang på gang lokker os til at vælge den sikre fiasko fremfor den åbenlyse og lette succes.

Jeg er jo ikke alene om at falde for farvestrålende frøposer, der er fulde af urealistiske løfter. Og jeg er garanteret heller ikke den eneste, der bliver fristet af håbløse udfordringer – såvel i haven som i rigtig mange andre af livets forhold.

Lægestokrose – den leder jeg efter

Men måske handler det bare om, at livet ikke skal være en kæde af forudsigelige og sikre valg. Der skal også være plads til drømme – og knuste håb. Det er jo netop dem, der får os til at juble dobbelt højt, når det utrolige og umulige af og til lykkes på trods af selv de laveste odds.

Så selvom det sikkert ender som et stort ukrudtsbed, vil jeg putte alle de vanskelige frø i jorden på et lunt sted, når det bliver rigtigt forår …. og så ellers glæde mig over radiserne, spinaten, salaten, morgenfruerne, ærterne og alle de andre robuste og driftssikre frø, som også hoppede ned i min indkøbskurv – vist nok i rigelige mængder :-)

Forårskåde hilsner
Inge

Til forår, når haven bli´r rigtig grøn

Vælg med hjertet

2011-02-23T09:55:00.000-08:00

Fornylig spurgte en af mine venner mig om, hvilke roser hun skulle plante i sin have. Jeg må desværre indrømme, at jeg blev hende svar skyldig.

Dronning Margrethe

Der findes ufattelig mange vidunderlige roser, og der kommer hele tiden nye til. Der er høje og lave roser. Buskede roser, storblomstrede roser, slyngroser, buketroser, vilde roser, engelske roser, miniroser, historiske roser. Nogle dufter, mange remonterer, flertallet stikker og river!

Og så er der farverne. Selv det trænede øje kan have svært ved at se forskel på de fine nuancer, og desuden er der jo forskel på øjnene, der ser. Vi opfatter som bekendt ikke farver helt ens.

Undertiden ændrer rosen også kulør. Da jeg i sin tid plantede den skønt duftende Prinsesse Alexandra, lyste hun nærmest violet. I dag er hun blot almindelig pink – men selvfølgelig også kun grevinde. Sådan kan både roser og kærligheden overraske.

Prinsesse Alexandra

Dybest set afhænger succes med roser i langt højere grad af jordbund, voksested og pasning end af sorter, arter og slægter. Selv den smukkeste og mest omhyggeligt udvalgte rose vil mistrives, hvis den ikke får rigeligt med sol, gødning og vand - samt masser af kærlighed.

Derfor gav jeg min ven et svar, som hun vist ikke blev særlig begejstret for. Jeg foreslog hende at vælge med hjertet!

Pernille Poulsen og og ukendt ridder

Når jeg tøver med at anbefale en rose, så handler det nemlig om kærlighed. Roser er og bliver nogle krævende og lunefulde skabninger, som skal vandes, gødes og pusles om i tide og utide – og så stikker de bare som tak. Hvis man ikke elsker dem højt, så gider man simpelthen ikke finde sig i deres nykker år efter år efter år. Og så ender selv det smukkest anlagte og omhyggeligt planlagte rosenbed som en samling strittende grene med alt for få og små blomster.

Friesia

At være ny rosendyrker kan næsten sammenlignes med at være teenager. Der er godt at lytte lidt til fars og mors (læs eksperternes) råd - men man slipper nu sjældent for at kysse nogle stykker i sin søgen efter den bedste.

I kærlighedslivet ender vi forhåbentlig med at finde den eneste ene. I rosenbedet er det derimod godt at have et vist udvalg. Der er nemlig intet, der varer evigt, og roser har det med at bukke under for frost og kulde. Er der 5 ens roser i bedet, kan det være svært at sætte en ny ind i flokken. Er der derimod 5 forskellige, kan en ny ligefrem gøre bedet smukkere.

Schneewittchen

Og sagen er jo, at vi kan elske på mange måder. Tilsammen danner vores ægtefælle, børn, venner, søskende og forældre en spraglet skare, der fylder os med glæde. Sådan synes jeg også, at et dejligt og personligt rosenbed skal være.

Måske er du ikke enig? I så fald er der en række link under nedenstående foto. Så kan du jo gå opdagelse og hvem ved – måske forelsker du dig eller finder et par gode venner på vejen :-)

Held og lykke
Inge

Mit rosenbed

OBS:
Højreklik på linket og åbn i nyt vindue - ellers er det svært at finde tilbage :-)
Rosen-eksperten
Gode råd
Sådan dyrker du roser på sandjord
Næsten alt, hvad der er værd at vide om roser
Lidt hygge
Storblomstrede roser - mest for nørder
Rosenguiden

Goldmarie

Det pibler frem

2011-02-07T12:41:00.000-08:00

Så gik december med snedriver og knæskade – og januar forsvandt i influenza og computerbøvl. Det er den slags modgang, som spirituelle mennesker kalder for sammenbrud før gennembrud, og måske har de ret. For nu er glæden, energien og forårsblomsterne jo begyndt at pible frem overalt, og pludselig er livet fyldt med løfter.

Jeg elsker at pusle i haven på denne årstid. Der er ikke ret meget at lave, og hver lille forandring sker stille og roligt. Der er tid til at følge med i alle detaljerne og nyde hvert eneste fremskridt.

Om en månedstid begynder alt at gå så stærkt, men her i februar kan jeg nå at hilse på hver enkelt blomst. Måske er det derfor, jeg holder så meget af de små ukuelige erantis. Hvert år følger jeg dem jo intenst fra det første glimt af de bøjede men kraftfulde nakker, der dukker op af den frosne jord.

Mit staudebed er fyldt med erantis, og i sidste uge hyggede jeg mig med at fjerne staudetoppene, så alle de små gule knopper kan få lys og luft.

Mange stauder har ganske vist bedst af at beholde toppen hele vinteren. Den fungerer jo som en beskyttende dyne mod frost og kulde. Så derfor har jeg kun robuste stauder, som ikke tager skade af at miste den lune dyne midt om vinteren. Det er blandt andet storkenæb, tidselkugle, løvefod, skt hansurt, haveiris, sporebaldrian, pæoner, gyldenris og asters.

Samtidig med at jeg fjerner staudetoppene, snupper jeg også lidt ukrudt og græs, som har forvildet sig ind i bedet.

Når jeg luger, bruger jeg udelukkende ”klør 5”. Muldjord er nemlig fyldt med millioner af ukrudtsfrø, der ligger i dvale, og når man hakker, skuffer, river eller roder i jorden på anden vis, vågner en del af frøene og begynder at spire. Det sker ikke, når man håndluger. Desuden er det lettere at få alle rødderne op ved at trække i ukrudtet fremfor at hakke det over.

Det er så hyggeligt at gå og nusse i haven, og i år har jeg endda selskab af en nysgerrig medhjælper :-) Lille Iglo er bare 5 måneder, og hvis jeg bliver lidt for målrettet i mit arbejde, skal han nok minde mig om, at livet er en leg. Lad nu den rosensaks ligge, insisterer han, og sådan en opfordring kan jeg da ikke afslå.

Så rosensaks og stauder må vente, mens jeg følger efter Iglo ned i baghaven, hvor de smukke påskeklokker står på spring. Åh, de må nydes i al deres spinkle sarthed. Så forunderligt fine og næsten gennemsigtige. Ganske som ægte prinsesser bør være. Men samtidig bomstærke og hårdføre nok til at klare den kulde, som truer lige om hjørnet.

Det får mig endnu engang til at tænke på de kloge ord om sammenbrud før gennembrud – og livets evige vekslen mellem modgang og medgang. Næste gang sygdom og besvær holder mig nede, vil jeg huske de sarte påskeklokkers styrke og glæde mig, til solen atter skinner.

Mange spæde forårshilsner
Inge

Vinterglæder

2011-01-05T12:15:00.000-08:00

Jeg ved jo godt, at man kommer længst ved at være positiv, nyde livets lyse sider og fokusere på de små glæder. Så derfor prøver jeg at vende det blinde øje til snedriverne og koncentrere mig om de smukke fugle derude på foderbrættet.

I øjeblikket nyder jeg især de tykmavede dompapper, farvestrålende stillitser og velklædte kvækerfinker.

Dompapper og kvækerfinker er glade for solsikkekerner og hampefrø, så jeg har købt et par sække af hver slags. Det lyder måske som vild luksus, men jo større portioner man køber, jo lavere er kiloprisen. Så det kan godt betale sig at snuppe 20 kg ad gangen i stedet for at købe de små poser i supermarkedet.

Jeg er så heldig, at Køge Korn har en filial her i byen, men hvis du mangler et godt sted at købe fuglefrø i større portioner, kan jeg varmt anbefale Dyrenes No 1. De har en stor webshop med masser af lækkerier til de vilde fugle. ( højreklik og åbn webshop i nyt vindue ) Du kan også bestille fuglekræs hos Vivara ( højreklik og åbn i nyt vindue )

Fuglebolde og fedtkugler er generelt vældig populære – både hos fugle og mennesker. Det ser så sødt ud, når blåmejser og musvitter gynger i de ophængte net, og hvis du køber en ordentlig kvalitet, har fuglene også stor gavn af det fedtholdige foder. I år er jeg dog gået over til udelukkende at fodre med hirsefrø, hampefrø, solsikkefrø, havre og jordnødder, og der er mindst lige så mange og forskellige fugle i haven, som der altid har været.

Selv de flotte stillitser, som ellers kan være svære at lokke til, flokkes i foderhuset. De guffer primært løs af hirsefrøene, som skovspurvene og bogfinkerne også er vilde med.

Hampefrøene ender i maven på dompapper og kvækerfinker, og solsikkerne ædes af musvitter, blåmejser og grønirisker. Det er sjovt at studere sidstnævnte, når de nærmest går i trance, mens de kværner det ene store, olieholdige frø efter det andet. De forstår virkelig at spise igennem!

Jordnødderne vækker lykke hos mejser og musvitter, for slet ikke at tale om flagspætten. Den kommer på besøg flere gange om dagen, og jeg har den mistænkt for at gemme små nødde-depoter rundt om i haven.

Jeg har haft lidt spekulationer mht solsortene. Dem har jeg en del af, og de elsker jo æbler. Men selv den største pose rækker som en skrædder et vist sted og resulterer desuden i snesevis af ”æblegrøds-klatter” overalt i haven OG på vinduerne. Til min store glæde har jeg dog opdaget, at solsortene er vældig tilfredse med hirsefrø og havre. En af dem har ligefrem udnævnt sig selv til konge af fuglehuset. Han viger dog lynhurtigt pladsen, når madam Solsort lægger vejen forbi. Respekt er en god ting ;-)

Med ønsket om et dejligt, blomstrende og frodigt nytår
Inge

Du kan dele indlægget her :

Vintervejr

2010-12-05T10:45:00.000-08:00

Så gled jeg klumpedumpe på rumpen i den glatte indkørsel og sidder nu med hævet ben og kigger ud på den hvide have.

De stedsegrønne buske, som ellers er plantet for at gøre haven grøn og smuk i årets mørke måneder, ligner store snedriver. De burde egentlig stå med glitrende julelys og hygge gevaldigt, men jeg nåede ikke at pynte dem, inden jeg faldt – men pyt med det. Lysene ville jo alligevel ikke kunne ses under al sneen.

Af og til lander et par musvitter eller en lille rødhals på de snetunge grene. Søgende lægger de hovedet på skrå, titter ind under bladene, får et par snefnug i nakken og ryster opgivende på vingerne. Hvorpå de letter og flyver hen til havens foderbræt. Det er trods alt lettere at spise sig mæt i solsikkekerner og jordnødder end at lede efter småkryb i buskene.

Jeg har ondt af de vilde fugle. Selvom vi fodrer på højtryk, så er vinteren en kold og barsk tid for dem – og da især når naturens eget spisekammer er dækket af sne.

Til foråret vil jeg plante nogle træer og buske, som virkelig er til gavn og glæde for fuglene om vinteren. Frugterne skal altså modne sent og helst blive hængende rigtig længe på grenene, så de er lette at få fat i, selvom sneen hober sig op. For hvad nytter det dog, at alle de lækre rønnebær nærmest hang i lag på træerne, når de for længst er faldet ned og nu ligger begravet under 20 cm sne.

De fine små frugter på sargentsæbler samt mange paradisæbler er flinke til at at blive hængende til langt ud på vinteren. Vildæbler og madæbler - bla Belle de Boskoop - er også godt forankret til grenene, og buske som ildtorn, havtorn, slåen, snebær og liguster holder ligeledes pænt på deres bær. Det er måske ikke fuglenes foretrukne livretter, men i mangel af bedre glider det jo ned. Det er ligesom med os mennesker – æbleskiver og glögg er generelt i højere kurs end en gammeldags fedtemad på rugbrød. Men sidstnævnte holder da sulten fra døren!

Måske skal jeg også vænne mig til at lade havens smukke roser sætte hyben. Ligesom så mange andre haveejere har jeg jo for vane at klippe roserne af, lige så snart de visner. Så dukker der nemlig hurtigt nye knopper op, og i heldigste fald kan roserne blomstre til langt ind i december.

Men i en vinter som denne ville det unægtelig se smukkere ud med røde hyben derude i rosenbedet end forfrosne kronblade. Det kan jeg jo tydeligt se i det ”vilde” hjørne, hvor der vokser et par hunderoser. De sørger både for, at haven er julepyntet, og vækker samtidig lykke hos grønirisker og musvitter.

Det er dog ikke alle fugle, der er lige vilde med bær. De smukke stillitser foretrækker faktisk frø fra stauder som knopurt og kartebolle, og siskener og finker flokkes fornøjet i birketræer og graner for at lede efter frø, mens dompappen snupper et par af syrenens knopper til frokost. – Der er med andre ord masser af muligheder for at hjælpe vores vingede venner gennem vinteren på helt naturlig vis.

Ønsker jer alle en dejlig adventstid
Inge

Du kan dele indlægget med dine venner via disse ikoner

Ude af øje - ude af sind

2010-11-18T15:38:00.000-08:00

I går kørte jeg bagefter en trailer, der var fyldt til bristepunktet med plastiksække, grene og andet haveaffald. Destination: Den lokale genbrugsplads.

Det er så dejligt, at vi har de velfungerende genbrugspladser, og det er utrolig positivt, at nedfaldsblade, hækafklip mv bliver omdannet til lækker kompost, som vi kan hente om foråret og fordele i køkkenhaven, blomsterbedet og drivhuset. Alt det, der før i tiden blev brændt af, bliver nu brugt til noget nyttigt.

MEN af og til undrer det mig, at landets haveejere kører så mange grene, staudetoppe og sække med ukrudt væk. Det tager jo trods alt tid at ligge der på landevejen med en trailer bag bilen – og det forbruger da også en del brændstof.

Jeg skal gerne medgive, at det kan være besværligt at lave sin egen kompost, og jeg synes egentlig heller ikke, at kompostbunker og kompostbeholdere er særlig smukke at kigge på. På den anden side, så gider jeg altså ikke køre på genbrugspladsen i tide og utide.

Så derfor har jeg plantet en solid buksbomhæk i et hjørne af haven. Den danner nærmest en halvcirkel og støder op til nogle tætte mirabeller og en guldregn. Det ser vældig kønt ud – og bag ved hækken samler jeg alt mit haveaffald. Nemt, praktisk og diskret!

Rummet bag buksbommene kan ikke ses fra haven. Og hver gang jeg har en favnfuld staudetoppe, et par lange grene, hækafklip eller noget fælt ukrudt, kan jeg bare kaste det over hækken og glemme alt om det. Ude af øje – ude af sind.

De første par år voksede kvasbunken næsten hurtigere end hækken, men da der først kom ordentlig gang i alle de små mikroorganismer, som lever af planteaffald, opstod der et glidende flow. Selvom jeg jævnligt smider nye grene mv over hækken, så bliver bunken ikke større, og hækken skjuler det hele bag sine tætte grene året rundt.

Selvfølgelig kunne jeg vælge at snuppe lidt af den lækre kompost, som efterhånden ligger i bunden af bunken. Men dels vil det sikkert indeholde ukrudtsfrø, og dels vil det være besværligt at få fat i. Så i stedet overlader jeg bunken til havens skrubtudser samt et hyggeligt pindsvin, som glæder mig om sommeren. Netop nu ligger det garanteret og snorksover i sin lune og trygge rede under alle grenene og nedfaldsbladene.

Mange havehilsner
Inge

Tanker i regnen

2010-10-24T10:24:00.000-07:00

Jeg har lige gået en lille tur i min have. Det småregnede, fingrene blev hurtigt kolde, og jeg savnede sommerens muntre summen af humlebier. Jeg synes, efteråret er kommet alt for hurtigt, men samtidig nyder jeg farverne, stilheden og tiden til eftertanke.

Snebollebusken lyser op i haven med sine røde blade, der leder tanken hen på en glødende brændeovn. Tænk, at jeg var tæt på at rive busken op med rode, da vi i sin tid overtog haven. Dengang stod den slemt i vejen, men så plantede vi lidt stauder under den, udvidede terrassen en smule og ændrede stiens forløb. Siden da har snebollebusken været en integreret del af terrassen og fungerer perfekt som levende parasol. På varme dage flytter jeg stolen hen til busken, og så kan jeg ellers sidde i timevis og læse, skrive eller småsove i den svale skygge.

En anden busk, som jeg også holder utrolig meget af, er den høje, japanske kvæde. Jeg kender desværre ikke sortsnavnet, men om foråret er den gudeskøn med sine henrivende karmoisinrøde blomster – og netop nu står den med store, gulgrønne og stenhårde kvæder.

Solsortene plejer at spise kvæderne sidst på vinteren, men ellers hænder det, at de hårde frugter spirer og bliver til nye kvæder, som kan plantes rundt om i haven eller gives væk til nye hjem.

Kvæden står i kanten af staudebedet, hvor skt hansurtens tætte skærme danner et helt tæppe. Ja, faktisk har de fuldkommen samme farve, som det lodne tæppe i mit barndomshjem. Måske er det derfor, jeg er så glad for dem. Selv på denne regntunge efterårsdag synes jeg, at stauderne fylder haven med varme og tryghed. De er så robuste og stabile – og så er de utrolig gode til at holde selv det mest genstridige ukrudt på afstand.

Det er påskeklokkerne også. De breder sig fornøjet under hasselbuskene og sørger for, at haven er grøn og glad det meste af året. Modsat de fine, lave og lidt sarte juleroser, som påskeklokkerne ofte forveksles med, så selvsår de sig energisk, og for hvert år står de tættere og tættere. Skulle jeg vælge et bunddække frem for andre, tror jeg næsten, at det ville blive påskeklokkerne.

Skulle jeg derimod vælge en blomst frem for andre, ville jeg komme frygtelig i tvivl. De har jo hver især deres fortrin og er smukke på hver deres måde. I februar vil haven da være så trist uden solskinsgule erantis og elegante vintergækker. I marts knuselsker jeg de mørkviolette krokus, og i april står påskeliljerne mit hjerte nærmest. Maj er ensbetydende med forglemmigej i himmelblå striber, og når juni starter, begynder det helt store orgie med akelejer, iris, valmuer og pæoner. Dernæst kommer sommerferien, duftende latyrus og vidunderlige dagliljer - og i august og september er georginerne mine klare favoritter.

Oktober? - Jo, da kommer rosen ind på en suveræn førsteplads. Denne skønne dronning, som står øverst på så mange haveejeres hitliste, glæder og fryder mig selvfølgelig hele sommeren. Men det er først nu, hvor havens øvrige blomster bøjer de visne hoveder og takker af, at jeg for alvor falder i staver ved rosenbedet. Så sart, så smuk, så stolt – oh, ræk mig et løfterigt kys om snarlig sommer af din blodrøde mund.

Og for så lige at slutte med en praktisk bemærkning, så vent til foråret med at klippe roserne ned. Vinterens frost ødelægger ofte den øverste del af grenene – og jo kortere grene, jo mindre rose til foråret.

Mange regnvåde men glade havehilsner
Inge

Håber du har lyst til at dele denne blog med dine venner :-) Brug ikonerne herunder

På kant med kanten

2010-10-01T14:17:00.000-07:00

Blomsterbede er så uendelig smukke, når de ligger midt i græsplænen og lyser op. Men som haveejer kommer man desværre tit lidt på kant med overgangen fra græs til stauder – så her er en række forslag til, hvordan kant-problemet kan løses.

Den gammeldags og velafprøvede metode består i at stikke kanterne af med en skarp spade. Det ser velordnet og nydeligt ud de første 14 dage, men så begynder græsset langsomt men sikkert at brede sig igen, alt mens ukrudtet pibler op af jorden. Set med naturens øjne svarer kanter nemlig til sår - og den slags skal selvfølgelig heles hurtigst muligt.

Med andre ord er kantstikning et både tidskrævende og besværligt sisyfosarbejde, der skal gentages 2-3 gange i løbet af sommeren, og som desuden kræver hyppigt brug af hakkejern i ingenmandslandet mellem stauder og græs.

Derfor lægger mange haveejere en eller anden form for fliser rundt om staudebedet. Hvis fliserne ligger i niveau med græsset, kan plæneklipperens ene hjul endda køre på belægningen. Det kan fungere ganske fint i en årrække, men græsset har det med at gro op gennem alle sprækker,og fliserne en dårlig vane med at forskubbe sig, så hele kanten til sidst skal lægges om.

Det problem kan løses ved at støbe en fast kant langs med bedet. Flere anlægsgartnere - bla Avea Entreprise (se mere her) tilbyder et vældig fint og faktisk rimelig billigt kantdesign, som er værd at overveje, hvis man er helt sikker på, hvor man vil have sine kanter. Så slipper man i alt fald for vedligehold og tilbagevendende reparationer. Kanterne kan endda udføres, så de ligner fliser.

Kanten mellem græs og bed kan også markeres med brædder eller tynde jernbånd, der graves/presses ned i jorden. I begge tilfælde vil græsset dog hurtigt kravle hen over kanten, medmindre denne gøres rimelig høj. Sidstnævnte medfører, at græsset langs kanten skal klippes med saks.

En anden mulighed er marksten. De kan give haven et romantisk og naturligt look, og de holder godt på både jord og stauder. Men de letter sandelig ikke græsslåningen, og der skal jævnligt luges og fjernes græs rundt om stenene, hvis haven skal se pæn ud. Den løsning må efter min bedste overbevisning kategoriseres som beskæftigelsesterapi.

Foto: Jette Friis

En knapt så krævende løsning er lave hække af feks buksbom eller lavendel. Den slags ses ofte i tilknytning til fint revne gange som på nedenstående foto fra Sofiero i Sverige. De lave hække kan dog også bruges langs en græsplæne. Buksbommens tætte løv og ditto rodnet vil helt automatisk gøre livet surt for græsset, som derfor vil holde sig på den rigtige side af hækken. Ulempen er selvfølgelig, at buksbommen skal klippes 1-2 gange om året for at se pæn ud.

Foto: Jette Friis

Lavendelhække skal også klippes, dog kun én gang om året. Til gengæld kan græsset undertiden forvilde sig ind mellem de blomstrende tuer, og så kan det være svært at få styr på det igen. Med andre ord skal lavendelhække luges med håndkraft.

Min personlige favorit er en frodig kant af bunddækkende stauder, der ganske enkelt skygger græsset ud, så snart det vover sig ind under de tætte blade. Følgende planter er perfekte til formålet: Hosta, kærmindesøster, bregner, storkenæb, løvefod, violer, kæmpestenbræk, guldnælde, dagliljer, høstanemoner, kulsukker, citronmelisse, perlekurv, skovjordbær, sankthansurt, vinterglans og vinca.

Jeg har brugt bunddækkende stauder som kant i snart tyve år, så jeg tør godt give metoden topkarakter, når det handler om nemt vedligehold. Som regel kan jeg nøjes med at luge lidt under og mellem stauderne et par gange i løbet af sommeren. Om det så ser kønt ud – tja, det afhænger nok af øjnene, der ser. Kanter er nemlig også et spørgsmål om smag og behag.

Mange havehilsner
Inge

Jettes have

2010-09-08T04:13:00.000-07:00

Jettes have er fin og velholdt, og set oppe fra huset danner den en smuk forgrund til udsigten over landskabet. Men når man kommer ned i haven, bliver man forvirret. Træer og bede er anbragt lidt tilfældigt og ligner nærmest ensomme gæster til et cocktailparty. Hvem skal man mon hilse på først?

I et arboret eller en park med store plæner og brede stier kan det se vældig flot ud, når træer og buske udgør små isolerede øer. Her er meningen jo netop, at hver enkelt plante skal skille sig ud og beundres separat. Men i en villahave må der gerne være mere helhed, harmoni og hygge. Samt et naturligt flow, der giver både gæster og ejeren lyst til at gå på opdagelse i haven.

Lad os lige tage et kig på Jettes have set fra oven.

Jette kan skabe større sammenhæng i haven ved at forbinde træer og småbede med hinanden, så der opstår nogle større beplantede flader.

Det store japanske kirsebærtræ midt i haven og det lille runde bed i nederste højre hjørne kan nemt lægges sammen til et aflangt bed, og der kan også laves et staudebed i tilknytning til æbletræet. Bedet kan evt gå helt hen til det stynede asketræ, som står foran komposten. Jette har ikke taget det med på tegningen, for hun overvejer nemlig at fælde det, men det er med på nedenstående foto.

Jette kan vælge at bevare en snoet græssti, der fører fra trapperne ned mellem æble- og asketræet og videre til morgenterrassen. Eller hun kan – som vist på næste tegning – anlægge et stort flot staudebed mellem træerne. Det vil skabe afgrænsning og hygge på morgenterrassen. I begge bør hun overveje at plante en tæt busk ved siden af asketræet, så komposten og plæneklipperen ikke er synlig fra morgenterrassen.

Det vil også være fint at anbringe en bænk oppe ved garagen. Så kan Jette sidde og nyde de flotte højbede og det lille kar med vand og frøer.

Bedet foran morgenterrassen er gjort lidt bredere, men ellers er der ikke lavet ændringer i haven. De to nye staudebede kan selvfølgelig laves bredere eller smallere, som Jette nu har lyst.

For fuldstændighedens skyld er her et foto af Jettes skønne terrasse. Hun synes ikke, at der skal laves om på staudebedet langs med terrassen, men jeg vover alligevel at foreslå, at hun planter et lille letløvet træ i hjørnet. Det vil give en flot dybde til udsigten over landskabet og samtidig danne en naturlig parasol på varme dage.

Apropos udsigten, så må der ikke plantes noget højt i haven. Men der findes jo mange dejlige, lave og blomstrende buske, så hvis haven var min, ville jeg da plante en hel masse af den slags. De ville skabe læ og sørge for, at haven ikke kunne overskues fra ét sted. Så ville det for alvor blive spændende at gå på opdagelse i den. For hvert skridt ville der åbne sig nye udsigter og nye smukke vinkler. Til nydelse, fordybelse og overraskelse.

Jeg ville også flytte stauderne langs tjørnehækken lidt fremad, så der blev en smal sti langs med hækken. Det ville lette arbejdet, når der skulle klippes hæk og fjernes ukrudt. Stauderne kunne få selskab af nogle tætte blomstrende buske, så de tilsammen ville skjule hækkens nøgne ”ben”.

Til sidst ville jeg vende det lille vandbassin og højbedene, som skimtes bagerst i fotoet af terrassen. Måske ville jeg også plante et ganske lavt bunddække rundt om dem. Det ville se sødt ud og lette græsslåningen.

Plantevalget kigger vi på i et senere blog-indlæg. Men prøv allerede nu at forestille jer, hvor stor forskel det vil gøre, om bedene rummer elegante græsser, tætte stauder, stedsegrønne buske eller roser. Jette ønsker sig blomster og atter blomster – men haveplanen vil såmænd også fungere fint med frugtbuske, bunddække af skovbær samt et par store klynger rabarber.

Det er netop fidusen ved en haveplan. Når rammerne først er angivet, kan bedene fyldes med præcis det, som havens ejer allerbedst kan lide.

Passer haven til din livsstil?

2010-08-31T10:54:00.000-07:00

Af og til drømmer jeg om en rigtig fin have. I ved, sådan en med afrettede græskanter, revne grusgange, roser i perfekt farvesymfoni, formklippede buksbom og en masse sjældne træer og buske. Men så kommer jeg i tanke om, at døgnet kun har 24 timer.

Sådan en sirlig og velordnet prydhave kræver nemlig rigtig meget arbejde hver eneste dag - og jeg hører nok ikke til de mest aktive, når det handler om haven. Jeg bruger primært min have til at slappe af i.

Så derfor får græsset lov til at gro ind under de robuste stauder, som vikler sig ud og ind imellem hinanden uden hensynstagen til nuancer, højder og bladformer.

Selvfølgelig skal haven ikke ende som en ufremkommelig jungle, men omvendt har jeg for længst opgivet at leve op til tårnhøje gartner-idealer. Haven tilhører mig og den skal først og fremmest passe til min livsstil. I øvrigt synes jeg, at min ”rodebutik” af et staudebed er utrolig charmerende, men smag og behag er som bekendt forskellig!

Jeg tror, der er rigtig mange haveejere, der glemmer at tænke på egne behov og livsstil, når de anlægger eller omlægger deres have. Vi har jo alle sammen en hel masse ønsker og drømme – og mange af os vil nok også gerne bruge haven som en slags facade. Det er ikke den slags, vi snakker om, men hånden på hjertet: Hvor tit har du ladet dig påvirke af, hvad du tror, andre tænker og mener om din have? Og hvor tit har du drømt om at imponere naboen eller svigermor?

Kig lige en ekstra gang på det her foto og læg mærke til nedfaldsæblerne i baggrunden og ukrudtet i forgrunden, som er ved at udvikle sig til et tæt bunddække. Sådan ser min have ud lige i øjeblikket – og så slænger jeg mig ellers i liggestolen og fokuserer på alle de dejlige sommerfugle, der flakser rundt om buskene.

Jeg mødte engang en kvinde, som utrolig gerne ville have blomster overalt i sin have. Og allerhelst nogle af de her sarte og spinkle sager, som skal have særforplejning og ekstra beskyttelse. Desværre havde hun også en stor og temmelig kluntet hund samt to livlige børnebørn. Så i stedet for at nyde haven, var hun konstant bekymret for sine fine blomster.

Jeg kan komme i tanke om mange flere eksempler på, at havedrømmene og livsstilen ikke harmonerer. Fx familien, der gerne vil være selvforsynende, men altid ender med at spise pizza. Eller kvinden, der elsker roser, men rejser til Langtbortistan i juli måned, når skønhederne blomstrer flottest. Eller manden, der er kronisk stresset, men alligevel bruger søndag formiddag på at bande bag plæneklipperen. Tænk, hvis han nu plantede haven til med buske, der næsten ikke kræver vedligehold?

Og sådan kunne jeg blive ved. Men pointen er vist tydelig nok :-) Hvis du overvejer at omlægge din have, så tag først og fremmest hensyn til din livsstil. Under fotoet følger et par spørgsmål og stikord til inspiration – fortsæt selv listen. Og husk, at det er hverken naboen eller havebladene, der afgør, hvordan din have skal se ud, men udelukkende dig selv. Den dejligste have er nemlig den, som passer perfekt til sin ejer. Også selvom den ikke er perfekt!

Når du planlægger ændringer i haven, så start med at overveje disse spørgsmål – og tilføj gerne flere
Hvordan er du som person?
Indadvendt/udadvendt
Ordensmenneske / kreativ
Naturmenneske / æstetiker
Romantisk / praktisk
Aktiv/doven

Hvordan er dit liv?
Travlt – meget arbejde – mange rejser
Hjemlig hygge og tid til fordybelse
Stor familie, mange venner, gæster og fester
Sund levevis – økologisk mad, motion osv
Børn eller børnebørn – hund, kat eller andre kæledyr

Hvordan ser din fremtid ud?
Venter der familieforøgelse forude
Er børnene ved at flytte hjemmefra
Går du snart på efterløn/pension

Lav evt en liste over de krav, som din have skal opfylde.
Vil du gerne nusse i den mange timer om dagen eller skal den være let at passe
Skal der være plads til leg, fest og/eller afslapning
Skal haven understøtte en hobby, fx blomsterbinderi, fuglekiggeri, plantefarvning, hønseavl…

Lad græsset gro

2010-08-12T15:15:00.000-07:00

Forleden aften sad jeg og hyggede mig med Søren Ryge og hans skønne have. Det er altid morsomt at følge med i hans eksperimenter, og jeg er især pjattet med hans birkelund, hvor græs og blomster får lov at vokse højt.

For et par år siden forsøgte jeg at gøre ham kunsten efter i min egen frugthave. Jeg havde en drøm om at skabe en smuk eng fyldt med kornblomster, valmuer og andre yndefulde sager, men det endte desværre som en skrækkelig rodebutik. Før jeg så mig om var æbletræerne ved at forsvinde i brændenælder, bynker og tidsler – og overalt myldrede det frem med pileskud, slåenkviste og selvsåede kornelbuske.

Det var jo en streg i regningen, men oplevelsen lærte mig i bogstaveligste forstand at stikke en finger i jorden, inden jeg kaster mig ud i nye projekter. I sidste ende er det nemlig jordbundsforholdene, der afgør, hvilke planter der trives bedst i haven. Hos mig er det altså det grove ukrudt, der lynhurtigt får overtaget, hvis jeg bare lader græsset gro. Og nok kan tidsler være kønne, men de stikker infamt!

Så jeg har valgt at indgå et kompromis mellem mine drømme og virkelighedens barske realiteter. Det kan i øvrigt anbefales – både i haven og i mange andre forhold – og det er bestemt ikke det samme som at bøje sig eller opgive drømmen! Det er bare en kreativ justering, som endda ofte viser sig at blive meget bedre end den oprindelige plan.

Nede i min frugthave går kompromisset ud på at slå græsset cirka en gang om måneden. Det tager pusten fra det brændende og stikkende ukrudt mens mælkebøtter, vejbred, tusindfryd, kløver, cikorie og mange andre vilde blomster dukker op helt af sig selv. Det er ganske vist ikke dem, jeg selv ville have valgt, men de klæder hinanden og liggestolen på smukkeste vis.

Filosofien går ud på at udpine jorden langsomt men sikkert. Derfor sætter jeg altid opsamler på plæneklipperen og fjerner det afklippede græs, så det ikke ligger og bliver omdannet til næringsstoffer. Som regel lægger jeg det ind under hækken, hvor det fungerer som dækmateriale og forhindrer ukrudtet i at spire frem.

Græsset i frugthaven får ikke lov at blive højere, end at man sagtens kan gå i det. Jeg synes dog, at det ser så hyggeligt ud med et par stier, der snor sig mellem træerne, så en gang om ugen smutter jeg lige en tur forbi med plæneklipperen. Det tager kun et øjeblik, men giver området et velholdt og nydeligt look.

Med andre ord kan fidusen sagtens bruges i et nobelt villakvarter uden at forarge naboerne. Og lur mig, om ikke de en efter en vil følge trop. Nemmere og dejligere have skal man nemlig lede længe efter.

Del med dine venner - brug ikonerne nedenfor

Hverdag igen

2010-08-01T13:21:00.000-07:00

Det var så den højsommer. Lang, varm og med al den sol, vi kunne ønske os. Meget af tiden har jeg svedt bag computeren, for jeg er i fuld gang med at skrive en ny havebog. Men der har nu også været tid til hygge i frugthaven, hvor græsset bare fik lov at gro.

De sidste par dage har regnet dog væltet ned. Det var tiltrængt, for planterne hang efterhånden faretruende med bladene – men for meget og for lidt fordærver som bekendt alt, så lige nu ligner haven en halvdruknet hund. Og indrømmet – den har også været stedbarn her i sommer og ser unægteligt lidt forsømt ud.

Det ville jo være herligt, hvis jeg lige kunne rive en uge ud af kalenderen og koncentrere mig om havens behov. Men det er der ikke tid til - så her må prioriteres!

Køkkenhaven står øverst på min ”to-do-liste”. Takket være regnen er jorden blød og porøs, så det er let at hive ukrudt op, og det må udnyttes. Ukrudt er der nemlig rigeligt af, og en del af det er faktisk tæt på at kaste frø. Hvert år bliver jeg lige overrasket over, hvor hurtigt fuglegræs, mælde, kortstråle m fl vokser. Det ene øjeblik er jeg overbevist om, at jeg har fuldkommen styr på tropperne – det næste sekund står ukrudtet højt, tæt og frodigt.

Snerlerne har infiltreret jordbærbedet på det groveste, og inderst inde ved jeg godt, at jeg aldrig slipper af med dem. Deres rødder kan gå ned i 2 meters dybde, så uanset hvor meget jeg flår og lirker, vil jeg aldrig få hele roden med op. Det eneste, jeg kan gøre, er at udpine planten ved at luge rigtig, rigtig tit. Men som I kan se på ovenstående foto, så smutter det altså ind imellem.

Punkt nummer to på min liste er roserne. De har blomstret utrolig flot i sommer, og der har ikke været en eneste lus i dem. Men nu er det på høje tid at studse dem pænt og klippe alle de visne blomster af, så planterne laver nye knopper i stedet for at bruge energien på at sætte hyben.

Og så er der jo hækkene. Normalt siger man, at en hæk skal klippes lige før Skt Hans og studses i løbet af august. Men her i haven slår vi to fluer med et smæk og klipper hækken midt i juli. Så har den godt nok fået en ordentlig pels på, men til gengæld har alle småfuglene kunnet ruge i fred og ro. Jeg synes, det er så trist, når saksen kommer for tæt på sangfuglenes reder. Måske sker der ikke noget med selve reden, men den bliver synlig, så husskader og andre fjender kan se den – og så er det hurtigt slut med det kuld unger.

Hækkene inde i haven skal slet ikke klippes. Her bruger jeg nemlig frugtbuske. I øjeblikket kan jeg fryde mig over de mange røde ribs, som solsortene i øvrigt er vældig glade for - og de skal da være så velkomne! Der er skam nok til os alle.

Sidst men ikke mindst er der jo staudebedet. Det skal sørme også have en ordentlig overhaling, men det kan nu godt vente en uges tid eller to. De fleste af stauderne er nemlig store og robuste, så lidt ukrudt hist og pist gør ingen skade. Derfor har jeg også tilladt mig at skrive ”SLAP AF” med store bogstaver på listen over gøremål i haven.

Og jeg ved lige præcis, hvor jeg vil sætte liggestolen. Nemlig foran de dejlige tidselkugler, der er fyldt med summende humlebier. Det er ren og vidunderlig terapi at sidde og kigge på så meget flid :-)

Del Inges Havetips med dine venner på facebook - bare tryk på ikonet herunder

Havens primadonna

2010-06-17T15:29:00.000-07:00

Vi havefolk er nogle sjove størrelser. Ind imellem fristes jeg ligefrem til at spekulere på, om vi er en lille smule masochistiske. For jo mere besværlig, krævende, vanskelig og bekostelig en plante er, jo mere attråværdig bliver den i vore øjne.

Tag nu bare rosen. Den er fyldt med torne. Stikker os i fingrene, giver os lange rifter på armene og flænser vores tøj. Den kræver gødning – specialgødning forstås – i tide og utide. Den er mere modtagelig overfor sygdomme end en hel vuggestue, og den inficeres af et utal af krybende, flyvende og kravlende skadedyr.

Den vil ikke gro, hvor der nyligt har vokset andre roser. Den vil have vand i rigelige mængder men bryder sig ikke om at stå for vådt. Den forlanger sol men er ved at segne, hvis det bliver for varmt. Den vil have lys og luft omkring sig, men sandelig ikke træk og blæst. Trives bedst i læ, men endelig ikke for indelukket. Den skal vinterdækkes, beskæres og såmænd også sprøjtes adskillige gange hvert år for at yde toppræstation – og den lægger konsekvent sin største blomstring, når havens ejer er rejst på ferie.

Men vi elsker den jo hæmningsløst, og ingen blomster får større opmærksomhed end havens rose. Der er skrevet hele biblioteker om pasning, pleje, forædling, sorter, udviklingshistorie osv osv.

Jeg indrømmer blankt, at mine begreber om pasning af roser nærmer sig dovenskab. Så jeg er næppe den rette til at give gode råd om roser, men vover alligevel pelsen. Og hvis mindre end det perfekte er godt nok til dig og dine roser, kan du trygt følge nedenstående. Det vil give dig nogle ganske kønne blomster og masser af tid til at nyde dem.

1. Vælg hårdføre, robuste og velkendte sorter. Besøg eventuelt en af de større rosenparker, og udse dig de roser, der er frodige med mørkegrønne blade og rig blomstring. Det er sikkert sunde og stærke sorter, som også vil trives i en almindelig have.

2. Plant roserne i et bed for sig selv. Blandingskulturer med roser, stauder, lave buske, sommerblomster eller forårsløg er overdådigt smukt men utrolig besværligt. Især når der skal luges ukrudt. Roser kan i øvrigt sagtens plantes i store krukker.

3. Roser beskæres sidst i april. Vær ikke bange for at tage lidt for hårdt fat, det giver bare større blomster. Men omvendt er beskæring langtfra et must, så det er ok, hvis tiden og lysten mangler.

4. Tildel gødning i april, midt i juni og midt i juli samt kompost sidst i november. En velgødet rose har generelt større modstandskraft overfor sygdomme og skadedyr.

5. Spul lus og andre ubudne gæster væk med koldt vand fra haveslangen. Og når jeg skriver ”spul”, så mener jeg fuld skrue på vandet. Det flår lidt i bladene, men forsigtig brusen hjælper altså ikke.

Set med mine øjne er rosen ikke blomsternes dronning, men havens primadonna. Vidunderlig, skøn og inspirerende grænsende til det uundværlige. Men sandelig også selvoptaget, egocentrisk, lunefuld og fyldt med nykker. Næsten ligesom teenagere…. Tja, ved nærmere eftertanke er det måske den allerbedste sammenligning. Jeg mener, livet med teenagere lykkes også bedst, hvis de har et værelse for sig selv, får alt hvad de kan spise - og så trænger de for øvrigt til en kold afvaskning i ny og næ.

Det gamle træ - oh, lad det stå

2010-05-30T08:06:00.000-07:00

Da vi for snart 20 år siden flyttede herud, var baghaven fyldt med gamle frugttræer. Et par voldsomme storme lagde desværre de fleste ned, og pludselig stod det tilbageværende æbletræ så malplaceret.

Men selvom træet var gammelt og stod ”forkert”, så havde det jo sin egen charme. Hult, kroget og mosgroet. Et stærepar rugede hvert år i den tykke stamme, og i en af grenene boede havens musvitter. Træet bar også godt. Store, lækre, sødmefyldte, holdbare og sprøde Cox Pomona æbler.

Så jeg havde bestemt ikke lyst til at fælde det, men omvendt så blev jeg irriteret, hver gang jeg gik gennem haven. Nu, hvor de andre træer var forsvundet, stod Pomona´en nemlig lige dér, hvor det faldt mest naturligt at gå. Og desuden skyggede det for solen og spærrede for udsynet fra stuevinduet.

En overgang var jeg så sikker på, at træet skulle fældes, at jeg ligefrem fik podet nogle grene på nye stammer. Så ville jeg jo fortsat kunne nyde de skønne æbler.

Skæbnen ville dog, at den ene podning gik ud, og den anden så ikke for lovende ud. Så det gamle træ fik lov at stå endnu et år, og ved forårstide fik jeg en skøn ide

I stedet for at bevare den store græsplæne, kunne jeg plante en klynge buske under træet og lave en buet græssti rundt om hele herligheden. Buskene ville dele haven op på en helt ny måde, skabe rum og oplevelse - og åbne for en række spændende muligheder. Blandt andet en læfyldt køkkenhave.

Det måtte afprøves! Kom det til at se helt fjollet ud, kunne jeg bare finde et andet sted til buskene. Eksperimentet var med andre ord betydelig mindre risikabelt end at starte motorsaven og fjerne det næsten hundrede år gamle træ. Sådan et træ ville jo aldrig kunne erstattes.

Som tænkt, så gjort. Og jeg har ikke fortrudt et eneste sekund. Ja, faktisk blev buskene starten på min helt store lidenskab for havedesign. Pludselig fik jeg et glimt af havekunstens uanede muligheder og meningen med havelivet. At forme, at skabe, at arbejde med rum og dimensioner, og at samarbejde med planterne i stedet for at dominere dem.

I dag breder det gamle træ sine krogede grene ud over en fodpose af tætte buske og skønne stauder. Netop nu lyser dets enorme krone hele haven op med de smukkeste rosa blomster. Blåmejser, musvitter og løvsangeren smutter vimst rundt mellem grenene, stærene ruger stadig i den hule stamme, og om aftenen sidder solsorten i træets top og fylder haven med vellyd.

Pudsigt nok, så synes jeg slet ikke, at træet skygger eller spærrer for udsynet. Tværtimod nyder jeg at sidde under den brede krone på varme sommerdage – og jeg kunne ikke ønske mig en bedre udsigt.

Det allerbedste er at stå op om morgenen, trække gardinerne fra og kigge direkte ud på denne fantastiske lyserøde sky. Jeg bliver så tavs og næsten andægtig. Tænk at jeg har fået tildelt så megen glæde. - Og i næste sekund slår det mig, hvor tæt jeg var på at fravælge selvsamme skønhed og lykke.

Med ønsket om dejlige timer i haven
Inge

Som tre dråber vand

2010-05-17T04:30:00.000-07:00

I øjeblikket er min have klædt i blåt. Der er blåt mellem tulipanerne, blåt under buskene og blåt langs stier og græs.

Det er den lille forglemmigej, den lave kærminde og de statelige duske af kærmindesøster, der blomstrer så smukt og fylder haven med skønhed og stemning på selv de koldeste og mest regnfulde forårsdage. Og samtidig er de kønne blomster så elskværdige at brede sig ind mellem langbenede stauder og tornede roser, hvor ukrudt og andre uønskede sager ellers kunne få fodfæste og være vanskeligt at komme til livs. Bedre havevenner skal man lede længe efter.

Umiddelbart ligner de blå planter hinanden som tre dråber vand. Samme små fine blomster, samme smukke himmelblå farve og næsten samme blomstringstid. Skulle jeg vælge den ene frem for den anden, ville jeg komme på en umulig opgave, men kigger man nærmere efter, har de alligevel hver deres personlighed.

Kærmindesøster (se foto herover) vokser som en stor, tæt pude og kan blive op til en halv meter høj. Den trives både i sandmuld og på lerjord, bare der ikke bliver for tørt på voksestedet – og den kan bedst lide at stå i halvskygge. Derfor er den også velegnet i havens skovbundsbed sammen med fx bregner, hosta og storkonval.

Kærmindesøster bliver op til en halv meter høj og har store blade, der skygger effektivt for fremspirende ukrudt. Under gode forhold sår den sig villigt, men slet ikke i samme grad som forglemmigej. Man behøver altså ikke være nervøs for at få blå blomster i hele haven, blot fordi man indfører et par duske af planten.

Kærmindesøsters lillesøster er den lille kærminde, der undertiden også kaldes for vårkærminde. Det er en rimelig lav, krybende plante, der breder sig energisk ved udløbere, og i løbet af ganske få år kan den dække et stort areal. Den trives stort set under alle forhold i både sol og skygge, men hæmmes dog en del af tørke.

Kærminde blomstrer fra det tidligste forår sammen med krokus og scilla og fortsætter ufortrødent frem til begyndelsen af juni, hvor den kan danne en køn bund for de mørkerøde bonderoser.

Endelig er der den søde forglemmigej. Der findes en del arter og sorter, men dem, vi køber som frø, er som regel to-årige planter, der sår sig særdeles villigt. De blomstrer dog først som to-årig, så derfor bør man så forglemmigej to år i træk – ellers vil haven kun blive farvet i blåt hvert andet år.

Forglemmigej kan godt lide at stå lidt fugtigt, men trives ellers overalt, og har man først fået den ind i haven, vil den dukke op de sjoveste steder. Det synes jeg, er dens største charme. Jeg elsker at blive overrasket og forundret over naturens kreative indfald. Selv på min gårdsplads, der ligger i fuld sol dagen lang, titter de små blå blomster frem hvert år. De er så hjertelig velkomne, og når de er færdige med at blomstre, er de jo hurtige at hive op. Kompostbunken hører de dog ikke hjemme på, medmindre man drømmer om en blå køkkenhave.

Og med dette foto af min dejlige Pascal vil jeg ønske dig en hyggelig dag i haven - husk, der skal også være plads til afslapning :-)

Inge

Til kamp mod skvalderkålen

2010-04-30T05:01:00.000-07:00

Da vi for snart 20 år siden flyttede på landet, fulgte der et kæmpestort staudebed med i handlen. Et par steder tittede der en lille dusk skvalderkål frem mellem blomsterne, men slet ikke noget at hidse sig op over, tænkte jeg naivt og gik fornøjet i gang med at dele stauderne og flytte rundt på dem.

Tre år senere havde jeg stort set skvalderkål overalt, og lige siden har jeg kæmpet en indædt men ulige kamp mod det genstridige ukrudt.

Skvalderkål formerer sig både via frø og udløbere fra rodnettet. Frøene er forholdsvis lette at undgå. Det handler bare om at plukke de hvide og egentlig ganske smukke skærmblomster af, inden de så meget som drømmer om at sætte frø. Og lad endelig være med at lægge dem på komposten!

skvalderkål mellem pæonens røde skud

Udløberne/rødderne er straks værre at få skovlen under. De formerer sig i det skjulte, og selv en ganske lille bitte rodstump kan blive til en tæt skov af skvalderkål. Så har man først fået skvalderkål indenfor havelågen, er det næsten umuligt at komme af med den igen. Der findes dog to rimelig effektive metoder til at holde den nede på et fornuftigt niveau.

Den ene metode går ud på først at fjerne så mange af skvalderkålens rødder som muligt og dernæst at plante stærke, tætte og bladrige stauder som fx hosta, vinca, bispehue og lodden løvefod, der kan holde ukrudtet i skak.

Hostaens tætte blade skygger for skvalderkålen

Den anden metode handler om vedhold, vedhold og atter vedhold. Skvalderkålen bryder sig nemlig ikke om at få kappet ”hovedet” af igen, igen og igen. Det er også derfor, den ikke trives i en græsplæne. Modsat mælkebøtter og bellis, der trykker sig til jorden og derved undgår slåmaskinens skarpe klinge, så sidder skvalderkålens blade på en stilk. Og da bladene jo både er en slags lunger og fordøjelsessystem, så vil planten langsomt men sikkert sygne hen, hvis disse livsvigtige organer gang på gang bliver amputeret. Men indgrebet skal gentages cirka en gang om ugen. Og skal det virkelig være effektivt, kræver det, at man får hvert eneste blad med hver gang!

Iris og tulipaner inficeret med skvalderkål

For nogle år siden troede jeg faktisk, at projektet var lykkedes. Ihærdigt og nidkært havde jeg fjernet hver eneste lille grønne spire af skvalderkålen en gang om ugen igennem tre somre. Men trods mit omhyggelige arbejde havde der åbenbart været masser af små bitte og spillevende skvalder-unger, der havde gemt sig. For aldrig så snart vendte jeg ryggen til bedet et enkelt forår, før det myldrede frem med grønne og livskraftige blade. Ak ja!

Så i dag har jeg stadig et par områder i staudebedet, hvor jeg altid kan få nogle timer til at gå med meditativt lugearbejde, og egentlig synes jeg også, at min have ville blive alt for fin uden lidt skvalderkål rundt om i hjørnerne. Og bare det ikke tager overhånd, kan jeg såmænd godt lide at kravle rundt på alle fire mellem stauderne og luge, mens solsorten synger og kattene leger.

Alternativt kunne jeg selvfølgelig overveje at gå Noma-kokkene i bedene og indføre skvalderkålen i køkkenet. Den skulle efter sigende have en skøn, krydret smag.

Velbekomme - og mange hilsner
Inge

PS: Skvalderkål kan selvfølgelig også bruges som et flot og frodigt bunddække i den naturlige del af haven. Men gør naboen den tjeneste at slå en bræmme på cirka en meter langs med hækken. Så holder du kålen på din egen matrikel, bevarer det gode naboskab og får i tilgift en hyggelig sti at gå tur på.

Hvad gør vi nu....

2010-04-11T04:20:00.000-07:00

Vinteren har været hård ved havens græsplæne og det store spørgsmål er nu, hvordan vi får slettet de mange grimme spor, som sneskimlen har efterladt.

Der er flere muligheder. Min effektive nabo er i fuld gang med vertikalskæreren eller plænelufteren, som den også kaldes. Den er primært beregnet til at fjerne mos og gammelt afklip i plænen, men tager også en pæn del af det døde græs.

Andre haveejere river det gule græs af og stikker tålmodigt huller i plænen med en greb, så der kan komme luft til rødderne. Og atter andre vælger bare at nyde solen og foråret i sikker forvisning om, at naturen nok skal gøre plænen grøn igen. Hvilket de jo har fuldkommen ret i. Og selvom det grønne ikke nødvendigvis kommer til at bestå af græs, kan det skam blive vældig charmerende.

Hvis vinterens sneskimmel har efterladt store partier eller plamager af dødt græs, kan det dog være hensigtsmæssigt at kigge på haven med helt nye briller og erstatte en del af græsplænen med smukke bede og flotte buske. Ingen ved jo, hvad de kommende vintre vil bringe, og jo mindre græs, der er i haven, jo mindre bøvl vil et angreb af sneskimmel give.

Så lad dig inspirere af sneskimlens spor og forestil dig, hvordan det vil se ud med bede, buske eller måske en lille havedam på de steder, hvor græsset er gået ud. Som små øer i græsset, som en lang, sammenhængende slange, som buer, cirkler eller spændende organiske former. Et sted kan du måske plante en halvcirkel af tætte buske, som vil give læ til en lille siddeplads, et andet sted er det måske oplagt at lave en bålplads, og et tredje sted kunne et nyreformet staudebed blive havens nye blikfang.

Hvis du vælger robuste og hårdføre stauder, vil de sagtens kunne klare en række hårde vintre uden særforplejning. Plant dem tæt, så de hurtigt dækker jorden og forhindrer nyt ukrudt i at spire frem.

Personligt foretrækker jeg buske frem for stauder. De kan enten plantes side om side som en uklippet hæk eller plantes tæt i en klynge og med tiden danne en stor sammenhængende plante. Eller de kan sættes med god afstand i et bunddække af hosta, storkenæb, vinterglans, bispehue, skovbær, løvefod, hasselurt eller hvad du nu synes, passer bedst til din have. Sørg for, at buskene har rigelig plads, så de kan vokse uhindret uden beskæring i tide og utide.

Det sjove er, at et busket kræver betydelig mindre pasning end en græsplæne. Selv jeg, der gør så lidt ud af min græsplæne som overhovedet muligt, bruger betydelig mere tid på at slå og passe den, end jeg bruger på mit store hasselkrat med den tætte underplantning af skønne påskeklokker.

Mange forårshilsner
Inge

Flere muligheder

2010-04-04T08:52:00.000-07:00

I sidste blog fortalte jeg om en helt almindelig parcelhushave på cirka 800 m2. Haven bestod af en stor græsplæne, en ny træterrasse og et par unge frugttræer. Pænt og funktionelt, men også lidt tomt. Der manglede både hygge og små lune kroge med plads til afslapning og nærvær.

Løsningen var både hurtig og enkelt. Takket være en hæk tværs over græsplænen og et espalier i flugt med garagen blev haven delt op i mindre rum, hvor der både kunne slikkes sol, hygges med venner og holdes fri. I stedet for én stor græsplæne, der stort set aldrig blev brugt, bød haven pludselig på en dejlig gårdhave med drivhus, en læfyldt terrasse med blomstrende roser og en skøn frugtlund med blomstereng og liggestole.

Men smag og behag er som bekendt forskellig, og derfor har jeg lyst til at give et par eksempler på, hvordan stemningen i haven kan ændres fuldkommen, selvom den overordnede indretning/plan bevares. Forskellen består udelukkende i plantevalget.

Den japansk inspirerede have

Er man til det minimalistiske og japansk inspirerede, kan buskene tværs over græsplænen samt espaliet ind mod gårdhaven erstattes med bambus eller høje græsser. Og i stedet for frugttræerne plantes fx japansk løn, kobberbirk eller måske proptrækkerpil, der har en egen kuriøs charme.

Under træerne kan der vokse mos, græs eller trædebregner. Trædesten og et par enkelte større sten fuldender haverummet.

I gårdhaven skabes det japanske look med et lille vandbassin, enkeltstående græsser og et par stenlygter. Drivhuset skiftes ud med en havepavillon, og flettede havemøbler sætter prikken over i´et.

Ved træterrassen foran huset plantes et par klynger af høje græsser, og krukkerne fyldes med bonsai-agtige vækster. En enkelt velanbragt og særligt udvalgt sten vil understege stilen – og et smalt staudebed i forhaven med kæmpestenbræk, iris, hosta og storkonval vil skabe en blid og naturlig overgang fra den danske villavej til den japanske idyl bag terrassemuren.

Den naturlige have

Går drømmene slet ikke i retning af det japanske men derimod til den hjemlige natur med fuglesang, pindsvin og hyggelige brumbasser, vil det derimod være oplagt at skifte frugtlunden ud med en miniputskov af opstammede hasselbuske, syrener eller rønnebærtræer. Under træerne plantes anemoner, fingerbøl, storkenæb, kulsukker, kærminde og et væld af forårsløg. Og i det bagerste hjørne kan der laves en dejlig kvasbunke af hækafklip, grene og diverse haveaffald. Et godt sted for både rødhals, pindsvin og skrubtudser, der er så flinke til at spise ubudne biller og snegle.

Skal haven også rumme blomster og glade sommerfugle, vil det være oplagt at plante en skøn kombination af sommerfuglebuske, stjernetop, dronningebusk, sargents æble, uægte jasmin, snebolle og tusindtop mellem græsplænen og den lille skov.

I gårdhaven skal krydderurterne selvfølgelig have fortrinsret. Eventuelt i krukker og højbede – og opad plankeværk og hegn kan plantes alt lige fra hindbær og brombær over vindruer til den frodige humle.

Rundt om terrassen er der fin plads til alskens stauder. Røllike, stormhat, sporebaldrian, pæoner, skønhedsøje, tidselkugle, solbrud, hvid fredløs og hestemynte er frodige og lette at dyrke – og så er de populære hos humlebier og sommerfugle. Alternativt vil en lav hæk af lavendler foran terrassen og en pompøs blåregn på terrassemuren være flot blikfang.

Hvis nu du vil

tegne din egen haveplan, så begynd altid med de overordnede linjer. Find ud af, hvor du vil placere træer, buske, bede osv – og vent til allersidst med at vælge planterne.. Det er nemlig med haver som med huse. Det er altid lettere at købe møbler til et hus end at finde det rigtige hus til møblerne. Og det er også meget lettere at vælge planter til en have end at tegne en have til planterne.

Mange hilsner
Inge

Haveplan

2010-03-12T15:02:00.000-08:00

Hører du også til dem, der drømmer om en hyggelig gårdhave og blomstrende frugttræer, som du kan sidde under og læse en god bog. Så læs med her og bliv inspireret. Denne have er både let at holde og dejlig at være i.

Denne have består af græs, 3 frugttræer samt en stor træterrasse, der vender mod øst. Fra midt på eftermiddagen er her skygge, så en lun krog med aftensol står højt på ønskelisten. Og så kunne ejerne også godt tænke sig en gårdhave, et drivhus og lidt flere frugttræer.

Der er liguster- og bøgehæk rundt om haven. Bag garagen er hækken dog udskiftet med et plankeværk, og her vil det være oplagt at anlægge en pragtfuld gårdhave. Der er allerede plantet kaprifolie og klematis langs med hegnet, men der er stadig plads til et par slyngroser og en række duftende latyrus.

En gårdhave bør selvfølgelig være et lukket område, så derfor sættes der et lavt hegn ud mod resten af haven. Hegnet flugter garagen og beplantes med røde slyngroser som feks Flammentanz, Santana eller Sympathie.

Inde i gårdhaven er der fin plads til et drivhus, hvor der kan dyrkes tomater og agurker. Hvis det da ikke ender med, at drivhuset bliver fyldt med blomster og indrettet som en skøn udestue, der vil lægge flere måneder til havesæsonen og udelivet.

Classica pavillonen forhandles bla af http://www.eventyrhaver.dk/

Gårdhaven deles op af et par bede, så der skabes et par lune kroge med plads til havemøbler, grill og nærvær. I bedene kan dyrkes krydderurter, salat og radiser – eller her kan sås nemme sommerblomster som f eks tallerkensmækker, der får lov at vælte ud over kanterne og bløde de ellers lidt stramme linjer op.

Havens ejere vil gerne have fliser i gårdhaven, men ærtesten med en fiberdug under vil også fungere fint. Det er i øvrigt en hurtig og nem løsning, hvis der hverken er lyst eller energi til et større anlægsarbejde.

Lille frugtlund

Ved siden af gårdhaven er der plads til den dejligste lund med blomstrende frugttræer, halvlangt græs og en magelig liggestol.

Ideen er ganske enkelt at plante en hæk på tværs af græsplænen. Hækken begynder tæt ved gårdhaven og flugter i starten huset, for så at bøje af i en blød bue, der giver læ til terrassen.

Hækken bør bestå af forholdsvis lave buske, der ikke skal klippes, som feks spiræa betulifolia. Den blomstrer hvidt og længe midt på sommeren og vil passe fint til det hvide hus. Om efteråret antager buskenes løv en flot gylden farve.

Bag hækken plantes frugttræer efter eget valg. Træerne placeres, så der friholdes en plads, hvor eftermiddags- og aftensolen kan nydes.

Der er adgang til frugthaven fra begge ender af den uklippede hæk. Så er det nemt lige at smutte forbi med plæneklipperen en gang om ugen, når resten af plænen alligevel skal slås. Lav en sti under træerne, lad resten af græsset blive lidt halvlangt, og byd bare de små bellis og et par mælkebøtter velkommen. De er med til at understrege den naturlige atmosfære.

Terrassen

Havens ejere plejer at fylde træterrassen med krukker og farvestrålende blomster. Men terrassen kan blive endnu flottere og frodigere. Den sydvendte terrassemur er nemlig som skabt til klatrende roser, og det vil også være nærliggende at anlægge et smalt rosenbed mellem terrassen og græsplænen.

Forhaven – og fremtiden

Den nuværende forhave består blot af græs – enkelt og nemt. For at vise et mere spændende ansigt ud mod gaden, kan der også her plantes en lav hæk. Igen vil en hvid spiræa være pæn og passe fint til huset.

Der kan eventuelt plantes et par høje buske eller lave træer i hækken. Guldregn vil være flot!

Men hvem ved …. Efterhånden som haven bliver mere hyggelig at opholde sig i med gårdhave, frugtlund og læfyldt terrasse, vil interessen for havearbejdet måske stige. Og så vil det jo være oplagt at anlægge et farvestrålende staudebed med solelskende blomster i forhaven.

Læs mere om havens muligheder i næste blog – Send en mail til forlaget@darduse.dk - så får du besked, når blogindlægget bliver udgivet.

Mange hilsner
Inge

Har du rådyr i haven?

2010-03-05T14:04:00.000-08:00

Jeg kan næsten ikke klare mere sne og kulde, men samtidig må jeg jo indrømme, at vinteren har budt på skønne oplevelser. Næsten hver dag har jeg nemlig kunnet nyde synet af 3 rådyr, som har puslet rundt i haven.

Hver eneste morgen har rådyrene stået nede i frugthaven og spist korn sammen med duer og fasaner – og sidst på eftermiddagen har de delt æbler med de tykmavede solsorte. Ja, selv når jeg er vågnet midt om natten og har kigget ud af vinduet, har jeg kunnet skimte silhuetterne af de langbenede dyr tæt ved terrassen.

Jeg har nydt det – men før vi ser os om, så har vi jo balladen. Inden længe begynder de første tulipaner nemlig at titte frem, og er der noget, rådyr elsker, så er det tulipaner. Måske lige overgået af sprøde rosenblade og delikate syren-knopper.

Der findes et væld af mere eller mindre gode råd, hvis man gerne vil have sine planter i fred for rådyrenes ivrige tænder. Det mest almindelige middel er hjortetaksolie, der cirka hver 14. dag skal smøres på pinde, som så stikkes ned omkring planterne. Ulempen ved midlet er, at det stinker fælt!

Et andet husråd er at lade husets herre ”pisse sit territorium af” – eller sagt på pænt dansk: Urinere rundt om i haven. Det gøder desuden planterne! Jeg skal hverken udtale mig om eventuelle lugtgener eller hang til dominans, blot helt faktuelt konstatere, at rådyr ikke bryder sig om menneskelugt. Derfor skulle et par godt brugte sokker også være effektive.

Selv har jeg gode erfaringer med parfume. Ganske vist er det sjældent, jeg bruger den slags bag ørerne, men som de fleste kvinder har jeg jo et par impulskøb og en kikset gave stående. Sidste forår gik jeg hver aften en tur i haven og sprayede lidt på tulipanerne – og sandelig: De ellers så lækkersultne rådyr mistede appetitten og forsvandt lige så stille ud i mark og skov.

Alternativ burde små stumper af duftende håndsæbe eller klude dyppet i kraftigt duftende skyllemiddel også virke. Og det forstyrrer i alt fald ikke havehyggen i samme grad som de førstnævnte og knapt så lækkert lugtende sager!

Det eneste middel, der er 99 % sikkert, er dog et højt hegn. Men det holder jo de smukke rådyr væk året rundt og forhindrer også andre gæster som ræv og hare i at lægge vejen forbi. Så personligt er jeg slet, slet ikke i tvivl. Jeg vil både beholde mine rådyr – og mine tulipaner.

Det er dog ikke kun tulipanerne, roserne, syrenerne og en snes andre velsmagende planter, som er i farezonen, når rådyrene lægger vejen forbi.

I løbet af foråret begynder råbukken nemlig at ”feje” på træer og buske. Hans gevir er udvokset, og den lodne ”bast”, som har beskyttet og næret geviret, mens det voksede ud, begynder at løsne sig. Det klør! Og så kan det nok være, at spinkle træer og buske bliver flænset til den store guldmedalje.

Mine træer og buske er heldigvis gamle nok til at klare mosten – men hvis du har unge, spinkle eller sarte planter og jævnligt får besøg af en råbuk, så er det bedst at købe noget hønsenet og sætte det rundt om de mest udsatte grene og stammer – og så ellers nyde de vilde og smukke men til tider temmelig uopdragne dyr.

Mange hilsner

Inge

Min køkkenhave

2010-02-06T16:32:00.000-08:00

Min køkkenhave er en blandet landhandel. Nå ja, lige nu består den bare af sne og en række fastfrosne porrer, som ellers ville have været dejlige i en rygende varm vintersuppe. Men til sommer vil det lille jordstykke bugne af salat, jordbær, ærter, gulerødder, persille, dild og farvestrålende blomster.

Nu omtaler jeg godt nok arealet med grøntsager og krydderurter som et lille jordstykke, men alt er jo relativt. Set med Søren Ryges og Camilla Plums øjne er min køkkenhave sikkert bare et mikroskopisk frimærke, mens andre haveejere muligvis vil betragte den som noget nær uoverkommelig. Helt faktuelt drejer det sig om et areal på knapt 60 m2.

Nogle år synes jeg, at køkkenhaven er alt for stor. Andre år overvejer jeg seriøst at henvise kartofler, kål og andre grove urter til et hjørne af min mands kornmark. Det er et spørgsmål om tid, energi – og planlægning!

Jeg har nemlig opdaget, at jo mere velforberedt jeg er om foråret, jo lettere og sjovere er det at dyrke køkkenhaven. Så derfor er jeg netop nu – i vinterens værste kulde, men fuld af forårslængsler – i gang med at planlægge, hvad jeg vil så i haven til foråret. Og ikke mindst hvordan afgrøderne skal placeres i forhold til hinanden.

Det er lidt af en kabale, for det er nemlig langtfra alle grøntsager, der er gode venner. Ærter og bønner bryder sig for eksempel ikke om at vokse tæt op af løg men trives fint sammen med kartofler og radiser. Og jordbær kan godt lide spinat og hjulkrone, som i øvrigt er en af mine favoritter i køkkenhaven. Ikke fordi jeg bruger de smukke blomster i salatskålen, hvilket de ellers er velegnede til, men fordi jeg er helt pjattet med deres blå farve.

Når køkkenhaven skal planlægges er det også værd at huske på, at radiser er i familie med kål og derfor ikke bør sås på samme sted, hvor der året inden voksede grønkål, blomkål eller rosenkål. Det samme gælder for rucola, som slet ikke er en salat men derimod en kålplante.

Og apropos salat, så spirer deres frø bedst, når det er køligt og fugtigt i vejret. At så salat midt på sommeren giver sjældent særlig gode resultater.

Der er altså nok at tage hensyn til, når køkkenhaven skal planlægges – og det kan godt betale sig at bruge lidt tid på sagen. For hvorfor dog købe frø mv i dyre domme og bruge tid på at så og plante bare for at opdage, at de spændende pyntegræskar mistrives sammen med de ellers lækre aspargeskartofler.

Men indrømmet – det er endnu ikke lykkedes mig at skabe den perfekte køkkenhave – og jeg er heller ikke sikker på, at det vil være særlig morsomt. Det perfekte kan nemlig godt virke lidt kedeligt, og desuden er det som bekendt vejen til målet, der er den sjoveste.

Derfor plejer jeg også at bruge mindst en fjerdedel af haven til sommerblomster, som bliver blandet og bredsået i totalt uplanlagt kaos. Det pudsige er, at det næste altid er den del af haven, som er allersmukkest!

Mange havehilsner
Inge

Når tiden er knap

2010-01-28T14:09:00.000-08:00

For nylig hørte jeg om et ungt par, der netop havde fået en dejlig datter. I forvejen havde de et par kvikke sønner på 3 og 7 år, så selvom glæden over familieforøgelsen var stor, så snakkede de også om, hvordan de nu skulle få tid til det hele. Der manglede jo stadig lidt istandsættelse af huset - og haven……

Ja, haven! De sidste par år havde Laust og Rebekka kæmpet for at få styr på mælkebøtter, kvikgræs, forvoksede rabarber og krydderurter, der bredte sig uhæmmet. Uden det store held. I stedet for fornøjelse var haven ved at udvikle sig til træls arbejde og spildtid.

Når tiden er knap, så handler det først og fremmest om at være realistisk. Og en smuk og velholdt prydhave samt en ukrudtsfri køkkenhave, der strutter af sundhed, er absolut ikke realistisk, hvis man samtidig har fuldtidsjobs, små børn samt venner og familie, som man gerne vil være sammen med.

Skitsen herover viser, hvordan en have kan indrettes, så den både er let at holde og rar at være i. Det handler i al sin enkelthed om at plante så meget af haven til som muligt.

Det er dog vigtigt at holde en ca 2 meter bred græssti slået hele vejen langs med hækken. Så breder eventuelt ukrudt sig ikke ind til naboen, hvilket ellers kan give anledning til mange kontroverser.

Rundt om huset anlægges en bred flisegang samt en god stor terrasse med plads til blomstrende krukker eller små bede med krydderurter. Foran terrassen sås en mini-græsplæne, hvor familiens yngste kan lege. Og rundt om det hele plantes en tæt hæk rundt om terrasse og græs. Det skaber læ og hindrer udsynet til resten af haven. Blomstrende buske, som ikke skal klippes i tide og utide, er et rigtig godt valg til hækken.

Resten af haven fyldes med buske. De eksisterende træer og buske skal selvfølgelig blive stående, og så suppleres der ellers op med barrodsplanter, der kan købes billigt i bundter af 10-25 stk. Buskene plantes med et par meters mellemrum, gerne lidt tilfældigt, og jorden omkring dækkes med flis eller gamle aviser, der holdes fast med et par sten eller en skovlfuld jord. Så kan græs og ukrudt ikke få fodfæste, mens buskene er små.

Afhængig af smag og behag kan der fx plantes syrener, der blomstrer smukt, dunet gedeblad, fjeldribs og liguster, der ”bare” er nemme og grønne eller hyld og hassel, som giver dejlige bær og nødder. Fidusen er, at buskene efter et par år vil danne et krat, der bliver tættere og tættere og kvæler ukrudtet.
Krattet vil være perfekt, når ungerne leger skjul - og desuden kan der laves et utal af spændende huler under buskene.

Når og hvis der med årene bliver mere tid og lyst til haven, er det meget lettere at rive buskene op og starte på en frisk med anlæg af køkkenhave, rosenbede osv, end hvis haven har været nødtørftigt vedligeholdt og er fuld af græs og ukrudt. Desuden vil jorden være forbedret betragteligt takket være bladene fra buskene.

Men hvem ved. Måske bliver den naturlige og nemme have så populær hos hele familien, at alle er enige om at beholde den. Takket være buskene vil haven myldre med smukke fugle - og stien langs med hækken kan bruges til hyggelige spadsereture. I et par af hjørnerne kan der sættes en bænk. Så er der mulighed for at snuppe 10 minutters total afslapning i fred og ro. Slet ikke så ringe endda i en travl hverdag!

Mange hilsner
Inge

Fugleliv i haven

2010-01-14T02:52:00.000-08:00

Lige nu er haven hvid og noget nær stivfrossen. Nogle mennesker synes, det er smukt, men personligt længes jeg helt vildt efter mildere vejr og de første små erantis. Så hvis det ikke var for alle de glade fugle derude i sneen, ville vintervejret slet ikke være til at holde ud.

Da vi flyttede herud for 18 år siden var haven nærmest fugletom. Ingen solsortesang i de milde forårsaftner, ingen spurvekvidren i hækken og ingen svaler i stalden. Af og til landede der en skade i de høje elmetræer, og en kold vinterdag sad der minsandten den yndigste fuglekonge i kvæden udenfor badeværelsesvinduet. Men ellers var der ikke en fjer i miles omkreds.

Jeg brugte meget tid på at spekulere over det manglede fugleliv. Og lige så stille forstod jeg. Der var jo ingen mad til fuglene om sommeren. Så derfor var de for længst holdt op med at interessere sig for haven.
De tidligere ejere havde omhyggeligt plukket hvert et bær og hvert et æble til eget forbrug - og både ukrudt og skadedyr var blevet holdt nede med flittig brug af sprøjtemidler og hakkejern. Haven var smuk og velplejet, ja, men en fugl er ligeglad med skønhed og velklippede hække. Den har brug for føde, gode redesteder og skjul. Så når der en sjælden gang landede en fugl i haven, var det kun for at holde et kort men tiltrængt hvil.

Del æblerne med fuglene

I dag er haven fyldt med fugle - både sommer og vinter. Om vinteren fodrer jeg selvfølgelig på livet løs - men den primære grund til det store fugleliv er havens faste bestand af skovspurve, solsorte, blåmejser og musvitter. Det er yderst almindelige havefugle, som har nemt ved at tilpasse sig og som gerne bliver i haven året rundt. Man kan godt kalde dem for en slags fortropper, for når de først har sagt god for et sted, begynder mange andre fuglearter også at interessere sig for faciliteterne.

Og så er det bare om at være klar med de gode tilbud. Både spurve, mejser og musvitter yngler i redekasser, som jo nemt kan sættes op i et træ eller på husgavlen, og solsorten kan stort set finde plads til sine rede alle vegne. Men de øvrige fugle stiller lidt større krav og foretrækker haver, hvor der er tætte buske, uklippede hække, små uberørte hjørner, gerne lidt stedsegrønt og et enkelt eller måske to højere træer, som de kan bygge rede i.

Sargentsæble blomstrer overdådigt i foråret

Der skal selvfølgelig også være mad til fuglene - og ikke mindst deres unger. Jo flere træer, buske, stauder og bunddække, der er i haven, jo flere småinsekter, biller, larver mv vil der som regel også være, og det er guf for en sulten fugleunge. Desuden er en kvasbunke et herligt spisekammer for fuglene, så saml hækafklippet og afsavede grene i en krog af haven i stedet for at køre det på genbrugsstationen eller brænde det af. Det er i øvrigt også godt for miljøet!

Mens fugleungerne har brug for masser af protein og animalsk føde, så lever de voksne fugle også af frø og bær. Frugttræer og buske er selvfølgelig altid velegnede, og mange blomstrende buske sætter også dejlige bær. Her tænker jeg fx på den smukke hanesporetjørn, den tætte cotoneaster, fjeldribs, druehyld, japansk kvæde, sargentsæble og ildtorn. Af små træer kan bla nævnes røn og paradisæbler.

Frodige staudebede er også populære hos fuglene. Mange stauder sætter frø, og efter sigende skulle fuglene sætte pris på frøene fra røllike, asters, stjerneskærm, knopurt, tidselkugle, diverse pileurt, mandstro, vortemælk, høgeurt, nøkketunge, løvehale og solhat. Så der er jo nok at vælge imellem.

Jo mere fuglevenlig haven er, jo hurtigere vil jungletrommerne gå, og jo flere fugle vil lægge vejen forbi for at studere boligforholdene. Sidst på efteråret kan foderbrættet så tages i brug - og dag for dag vil der dukke flere og flere fugle op i haven hidkaldt af kvidrende og tilfredse artsfæller.
Imens kan du så sidde inde i den lune stue og nyde synet af vilde fugle, der kommer ganske tæt på huset.

Rigtig god fornøjelse
Inge

Plant videre i haven

2009-12-30T04:04:00.000-08:00

Her i julen mødte jeg et par rare mennesker, der fortalte mig om alt det, de havde lavet i haven i årets løb. Der var både blevet fældet træer, fjernet hække og revet buske op. Så nu glæder ejerne sig bare til, at alle de små nye planter vokser til, så der igen bliver hyggeligt i haven.

Det gibbede unægtelig lidt i mig. Set med mine øjne er haven nemlig en levende skabning. Ligesom mennesker er den fyldt med minder og med gode og dårlige egenskaber. Og ligesom vi mennesker næsten altid bliver lykkeligst, hvis vi formår at fokusere på mulighederne frem for begrænsningerne i vores liv og udnytte vores erfaringer til fælles glæde og gavn, så bliver langt de fleste haver også smukkest, hvis deres ejere udvikler dem med nænsom og tålmodig hånd.

På tegningen nedenfor ser du en temmelig almindelig og lidt forvirret baghave, som mange nok kunne fristes til at sætte en motorsav og minigraver på.
Men haven er faktisk fyldt med spændende muligheder. Papirbarklønnen i det sydøstlige hjørne og det smukke hjertetræ tæt ved hækken giver haven karakter, og de to frugttræer ved det ellipseformede staudebed er sunde og bærer godt. Buskene er såmænd også kønne - de står bare lidt tilfældigt og skaber et rodet indtryk.

På den næste tegning kan du se, hvor dejlig haven kan blive - selv om der ikke er fjernet eller flyttet én eneste busk.

Buskene ved højbedene har fået selskab af ribs og solbærbuske, der danner en lav, uklippet hæk og rammer den lille køkkenhave ind. Under frugtbuskene er der plantet skovbær, som hurtigt vil danne et tæt bunddække.

Bag køkkenhaven er der opstået en dejlig hyggekrog med plads til en liggestol under de skyggefulde træer. Fra krogen fører en smal sti ud i den anden del af haven. Her er stauderne flyttet hen mellem æbletræerne. Det giver samling på haven, og farmand behøver ikke længere bukke sig under de lave grene, når græsset skal slås. Takket være små trædefliser i bedet er det stadig let at komme til træerne, når frugten skal plukkes.

Buskene langs med hækken har fået selskab af stedsegrønne artsfæller og danner tilsammen et tæt fuglekrat med plads til både solsort, gærdesmutte, tornirisk og grønirisk.
Under buskene og langs med hækken er plantet en blanding af kærmindesøster, høstanemoner og pæoner, som holder ukrudtet på afstand.

Alt i alt er haven blevet meget hyggeligere. Nu har man lyst til at gå en tur gennem køkkenhaven, forbi hyggekrogen, langs med skovbundsbedet og rundt om stauderne. Og selvom der er plantet en del nye buske i haven, så virker den faktisk større end før. Nu er den nemlig delt op i flere rum og det giver en helt anden oplevelse.

Med andre ord er haven et godt eksempel på, at det både er hurtigere, lettere og såmænd også billigere at plante videre på det eksisterende frem for at fælde og starte helt forfra.

Med ønsket om et rigtig godt nytår i haven
Inge

Lad haven pynte sig selv

2009-12-07T13:51:00.000-08:00

Her op til jul ser det flot ud, hvis haven er pyntet med gran, lys og krukker. Men det kan hurtigt blive et både dyrt og tidskrævende projekt - og desuden skal det hele fjernes igen til januar.

Så da jeg en kold januardag for 5-6 år siden smed en favnfuld grangrene samt adskillige bundter halvvissen buksbom, en mistelten og en samling frostskadede juletulipaner på komposten, besluttede jeg mig til at gøre noget radikalt ved haven. Fremover skulle det være hurtigt, nemt og billigt at skabe julestemning derude.

Derfor har jeg systematisk plantet stedsegrønne træer og buske, når der har trængt til lidt fornyelse rundt om i haven. Efterhånden er planterne vokset godt til, og her fra mit kontorvindue kan jeg kigge ud på en skøn cocktail af småbladet buksbom, broget benved og kristtorn med glinsende røde bær.

Om sommeren vokser der høje og farvestrålende stauder foran buskene, der nærmest fungerer som en diskret mur. På den måde slipper jeg for det lidt tunge og dystre præg, som stedsegrønne buske undertiden kan tilføre haven.

Men sidst i november klipper jeg de visne blomsterstængler ned, og nu virker kristtornen og dens venner hverken tunge eller dystre. Tværtimod liver de gevaldigt op i haven og sammen med et par muntre havenisser, der jo kan genbruges år efter år, skaber de den dejligste julestemning.

Også fra terrassedøren har jeg udsigt til grønne planter. Her er det blot et tæt tæppe af juleroser og påskeklokker under hasselbuskene. I baggrunden vokser en metertyk hæk af storbladet buksbom og i græsset ligger rødkindede æbler fra det gamle Cox Pomona træ og lokker muntre solsorte til fra nær og fjern. Hver gang jeg kigger ud i haven begynder jeg uvilkårligt at nynne et vers fra Julen har bragt velsignet bud:

Glæden er jordens gæst i dag
med himmelkongen den lille,
du fattige spurv, flyv ned fra tag
med duen til julegilde.

Jo, jo, der er skam julefest derude i haven - og når mørket begynder at falde på, bliver der kvidret og sagt godnat i krogen, hvor den store laurbærkirsebær er flankeret af et par høje cypresser og en enkelt thuja.

Jeg er så glad for min jule-have. Den giver mig utallige glæder uden at kræve noget til gengæld. Så hvis du mangler en god gaveide til din ægtefælle, kan jeg varmt anbefale et par kristtorn eller tre. Så vil hele familien fremover have noget smukt at kigge på op til jul.

Med ønsket om en glædelig jul
Inge

Forårs-længsler

2009-12-02T11:55:00.000-08:00

Det har frosset i nat. Her til morgen var haven klædt i hvidt - og de sidste rosenknopper stod med rim på kinderne til langt op ad formiddagen.

Hos mig udløser den slags iskolde morgener en hed længsel efter foråret, og jeg er da også i fuld gang med at drømme og planlægge næste års have.

Til foråret vil jeg have tulipaner i rå mængder. Disse underskønne og uundværlige men også besværlige, ustabile og sarte primadonnaer, der er kendt for at få gråskimmel eller virus, hvorefter man ikke bør sætte nye løg på stedet i adskillige år - suk!

Jeg vil skynde mig at tilføje, at der sandelig også findes holdbare og robuste tulipaner, og som regel er der størst chance for at finde disse sunde sorter hos en seriøs forhandler!

Efterhånden har jeg da også fået samlet en flok dejlige og driftsikre tulipaner, der trofast dukker op år efter år og endda bliver til flere og flere. Oprindelig stod de som små isolerede klynger rundt om i haven, men forrige år besluttede mig til at samle dem i ét bed. Resultatet er blevet flot, men det var et stort arbejde og desuden opstod der en masse bare pletter, der hvor tulipanerne havde stået.

Det gider jeg ikke opleve igen, så derfor bliver nye løg fremover sat i køkkenhaven. Her kan jeg stille og roligt afprøve deres sundhed - og hvad enten de smutter i svinget eller ender med at blive blåstemplet og flyttet til hæderspladsen i staudebedet, vil de ikke efterlade gabende tomme huller i den ”fine” del af haven.

Den ide er jeg så begejstret for, at jeg vil skynde mig at købe en hel masse løg. Det er godt nok lige lovlig sent, men det er nu, jeg har brug for at glemme kulden og se fremad. Glæde mig til foråret - og til at fråse i selvplukkede tulipanbuketter.

Mange hilsner
Inge

Gå tur i haven

2009-11-21T11:54:00.000-08:00

Hver dag går jeg en lang tur i min have. Trasker bare rundt og rundt, glemmer hverdagens stress og pligter - og nyder atmosfæren. De sidste par uger har jeg glædet mig over de rødkindede æbler, der stadig hænger på det gamle træ, lyttet til bladenes raslen under mine fødder og suget de smukke efterårsfarver til mig, så de næsten er vokset fast til nethinden.

Nu lyder det, som om min have er på flere tønder land, og indrømmet - jeg er den lykkelige ejer af en stor have. Men så stor er den altså heller ikke, og det er kun en del af den, jeg har gået rundt og rundt i. Sådan cirka 4-500 m2, hvilket svarer til størrelsen af en gennemsnitlig parcelhus-baghave.

Med andre ord kan de fleste haveejere indrette deres have, så den indbyder til en daglig vandretur. En tur, hvor du kan slappe af, nyde livet og finde ny energi. I al sin enkelthed handler det bare om at anlægge en græssti langs med hækken og plante resten af haven til med træer og buske.

Stien må gerne sno sig lidt, og du opnår den bedste effekt ved at plante nogle mindre træer eller høje buske tæt ved hækken. De giver en visuel fornemmelse af dybde og får haven til at virke større, end den er. Under træerne kan du plante et tæt bunddække af skovjordbær, høstanemoner, storkenæb, bregner, påskeklokker, kulsukker, vinterglans, kærmindesøster eller andre hårdføre og fordringsløse bunddækkeplanter, som kræver et minimum af pasning. Her er også plads til et væld af forårsløg samt akelejer, forglemmigej og fingerbøl, som villigt sår sig selv og dukker op på nye og overraskende steder.

Men det er nu hverken træerne, buskene eller blomsterne, som er det vigtigste. Det er stemningen derimod. Lad så vidt muligt planterne passe sig selv, og skulle der dukke en dusk skvalderkål eller andet ukrudt op hist og her, så lad det bare stå. Du skal nemlig hverken knokle med hakkejern eller beskærersaks i denne have.

Derimod skal du bruge sanserne. Indånde duften af fugtig muld, lytte til fuglenes kvidren, lade en hånd glide over træernes bark og fordybe dig i mangfoldigheden af naturens farver og nuancer. Jo færre farvestrålende planter, du bruger, jo mere rolig og stemningsmættet vil haven virke. Og jo flere små detaljer og enkeltheder vil du få øje på, når du går på stien. Det kan næsten føles, som om tid og sted forsvinder. Haven virker uendelig. Selv på denne årstid er der så fascinerende derude, at jeg lige må snuppe en tur til rundt på stien - og en tur til - og en til ….

Den lavtstående vintersols spil gennem nøgne grene, tykke puder af mos, røde bær, der drypper af væde, en rødhals, der smutter fra kvist til kvist. Blikket vandrer frit fra himmel til jord, fra grene til græs, fra brune stammer til ganske små knopper.

Bare leve i nuet - skridt for skridt.

Rigtig god fornøjelse

Inge

Haven i forandring - II

2009-11-09T12:16:00.000-08:00

Det kan sagtens lade sig gøre at ændre haven trin for trin, så både tiden og økonomien slår til. Et par buske hist og en hæk pist kan forandre haven totalt og skabe helt nye rammer for afslapning, leg og dejlige oplevelser.

Det handler ganske enkelt om at dele haven op i rum. Fx kan du plante en buet hæk eller halvcirkel af buske for enden af huset/terrassen. Det giver en lun og ugenert hyggekrog, hvor du kan placere en god bænk.

Hvis du nu skulle danne et nyt rum i haven ved hjælp af 2 buske, hvor ville du så plante dem?
- Der er flere oplagte muligheder. Fra det venstre hushjørne og hen mod hækken - eller fra træet i øverste højre hjørne og ned mod terrassen. Eller i forlængelse af den buede hæk ved husets gavl. På tegningen kan du se, hvordan den sidste løsning forandrer haven.

Takket være de 2 buske er der opstået endnu et rum, hvor du kan udleve dine botaniske drømme eller slappe af i fuldkommen fred og ro. Sæt en bænk eller liggestol i solen ved garagen, plant et par tomater, en smuk slyngrose eller en klynge sommerfuglebuske op af muren og lav en snoet sti fra hækken til indkørslen. På hver side af stien kan du plante eller så et tæt virvar af krydderurter, som hurtigt vil dække jorden og kvæle enhver begyndelse til ukrudt, mens du selv sidder og slikker sol og nyder den rolige summen af flittige brumbasser.

Næste skridt i havens udvikling kan være et par buske ved terrassen og tæt ved hækken. Så opstår der endnu en spændende krog i haven. Hvis du planter storfrugtede hasselbuske vil du som ekstra gevinst kunne plukke dine egne lækre nødder til jul.

Under det store træ kan du anbringe en bænk. Så har du altid et skyggefuldt sted, hvor du kan sidde og læse en bog på varme sommerdage. Sætter du en redekasse op i træet, vil du sommeren igennem kunne følge en lille fuglefamilie på ganske tæt hold. Og husker du at hænge mejsebolde op i grenene om vinteren, vil musvitterne gynge muntert over hovedet på dig og fylde selv en råkold dag med glæde.

Den lille klynge af buske skaber også læ på terrassen, så der bliver rigtig rart at være. Tanken om at sætte prikken over i´et med en lav hæk rundt om fliserne er nærliggende. Spiræa og buskpotentil er sikre og gode valg og findes i mange varianter, der blomstrer smukt og længe. Buskroser er en anden mulighed - og alternativt kan du følge moden og vælge en samling yndefulde græsser, der skaber en ganske særlig lethed og passer så fint til fliser og havemøbler.

Haven kan selvfølgelig deles op i endnu flere rum eller du kan vælge at bevare den sidste del af græsplænen. Kontrasten mellem det åbne areal og de små rum overrasker og gør haven spændende. Det er ligesom inde i huset, hvor det store køkken/alrum og de små værelser giver en fin vekselvirkning.
Kig en ekstra gang på tegningen og forestil dig, at du går fra rum til rum i haven. Der er hele tiden noget nyt at se på og rigtig mange steder, hvor du kan sætte dig og nyde livet.

Rigtig god fornøjelse
Inge

Haven i forandring - I

2009-11-09T11:38:00.000-08:00

Synes du, at det virker alt for tidskrævende og dyrt at lægge haven om, så læs med her og i næste blog. Det kan nemlig sagtens lade sig gøre at ændre haven trin for trin. Så kan både kalenderen og bankkontoen følge med.

Hemmeligheden bag en dejlig have ligger gemt i hækkene og buskene. I stedet for at spekulere på, hvilke stauder og roser, du skal plante, så prøv at tænke på, hvilke former, linjer, rum og forløb, du kan skabe ved hjælp af planterne. Det er lidt ligesom at bygge et hus og beslutte, hvor vægge, gange og skillerum skal placeres. Ude i haven består væggene af hække og buske.

Når du først begynder at dele haven op i mindre områder, vil du opdage, at den rummer mange flere muligheder end du nogensinde har forestillet dig. Og hvis du - ligesom jeg - er en rigtig livsnyder, så vil du også opdage, at haven er det perfekte sted at slappe af.
På tegningen herover kan du se en ganske almindelig parcelhushave. Den består af en hæk, en stor græsplæne og et par træer. Selvom din have måske ser helt anderledes ud og er fyldt med staudebede, legeplads til børnene eller surbundsplanter, så kan du sagtens bruge nogle af de følgende ideer.

Plant fx en håndfuld buske ved gavlen og bag terrassemuren. Så får du en lun krog, hvor du kan snuppe en timeout på en magelig bænk. Hvis du gerne vil have lidt grønt at kigge på året rundt, kan du plante buksbom, stedsegrøn liguster eller laurbærkirsebær. Du afgør selv, om de skal holdes tæt klippede i smukke eller stramme former - eller stå som pjuskede men charmerende hottentotter, der bare skal trimmes lidt med års mellemrum.

Fra bænken ved husmuren er der et fint kig til havens største træ - måske en yndefuld birk - og rundt om bænken kan du plante et tæt bunddække af vinterglans, påskeklokker, storkenæb, løvefod og bregner eller bare drysse en masse frø af forglemmigej, fingerbøl og akelejer. De passer sig selv og kommer trofast år efter år. Du skal blot trampe en fin sti hen til bænken, nyde blomsterne og leve i nuet.

Fortsættes i næste blog

Smuk og let at passe

2009-10-23T14:24:00.001-07:00

Jeg sidder og tænker på alle jer haveejere, som har susende travlt i hverdagen og sjældent når alt det i haven, som I drømmer om.

Uanset hvor stor eller lille jeres have er, så gætter jeg på, at det meste af den består af græs.
Sådan en græsplæne ser gerne lidt trist og forsømt ud på den her årstid. Hvis der er et blomsterbed i haven, er det måske fyldt med visne stængler og ukrudt, og mellem fliserne på terrassen vokser mosset fornøjet. Hækken snakker vi slet ikke om - den blev kun studset lemfældigt i sommer, så lige nu ligner den en langhåret hippie.

Kan du genkende beskrivelsen - og er du parat til at tænke lidt utraditionelt?

I stedet for græs kan du fylde haven med små træer og buske. De kræver uhyre lidt vedligehold - de giver læ og skyggefulde kroge, som er dejlige på solvarme dage - og de gavner miljøet. Træer og buske ”spiser ” nemlig CO2 og oplagrer det i stammer og grene. Planter du din have til, er du altså med til at bekæmpe den globale opvarmning. Desuden får du meget mere tid til at nyde din familie og slappe af i haven.

Du kan fx starte med at plante buske, stauder og slyngroser rundt om eller langs med terrassen. Det vil skabe læ, ramme terrassen ind og gøre den meget hyggeligere. Og takket være planterne vil du ikke kunne se resten af haven, når du sidder på terrassen. Så hvis haven i perioder er lidt forsømt, lægger du ikke mærke til det og får ikke dårlig samvittighed over det! Det er måske lidt snyd, men det virker - akkurat ligesom positive tanker!

Næste skridt er at få has på græsplænen. Få en gartner eller familiens stærke mand til at fræse hele plænen op på nær en 2 meter bred sti langs med hækken. Så er der god plads, når du af og til bliver nødt til at svinge hækkesaksen. Desuden vil du med tiden opdage, at det er utrolig hyggeligt at gå en tur på stien.

Resten af haven plantes til med lave træer og buske. I løbet af en årrække vil de danne en lille skov - og stien langs hækken bliver på den måde til en skøn skovsti. Her kan du filosofere i fred og ro - og er der børn i familien, vil de elske både skoven og stien. Tage på opdagelsesrejse i de dunkle kroge, bygge huler og møde mystiske dyr.

I stedet for at bevare græsset på stien, kan du sprede et tykt lag flis på den. Så slipper du for at rende rundt med plæneklipperen. Til gengæld skal der lægges lidt ny flis på med års mellemrum, men det kan gøres, når det passer ind i din kalender.

Det er ikke særlig dyrt at plante hele haven til med små træer og buske, hvis du vælger nogle af de arter, som normalt bruges til læhegn. De koster 10-25 kr stykket og fås i bundter af 25 stk. Til 100 m2 skal der bruges omkring 50 planter. Hvis du har lyst til at sætte nogle finere buske eller småtræer rundt om i beplantningen, kan du sagtens gøre det, men læhegnsplanterne er både robuste og kønne - og så vokser de hurtigt. Så hvorfor ikke vælge den lette løsning, når den tillige er billig!

Hvis du synes, det vil virke lidt for voldsomt at plante hele græsplænen til, kan du nøjes med at lave en stor eller flere små klynger af buske fordelt rundt om i haven. Mellem klyngerne kan du bevare græsplænen som 2-3 meter brede stier og små lysninger. De skal ganske vist slås, men det tager ikke nær så lang tid som at slå en stor græsplæne. Og i takt med at buskene vokser til, vil stierne ligge i skygge det meste af dagen. Det kan græsset ikke lide. Det vil vokse langsomt, og så skal plæneklipperen kun startes hver 14. dag.

Mellem år og dag vil haven - stor eller lille - udvikle sig til en dejlig grøn oase. Hvis du har lyst, kan du lægge nogle forårsløg mellem buskene, så der er noget at kigge på og glædes over, når vinteren går på hæld. Eller hænge et par fuglekasser op. Musvitter og blåmejser vil gerne bo i en naturlig have, og det vil en lang række sangfugle også. Så i stedet for at kæmpe med en brølende plæneklipper og dårlig samvittighed kan du slænge dig i liggestolen og nyde fuglesangen.

Mange havehilsner
Inge

Udnyt mulighederne

2009-10-22T09:32:00.000-07:00

Ude i min have står et en klynge frugttræer, og når jeg besøger andre haver, møder jeg samme syn. To, tre, ja undertiden helt op til syv blomme, æble, pære eller kirsebærtræer, som står sådan lidt tilfældigt i en stor græsplæne. De skal jo helst være nemme at komme til, når frugterne skal plukkes, og der er sikkert også en del af os, der har haft en magelig hængekøje i tankerne, da træerne i sin tid blev plantet.

Frugttræer er skønne. Om foråret blomstrer de overdådigt, og sidst på sommeren giver de et velsmagende tilskud til kosten og sundheden. Men desværre gør de også græsslåningen rigtig besværlig. Når man for tyvende gang har snoet sig omkring træet med en tung plæneklipper, fået lavthængende grene i hovedet og ligget på knæ med hækkesaksen for at trimme de lange græsstrå rundt om stammen, har kærligheden til de ellers så smukke træer ligesom fået et knæk.

Selv har jeg plantet en hæk af solbærbuske under mine æbletræer. På den måde er haven blevet delt op i to dejlige rum, det er slut med bøvlet græsslåning omkring træstammerne - og bedst af alt, så har jeg fået en hyggelig krog med buskene som væg og træerne som loft.

Afhængig af hvordan frugttræerne er placeret i din græsplæne, kan du plante lige eller snoede hække, som både letter havearbejdet og gør haven meget mere spændende. Eller du kan lave din helt private krog, hvor du kan snuppe en lur i det usete. Ungerne vil også elske sådan en ”hule” i haven, så når du alligevel er i gang, er det en god ide at lave flere små kroge, så I har hver jeres private rum til leg og afslapning.

Lad dig inspirere af ide-skitserne nedenfor - men husk, at der findes lige så mange muligheder, som der findes haver, så du kan frit kombinere planterne på din helt egen måde.

Står dine frugttræer på rad og række, kan du skabe en hyggelig niche i haven ved at forbinde træerne med en hæk af solbær eller ribs.

En munter slange af solbærbuske kan samle de spredte frugttræer i græsplænen og danne to små oaser med plads til leg og afslapning.

Tre frugttræer midt i græsplænen kan se lidt forladte og malplacerede ud, men planter du en tæt hæk af sommerfuglebuske mellem dem, har du pludselig en stemningsfuld krog, hvor du kan glemme hverdagens stress og jag

Hvis du planter buskene her i løbet af efteråret eller til vinter, vil du kunne nyde din nye frugt-hygge-have til sommer. Glæd dig!

Mange havehilsner fra
Inge

Mit pusterum

2009-10-06T07:13:00.000-07:00

Vi kender dem vist alle sammen. De her totalt kaotiske dage, hvor alt tager dobbelt tid og hvor bunkerne hober sig op - både på jobbet og derhjemme ved vasketøjskurven. Så er det, at man bare har lyst til at flygte langt væk. Til et sted med fred, ro og absolut ingen pligter.

Inderst inde ved vi selvfølgelig godt, at det ikke kan lade sig gøre. Der findes ingen øde øer lige om hjørnet - eller gør der?

Jeg har min lille bænk. I et hjørne af haven, godt gemt bag et par tætte hasselbuske og med en gammel bøgehæk i ryggen står den tålmodigt og venter på mig. Her kan jeg koble fra, her snupper jeg undertiden en privat tudetur - og her finder jeg kræfter og energi til hverdagens stress og jag.

Sådan en bænk kan varmt anbefales. Den behøver hverken være særlig stor eller specielt dyr. Min er såmænd bare lavet af et par gammel brædder, som min mand flækkede sammen en sen aftentime sidst i december for dog at have en julegave til mig!

Det vigtigste er bænkens omgivelser. Her handler det nemlig om at skabe et trygt og roligt rum, hvor du kan slappe fuldstændig af. Akkurat ligesom i de professionelle terapihaver, der har så stor succes med at hjælpe og helbrede stressramte mennesker. Statistikken viser, at 8 ud at 10 svært stressede, udbrændte eller depressive personer kan vende tilbage til arbejdsmarkedet efter fire måneders ophold i en terapihave.

Når man kigger ud i sin egen have, hvor ukrudtet og ungernes legetøj kæmper om pladsen, kan det måske være lidt svært at få øje på de terapeutiske muligheder. Men ligesom et hus består af flere rum og værelser, kan haven også deles op. Plant foreksempel 4-5 buske i den ene ende af haven, så du får et lille aflukket hjørne. Her kan du sætte din bænk og fylde godt op med nemme planter og stauder. Jeg har brugt bregner, hosta og en masse små søde martsvioler i min private terapi-krog, men storkonval, påskeklokker, storkenæb eller løvefod er også glimrende. Det handler ganske enkelt om at vælge nogle planter, som breder sig hurtigt og villigt - og derved kvæler ukrudtet, så du ikke skal bekymre dig om at luge og hakke.

Storkonval og forglemmigej

Meningen med det fredfyldte haverum - som det kaldes i forbindelse med terapihaver - er simpelthen at give hjernen hvile. Normalt bruger vi en hel masse kræfter på ubevidst at sortere i alle de indtryk, som hele tiden vælter ind over os. Ja, selv når vi tror, at vi slapper af foran fjernsynet, bliver vi bombarderet med input, som vores hjerneceller skal bearbejde.

Når vi befinder os i grønne og naturlige omgivelser, kan hjernen derimod holde fri. Her tager vores medfødte sanser og instinkter over, og de forbruger stort set ingen energi. Det er derfor, vi kan sidde og kigge på drivende skyer, lytte til fuglesangen og registrere, hvordan vinden leger med bladene - og samtidig slappe totalt af.

Når jeg rejser mig fra min lille bænk, føler jeg mig næsten lige så udhvilet, som om jeg havde sovet i flere timer. Min hjerne har fået den pause, den havde brug for - og selvom vasketøjet stadig ligner et bjerg og skrivebordet er skjult under dynger af papir, har jeg energi og overskud til at tage endnu en tørn.

Mange havehilsner fra

Inge