søndag den 27. november 2016

Dalbys jul og min Jul

Jeg har lige siddet og set Claus Dalbys Jul. Åh, det er jo så smukt og så flot og så helt overdådigt alt sammen. Jeg kan slet, slet ikke være med.

Men det gør ikke spor. Glæden ved at skabe er nemlig den allerstørste, og jeg nød virkelig at skabe en lille og ganske enkelt dekoration derude i haven i dag.

Som barn og helt ung elskede jeg at lave juledekorationer. Dengang tog jeg gerne i skoven for at samle mos, grankogler og småkviste, som jeg fandt i græsset langs skovstierne – og når jeg kom hjem, blev det hele undersøgt grundigt af min skønne kat Taschja, som gerne nåede at splitte halvdelen af koglerne til atomer.

Nu om stunder kan jeg bare gå ud i haven og samle materialer til små og store dekorationer, og selvom Josefine er lige så trefarvet og nysgerrig som min første kat, så holder hun poterne pænt fra mine kreative udfoldelser.



Nå ja, kreative og kreative ….. alt er som bekendt relativt, og i forhold til Dalbys pragtfulde kreationer må jeg jo helt klart strække våben. Det niveau kan jeg slet ikke matche.

En hurtig, nem og impulsiv juledekoration


Egentlig havde jeg slet ingen planer om at lave juledekorationer i dag. Jeg havde ikke købt noget som helst ind, så da lysten pludselig meldte sig, var det om at bruge de forhåndenværende søms princip.

I skabet havde jeg et par lilla lys. I havehuset fandt jeg en flad og firkantet underskål. Og så var det jo bare at samle en håndfuld mos i frugthaven, klippe et par hoveder af de halvvisne sankthansurt i staudebedet, snuppe en tot buskbom fra hækken og samle lidt blade fra den altid anvendelige guldnælde, der er så villig til at vokse på selv de tørreste og mest skyggefulde steder under havens store træer.

Sådan en lille dekoration er næppe langtidsholdbar, og det foresvæver mig også, at sankthansurt kan lugte lidt muggent. Men den kan fint bruges i et drivhus, på en altan eller som pynt på havebordet. Og så kostede den ikke spor :-)


onsdag den 16. november 2016

Haven er min redning

Jeg har det såmænd ganske godt, men humøret og energien hænger alligevel lidt i bremsen. Egentlig har jeg mest lyst til at gå i hi, men det får jeg sikkert bare liggesår af, så i dag hankede jeg op i kroppen, startede bilen og kørte ud i naturen. Travede en lang og dejlig tur ved vandet og havde da helt bestemt forventet, at den friske luft ville virke som en saltvandsindsprøjtning.

En tur langs vandet plejer at lade batterierne op

Men næ nej … hjemme igen kaldte sofaen højlydt, men det gjorde fuglene heldigvis også: Vi har ikke mere mad, pippede de derude i haven og viftede bebrejdende med vingerne i retning af de næsten tomme foderautomater.

Uh ha … det må I sgu undskylde, udbrød jeg. Hev jakken ned fra knagen og sprang i røjserne. Spurtede over gårdspladsen, fyldte en spand med afskallede solsikkekerner og satte ny rekord i løb langs plankeværket, hen over terrassen og om i forhaven, hvor musvitterne heppede på mig fra hæk og buske.

Den dejlige rose Medusa lyser op ved plankeværket


Da alle automater var fyldt, så jeg mig om i haven. Når jeg nu alligevel var kommet ud, kunne jeg vel lige så godt lave lidt. Klippe nogle af de mest visne og grimme staudetoppe ned og rive lidt nedfaldsblade væk fra græsset og ind i bedene. Ikke fordi jeg betragter den slags som nødvendigt, men af og til kan det være ganske hyggeligt at pusle med.

En times tid senere føltes det næsten, som om skyerne lettede, selvom det faktisk var ved at blive tusmørke. Forundret dumpede jeg ned på bænken og blev våd i rumpen, men var faktisk fuldkommen ligeglad. For humøret og energien var vendt tilbage :-)

Udsigten fra min havebænk på en grå men hyggelig novemberdag

Og så gik det op for mig, at jeg har brugt alt for lidt tid i haven gennem de seneste uger. Jeg har skiftevis drevet den af indendøre eller haft så travlt med alt muligt andet, at havelivet er blevet forsømt.

Den slags hævner sig! Hver gang! Uden haven og uden det daglige kvantum af jordbakterier, der øger dannelsen af serotonin i hjernen, ville jeg være en skygge af mig selv.

Haven kan simpelthen noget, som vitaminer, kosttilskud, lysterapi, ekstra søvn og hvad der nu ellers findes af opkvikkende og energigivende midler ikke formår i helt samme grad. Ja, selv en tur ved vandet må melde pas i forhold til havens forunderlige virkning på min krop, min sjæl og mit sind.

Jeg forstår det ikke, men pyt: Bare det virker :-)


onsdag den 2. november 2016

Roser og nostalgi i november

Nogle roser bliver man bare gladere for end andre, og den smukke tofarvede Nostalgie hører helt klart til mine favoritter.



Mine roser står jo i krukker, og jeg kan godt lide at flytte lidt rundt med dem. Nogle år holder jeg farverne i skarpt afgrænsede grupper, mens jeg andre år blander gult, hvidt, rødt, orange og lyserødt med kunstnerisk snilde … hmmm …. nogen vil måske mene, at det ligner en rodebutik ;-)

Det første år stod Nostalgie tæt ved min hoveddør, hvor hun kunne nyde solen fra syd og vest. Og hun blomstrede på livet løs. Men så rykkede jeg rundt på krukkerne og havde da nær taget livet af det stakkels pigebarn ved at placere hende nær staldmuren. Her har morgen- og middagssolen frit spil, 
men henad 14-15 tiden begynder muren at kaste skygge,  og det brød Nostalgie sig tydeligvis ikke om. Hun vil nemlig have sol og varme i mindst lige så rigelige mængder, som brødrene Price bruger smør.



Det havde jeg dog ingen anelse om på daværende tidspunkt, så det var nærmest et tilfælde, at jeg sidste år flyttede hende hen i den allervarmeste solkrog på gårdspladsen.
Og så skal jeg da lige love for, at frøkenen vågnede op til dåd. Selvfølgelig kan jeg ikke ændre på vejret, og jeg kan tydeligt se på hende, at perioder med gråvejr og regn ikke falder i hendes smag. Men så snart solen bryder gennem skyerne, liver hun op og sætter nye knopper.

Hun har lært mig, at en solskinstime om morgenen absolut ikke er lige så god som en solskinstime om aftenen. Aftensolen er langt mere lun og kærlig end morgensolen, påstår hun – og det kan jeg som B-menneske jo kun være fuldkommen enig med hende i ;-)



Derimod fatter jeg ikke, at hun kan lide middagsheden i den sydvendte krog. Men jo varmere det er, jo mere rødkindet bliver hun. Okay, det gør jeg selvfølgelig også, men hun sveder altså ikke lige så ucharmerende som undertegnede ;-)

Netop nu, hvor kulden smyger sig rundt om krukken, bliver hun mere og mere bleg. Ja, så ganske sart og porcelænsagtig, at jeg lige må ud og kigge til hende et par ekstra gange om dagen og dele hendes nostalgiske længsel efter sommeren.




FAKTA:

Nostalgie er en opret, mellemhøj og storblomstrende rose. Blomsterne er hvide til svagt cremefarvede i midten med kirsebærrød kant. Farven varierer fra blomst til blomst, og den røde farve bliver mest udtalt i solrigt vejr på en varm plads. Knopperne er røde.

Let og diskret duft. Velegnet til buketter