søndag den 30. oktober 2016

Jeg har plantet glæde og selvværd

Jeg har aldrig betragtet mig selv som en fighter. Jeg har altid gjort mig umage, når jeg har lavet noget - men jeg har sørme også tit smidt håndklædet i ringen, når bjerget blev for stejlt. Eller givet op på forhånd, når jeg fornemmede, at jeg ikke slog til. Når jeg kunne se, at andre var stærkere, dygtige, klogere … og når jeg følte, at de grinte af mig eller så ned på mig. Så har jeg slået mig selv i hovedet med, at jeg ikke duede – og søgt ud i haven til småfuglene og blomsterne, som er flintrende ligeglade med min muskelstyrke, paratviden og lave stresstærskel.

Så jeg havde ikke troet, at jeg kunne … men jeg har vitterlig plantet træer i den forgangne uge. 75 små træer der engang bliver til skov. Min skov. Og jeg har plantet dem selv. Helt alene. Mens kattene så til og gæssene trak skræppende over himlen i store og større flokke.

Plante-selfie i solskin ;-)


Det var ganske vist ikke store træer med klump, men ”bare” nogle små barrodsplanter, og hullerne skulle ikke være større end til en staude. Og jorden var løsnet og omgængelig. Og solen skinnede, så jeg måtte smide jakken. Og jeg havde ingen deadline … eller noget, som jeg også skulle nå. Jeg havde hele dagen – ja, hele ugen eller hvor lang tid, jeg nu behøvede. Jeg tog bare et skridt og et spadestik ad gangen.

I torsdags var det så varmt, at jeg måtte smide jakken ... åh, herlige oktober :-)


Det tog tre dage med mange pauser. Min mand kunne have gjort det på en time. Alle 75 træer. Han har været muldvarp i sit tidligere liv ;-) Men den, der ager med stude kommer også frem. Og har tid til at nyde udsigten undervejs.

Jeg er taknemmelig. Jeg er glad. Og jeg har en indre ro som hører til i selvværdets og tillidens hjørne af sindet. Jeg har klaret det. Jeg kunne. Jeg nød endda hvert eneste spadestik, og mine ellers så skøre fødder klagede ikke en eneste gang.



Nu er der sikkert nogen, der nu vil ryste lidt overbærende på hovedet og mene, at sådan en smule plantning ikke er den store bedrift. Og der vil være andre, som sukker og ville ønske, at de havde kræfter til blot at kunne plante en enkelt rose. Sådan er vi så forskellige.


Det er træerne også. Mens jeg plantede, lagde jeg mærke til, at der var stor forskel på deres rodnet. Nogle havde flotte og kraftige rødder, mens andre blot havde et par små tynde ”frynser”. Jeg ved ikke, om de klarer sig – men jeg véd, at de skal have en chance :-) 

Vinter-eg

Lind

Spidsløn

Voksne spidsløn i høstfarver ... disse træer blev iøvrigt plantet for tyve år siden

lørdag den 29. oktober 2016

Mellem sommertid og vintertid

Vinteren nærmer sig, og for hver dag bliver det sværere og sværere at holde fast i troen på, at der nok venter en Indian Summer lige om hjørnet ;-)

I nat sætter vi uret tilbage, og havemøblerne begynder vist også at trænge til et lunere opholdssted end den stadig mere forblæste krog på terrassen.

Men jeg kvier mig. Jeg kvier mig grumme meget. Jeg har slet ikke lyst til at sige sommeren endegyldigt farvel og byde vinteren velkommen som havens gæst de næste mange måneder. Jeg går bare rundt mellem raslende blade, der har farvet græsstierne gyldne, og prøver at fastholde solens blik – eller er det blink - mellem de drivende skyer.



Jeg synes, det er for tidligt at gøre haven vinterklar. Jamen, se nu bare på de smukke høstanemoner. De står her jo stadig. Fastholder sommerens skønhed i oktobers sidste solstråler, men uha … leder samtidig tankerne mod vinter og store snefnug.

Et yndigt bindeled mellem varme og kulde. En svævende tankevals mellem længsel efter sommerdage, der svandt så alt for hurtigt – og forventningen om vinterhygge og ro.
Hele efterårets væsen fastholdt i hvid æstetik.

Længe … længe står jeg dér og stirrer på høstanemonens sarte, næsten gennemsigtige skønhed. Lytter til gærdesmutten, der har travlt i mirabellen bag den tætte buksbom. Til kragerne, der diskuterer i læhegnet. Til hestene, der pruster på den anden side af hæk og vej. Til et lille fly, der skratter og brøler i luften. Til en stille susen af vindens leg med næsten nøgne grene.



Nej! Jeg venter til i morgen! Eller til engang i næste uge. Eller næste måned. Og så må klokken tikke baglæns og vejrprofeterne spå om sne. Jeg er ikke klar til vinteren. Jeg må lige have det allersidste og mest intense øjeblik med.

Måske er det netop dét øjeblik, vi glemmer alt for tit? Enten er vi så effektive og på forkant med planlægning og forventninger. Eller også halser vi håbløst bagefter og kommer for sent til festen og fornøjelserne.


Måske skulle vi blive lidt bedre til at svæve lige netop dér midt imellem fortid og fremtid. Som høstanemoner på kanten af efteråret. Så hvide og rene. Så slanke og lette. Så ubekymrede. 

Foto fra september ... huskede jeg mon at nyde den dag nok? :-)

onsdag den 26. oktober 2016

Vi planter håb og glæde

Jeg har længe drømt om lidt skov på det sted, hvor vores køer og mine små ponyer engang gik og græssede. Og nu er de første spadestik endelig taget :-) I søndags, mens solen skinnede, småfuglene kvidrede og naturen glødede i røde, orange, grønne og gyldne farver, plantede vi 80 meter læhegn. Surbær, rød snebær, kvalkved, benved, tørst og rosa multiflora, hvis små hyben kaldes for mariebær. Så fine til dekorationer.

Her, hvor vores dyr engang græssede, skal der plantes skov

Mens vi plantede … det vil sige, min mand gravede og jeg holdt styr på planterne … vandrede tankerne tilbage, og jeg syntes næsten, at jeg kunne høre den muntre vrinsken fra fire tykpelsede shetlændere og mærke roen fra drøvtyggende kreaturer.

Jeg savner dem stadig, alle de dejlige dyr - og selvom jeg som en slags trøst havde planer om at plante skov på deres folde lige fra den dag, hvor vi tog afsked med den første gamle ko, og indtil vi mange år senere sagde farvel til de to sidste ponyer, der var syge, så var både lysten og energien væk, da mark og stald stod tomme. Af og til har jeg da overvejet at lade nye, unge og stærke dyr flytte ind, men de bliver jo også gamle en dag. Intet varer evigt.

Måske lige bortset fra træer og buske. 

Nå ja, før eller siden falder de selvfølgelig også for alderen og tidens tand, men de har da i alt fald potentiale til at blive længere her på jorden, end jeg har. Så selvom tankerne vandrede bagud, mens vi gik derude i dag og plantede, så var mit sind samtidig fyldt med fremtidens forventningsfulde glæde.

Sådan er det også inde i haven. Både i din og min. Uanset om vi har meget eller lidt jord, så har vi mulighed for at plante fremtid, forventning og glæde. Et lavt træ, der får lov at vokse sig kroget og bredkronet som parasol ved terrassen. En rhododendron, der danner en stadig større hule under de stedsegrønne blade og giver nattesæde til havens fugle. En hæk af bøg, tjørn eller taks. Æbletræer, ribsbuske, buksbom, syrener … og mange, mange flere af disse uundværlige vækster, der er som bundgarnspæle i haven. De er stærke, stabile og fyldt med dette stille vedhold, der giver håb for fremtiden.

Akkurat som de små egetræer, jeg skal plante i morgen. De vil vokse af næringen i den jord, som køer og ponyer har gødet, mens de år for år sætter nye skud, nye grene og leder tanken fremad med tillid og håb.

Her står de små træer og buske i køkkenhaven og venter på at blive plantet
Sidst på eftermiddagen begyndte det at regne, og jeg krøb i ly bag havedøren.
Her kan jeg sidde med en kat på maven i en blød stol og nyde synet af efterårets smukke farver

torsdag den 20. oktober 2016

Sådan laver du en nem, hyggelig og hurtig have

Jeg er jo sådan et heldigt asen, der både har en intern og en ekstern have.

Der er selvfølgelig slet ingen tvivl om, at jeg er utrolig glad for den interne del med stauder, roser, grøntsager og terrasser.

Men i perioder opholder jeg mig faktisk mere i den eksterne del. Det er frugthaven, med langt græs og saftige æbler. Det er skovhaven, hvor bregner og fingerbøl gror vildt i træernes flimrende skygge. Og det er den lille læfyldte solkrog med et gammel frønnet bord og udsigt over marken.

Min dejlige sydvendte havekrog, der stort set passer sig selv.
Fotoet er taget i dag - altså den 20 oktober 2016. De røde bær på buskene over bordet er små sargents æbler

Af og til spekulerer jeg på, hvorfor der ikke findes flere eksterne haver? Selvom du bor i et almindeligt parcelhus og ”kun” har 400 m2 eller måske endda lidt mindre til rådighed, så kan du jo sagtens plante en række buske tværs over græsplænen og på den måde dele haven op i to.

Sargents æble bliver omkring 3 meter høj, blomstrer utrolig rigt og smukt i maj måned og står med mængder af små bitte røde æbler i oktober. Den behøver ingen beskæring og trives de fleste steder, bare den får sol.

Bag buskene kan du lade græsset gro. Måske slå en lille gang eller blot lave en trampesti. Sætte et bord, en magelig bænk eller eventuelt lægge en stor sten, der er god at sidde på. 

Er du så heldig at have en smuk udsigt, kan du lave et hul i hækken, så haven kommer i nærkontakt med landskabet og blikket kan blive langt. 

Men du kan også lade hækken blive lidt højere og tættere – og bruge den eksterne havekrog som et lille helle fra hverdagen. En solvarm hule, hvor du kan sidde i fred og ro uden at blive set.

Oktober er en rigtig god plantemåned – og hyld, syrener, sargents æble, spiræa, fjeldribs og bærmispel er billige og robuste buske, som kan trives i de fleste haver.


PS - og pst: Sådan et lille læhegn og et eksternt haverum gør havelivet dejlig nemt.

Syrener - disse vidunderlige duftende skønheder, der både kan bruges som uklippede hække, solitære buske og indslag i busketter og læhegn. Blomstrer rigest i fuld sol

torsdag den 13. oktober 2016

Giv skvalderkålen en avis

Jeg har gjort det før – og i år vil jeg gøre det igen.

Jeg vil bruge nedfaldsblade, græsafklip og en stak aviser i kampen mod skvalderkålen, som har bredt sig lidt for voldsomt i hjørnet af staudebedet.


Bedet er luget og aviserne bredt ud

Skvalderkål breder sig som bekendt via udløbere, og ifølge min erfaring er disse udløbere ret så mageligt anlagt. De holder nemlig altid til i den jorddybde, hvor mulden er lettest at bevæge sig i.

I hård og leret jord kan de ligge rimelig dybt, men i porøs og let fugtig muldjord befinder de sig ofte lige i overfladen og er derfor betydelig lettere at hive op.

I hjørnet af mit staudebed er der temmelig tørt, og jordens overflade er som regel benhård. Så her holder skvalderkålens kæmpemæssige rodnet til i dybderne. Desuden er bedet fyldt med de dejligste forårsløg, som jeg nødig vil beskadige, så den ellers effektive metode med gravegreb og udholdenhed dur ikke.

Så er hele bedet dækket af aviser

For snart 5 år siden fik jeg en smart ide. I alt fald når jeg selv skal sige det ;-)

Midt i oktober klippede jeg simpelthen stauderne helt ned og lugede grundigt. Dernæst lagde jeg et lag aviser ud over jorden, satte opsamler på slåmaskinen og gav græsplænen årets sidste overhaling. Det afklippede græs samt de findelte nedfaldsblade smed jeg ud over aviserne, så det hele så pænt og ordentlig ud.


Aviserne dækkes med græsafklip og nedfaldsblade

Det følgende forår måtte jeg ganske vist fjerne et par af de tykkeste aviser, for ikke at tage pusten helt fra løgvæksterne. Men resten af de nu halvgamle ”nyheder” var så gennemblødte og porøse, at erantis, vintergækker og klokkeskilla sagtens kunne bore sig op gennem dem. Og jo – det kunne enkelte skvalderkålstotter såmænd også, men halløjsa: Deres rødder lå meget højere i jorden og var rimelig lette at få fat i.

Altså helt efter planen :-)

Så er hele bedet dækket og vinterklart. Nemt og pænt

Nå, men nu vokser træerne som bekendt ikke ind i himlen – og det gør skvalderkålens rødder heller ikke. Mellem år og dag søgte de tværtimod atter i dybden i takt med at laget af aviser, blade og græsafklip blev omsat.


Sådan så bedet ud det følgende forår efter avisdækningen.

Så i år agter jeg at gentage successen … og hvis jeg er klog … og ellers husker det … gentager jeg proceduren 2-3 år i træk, så alle skvalderkålens rødder bliver lokket op i det tætte og fugtighedsbevarende tæppe af halvomsatte aviser, blade og græsafklip – og dermed indenfor min rækkevidde!

onsdag den 12. oktober 2016

25 års jubilæum i haven

I dag – for præcis 25 år siden – fik vi nøglerne til vores lille hjem. Så i dagens anledning har jeg lyst til at vise jer et par før-og-nu fotos.

Sådan så huset og forhaven ud for 25 år siden

Og sådan ser huset ud i dag - billedet er taget i dag sidst på eftermiddagen

Jeg er jo stor fan af de engelske haver, hvor planterne får lov til at udvikle sig gennem generationer. Her hjemme i DK er vi ofte lidt for hurtige til at fælde og plante om og plante rundt i stedet for at se tiden an. Lade haven vokse til og få personlighed.

Træet helt ude i højre side af billedet, er et bøgetræ. For 25 år siden var det bare et mindre træ med en vindblæst og skæv krone, og vi overvejede faktisk at fælde det. Det blev nok aldrig pænt, mente vi. Men hvor er jeg glad for, at vi lod det stå. I dag er det et stort, flot træ, som giver læ i hele forhaven, når vinden er i nordvest.

Øverst på billederne ses et par grene med blade. Det er elmegrene, og de sidder på den samme rod, men stammen er ny. Det oprindelige træ blev nemlig angrebet af elmesyge og måtte desværre fældes, men stubben nægtede at dø. Den blev ved med at sætte nye skud. De første mange år var det dog nogle små pjuskede pjevs, som enten visnede væk af sig selv eller endte som en uregerlig busk, der truede med at kvæle roserne. Og så kom mutter altså med saks og sav.
Men for 5-6 år siden struttede de nye skud af livskraft og søgte fint til vejrs, og i dag står der et ungt, sundt træ på stedet <3 o:p="">

Græsplænen er også den samme som for 25 år siden, men der er betydelig flere violer i den i dag. Desuden har jeg anlagt et lille rundt bed midt på plænen, og der er også kommet en lille men hyggelig morgenterrasse til udenfor soveværelset. Og så er der blevet sat plankeværk op i forlængelse af huset, så det ikke længere suser om hjørnet. Samme plankeværk skaber også en klar grænse mellem forhaven, terrassen ved gavlen og baghaven. Jeg kæmper for at få en klematis til at skjule plankeværket, men det driller lidt.


Sådan er der jo hele tiden plads til forbedringer, og det er jo netop charmen ved at dyrke en have. At finde denne fine balance af tålmodighed, tro, håb, nye ideer og værnen om det eksisterende.
<3 o:p="">

mandag den 10. oktober 2016

Sig nærmer tiden - jeg hører vinterens stemme

Her til morgen sad Jesper Fårekylling … nåh nej … med de lange følehorn var det da Fru Busk-Græshoppe, der sad og kiggede ind ad havedøren.

Buskgræshoppe på min havedør
Se fere fotos fra haven under indlægget
Nærmest pr refleks trak jeg morgenkåben tættere om mig, åbnede døren og gennede græshoppen væk fra ruden, ned ad trappetrinnet og hen i det lille staudebed i hjørnet af terrassen. Jeg syntes jo ikke, at den skulle ende sine dage som kattelegetøj, men måske skulle jeg hellere have ydet lidt aktiv dødshjælp og trådt på den?

Uha – det var en grim tanke på en råkold morgenstund - og et svært emne, som fulgte mig det meste af formiddagen. Men fakta er jo, at alle de skønne græshopper, som har glædet os med deres violinkoncert i sensommerens lune aftner, synger på sidste vers. De har lagt æg og sikret artens beståen – og dermed er deres rolle og deres liv udspillet.

Jeg elsker efteråret. Træernes intense farvespil, blade og æbler, der ligger drysset så smukt i græsset, solsortens lave høstsang i lune solskinstimer og mosaikken af hvide hjortetrøst og lyslilla asters i staudebedet. Hver dag er et overflødighedshorn af sanseindtryk og en rigdom af nærvær og fordybelse.

Men efteråret er også vemod, undergang og farvel. Og tanker om døden. Denne svære og ukendte faktor, som jo er vores følgesvend fra det øjeblik, vi bliver født. Ja, fra det sekund, vi bliver undfanget. Som om selve meningen med livet blot er, at vi skal dø?!?

Tanken skræmmer vist os alle. Det er så ufattelig svært at forstå, at man før eller siden skal væk fra denne verden. Men hvem ved? Måske er livet blot et forstadie til noget større og flottede? Akkurat som et agern er forstadiet til et mægtigt egetræ.

Agernet ved sikkert intet om sit potentiale og sin storslåede fremtid, når det ligger i jorden og spirer … og det er nok ganske praktisk. For ellers ville det da få storhedsvanvid og insistere på at springe både spiringstiden og den årelange vækstperiode som ung og ranglet træ over. Med det resultat, at det hele ville blive til ingenting – og fremtidige generationer ikke kunne sidde under den brede trækrones krogede grene og fundere over livet … og døden og meningen og alt det dér, som nu engang er lidt lettere at nærme sig i selskab med et gammelt træ.


Apropos træer, så har jeg netop bestilt planter til en lille skov. Eg, lind og spidsløn – der skal plantes på bakkeskråningen bag haven. Jeg glæder mig sådan til at se dem vokse op, selvom jeg jo godt ved, at jeg aldrig kommer til at opleve dem som store og prægtige træer. Den glæde må jeg overlade til andre – og hvem ved – måske vil Fru Busk-Græshoppes tip-tip-tip-X-100- tipoldebørn file fornøjet løs på deres violinkoncert i det sydvendte skovbryn om mange, mange år.

Den tanke kan jeg rigtig godt lide :-) 


Hvid hjortetrøst er en høj og rank staude, der dog ikke bliver lige så mægtig som den røde hjortetrøst
Den passer fint i det naturlige staudebed og i det solbeskinnede præriebed - og kan også bruges solitært

Lyslilla vinteraster - jeg købte dem for år tilbage som små totter i urtepotter.
De havde fået væksthæmmede hormoner og passede fint til sensommerens krukker. Siden plantede jeg dem ud i staudebedet og glædes nu hvert eneste efterår, når de springer ud og lyser haven op 

Mit skønne, vilde staudebed, der er så nemt at holde. Her er plantet tæt og stauderne skygger emsigt ukrudt ud

Her i oktober begynder græshopperne at forsvinde. Buskgræshoppen (foto) og den almindelige markgræshoppe klarer sig længst, men før eller siden dør de. De har lagt æg og sikret artens beståen, og så er deres rolle udspillet.

Æggene overvintrer og klækkes sidst på foråret. Nogle arters æg klækker først efter 2-3 år. Herefter gennemlever den unge græshoppe et nymfestadie. Græshopper forpupper sig ikke og har altså såkaldt ufuldstændig forvandling.

I løbet af sommeren dukker de voksne individer op. I august og september er alle arter aktive og vi kan nyde deres skønne ”violinspil”. Og netop nu synger de altså på sidste vers. Efteråret er kommet.


søndag den 9. oktober 2016

Er du nødt til ... eller har du lyst til

Jeg kan ikke prale af det helt store aktivitetsniveau for tiden.
Faktisk har jeg ligget på den lade (have)side det meste af sommeren, og i disse dage tuller jeg bare rundt i haven og nyder og nyder og nyder. Jeg elsker efteråret med al dets farvepragt og denne helt særlige blanding af eftertænksomt vemod og festligt farvel-og-på-gensyn til sommerens glæder.

Hygge i forhaven
Se flere fotos under indlægget :-)

Rundt om mig har naboerne travlt. Der slås græs. Klippes hæk. Beskæres buske. Fældes træer. Graves, plantes, luges og rives. Det er lige før, jeg får dårlig samvittighed over at lave ingenting, og da en sød haveven mumler noget om, at der findes need to do og nice to do, griber jeg helt refleksmæssigt hakkejernet og stiler målbevidst mod køkkenhaven. NU må jeg altså tage mig sammen og lave noget fornuftigt.

Men så står havebænken jo dér og kalder så indbydende. Og skyerne gør plads for et mægtigt stykke blå himmel med solskin, og hindbærrene er bløde og søde – og kattene vil kæle.

I det øjeblik går det op for mig, at ”need to do” er noget, vi selv beslutter, mens ”nice to do” kommer fra hjertet og er en gave fra livet. En gave, som vi både kan og må pakke ud og nyde lige så tit, vi har lyst. Alt det andet – nødt til – skal – bør – need to – stammer fra vores hjerne, som sandelig nok kan holde et helt regiment i sving fra morgen til aften plus natten med.

Jamen, vil du måske indvinde, - ukrudtet forsvinder jo ikke af sig selv, og stauderne skal deles og kartoflerne tages op og bladene rives sammen og fjernes.

Tja … nu har jeg haft min skønne, gamle, frodige have i 25 år. Af og til har jeg gået en tur med riven og smidt et par bladbunker ind mellem stauderne, men generelt overlader jeg opgaven til vind, vejr og regnormene.

Så er der ukrudtet. Det forsvinder jo ikke af sig selv … eller gør det? Jo tættere du planter og jo mindre bar jord, du har mellem dine stauder, blomster, buske og urter, jo mindre skal du i alt fald luge. Selv skvalderkålen mister pusten, hvis kæmpestenbræk, hosta, alunrod, løvefod med flere står skulder ved skulder. Det kommer de i øvrigt helt automatisk til mellem år og dag, hvis du lader være med hele tiden at dele dem og plante om og flytte rundt ;-)

Kartoflerne – joh, de skal selvfølgelig op og i hus eller kule inden jorden bliver alt for klistret eller frosten bider – men hvis du har køkkenhave, er det forhåbentlig fordi du kan lide at være selvforsynende og ikke fordi du er nødt til det. Eller er der noget, jeg har misforstået?

Det er der såmænd nok ;-) Men pyt – jeg vover alligevel at tænke, at vi selv vælger, hvordan vi vil dyrke vores have – og langt henad vejen vælger vi også selv, hvordan vi vil leve vores liv. I alt fald inden for egen hæk - og indenfor de rammer/begrænsninger/muligheder, som verden nu engang sætter.

Set i det perspektiv synes jeg, at det er smartest at vælge nice to do i stedet for need to do.

De smukke sargents-æbler lyser op i buskadset og lokker fugle til haven

Fredsrosen Peace blomstrer stadig på min gårdsplads

Fru Solsort har taget et nedfaldsblad med i bad

Dejlige efterårsfarver - glasbær og hortensia