torsdag den 31. marts 2016

Lyserøde skyer

Tirsdag før påske blev jeg snigløbet af en tarvelig influenza, og først i dag er jeg så småt kommet i omdrejninger igen.

Jeg forsøgte ellers at stå op allerede i lørdags. Utålmodig men totalt mat i koderne slingrede jeg ud i drivhuset og drattede omkuld i gyngesofaen. Og SÅ spærrede jeg øjnene op!

For sandelig om ikke de to små ferskentræer var begyndt at springe ud :-)


Yndigere farve skal man lede længe efter. Så lyserød, så fyldig og så fin på samme tid. Skær og sart men stålsat som det spædeste forår.


Fortumlet og forelsket trak jeg gyngesofaens lune tæpper tættere om mig og lod verden stå stille for en stund, mens de lysende blomster lejrede sig på nethinden og i hjertet.


I dag er træerne så sprunget helt ud. Fuldstændig overdådige men dog ikke helt så vidunderlige som i lørdags, synes jeg. Ikke helt så overjordiske som i påskens dage.


Måske var det bare influenzaen, der påvirkede mit syn. Måske er det livets lov i denne jordbundne verden, at det første indtryk altid vil være det bedste?

Eller måske er knopper og spæde blomster skabt for at huske os på, at vi skal dvæle ved håbet og glæden i nuet i stedet for at haste forventningsfulde og næsten grådigt videre og videre mod næste skridt og næste skridt igen. Når vi vil have mere, får vi undertiden mindre, end vi allerede har.


 Men selvfølgelig er de fuldt udsprungne blomster smukke. Ja, ved nærmere eftertanke er de vist endda langt smukkere end den løfterige spæde blomstringsstart. De er blot for overvældende. Alt for skønne til at jeg kan rumme det. Hvilket sikkert vil få mig til at tilbringe en del tid i drivhusets lyserøde verden de næste dage, mens jeg funderer over, hvornår og hvorfor noget bliver for meget … og om det dybest set er lettere at være taknemmelig for lidt end for meget … sådan indenfor rimelighedens grænser og uden at snakke sult kontra kaviar, forstås;-)

Se, den slags spekulationer har humlebier og andet bestøver-væsen heldigvis ikke. De gik i eftermiddagens løb fornøjet ombord i alt det lyserøde tyl, så nu slipper jeg for at summe rundt med den lille farveladepensel, som sikrede ferskenhøsten sidste sommer.



søndag den 20. marts 2016

Så er køkkenhaven klar

Hvert eneste år lover jeg mig selv, at for fremtiden vil jeg grave køkkenhaven på god gammeldags vis. Og hver eneste år ender det med, at min mand starter fræseren ;-)

Det er jeg slet ikke tilfreds med! Jo-jo … jeg er skam meget glad for, at min mand hjælper mig, men jeg er i bund og grund ked af, at jorden bliver pisket til atomer i stedet for at blive vendt nænsomt. En fræser kan nemt ødelægge jordens struktur, så den pakker eller eroderer - og regnormene har heller ikke godt at blive blendet.


På den anden side, så er fræseren ikke nær så hård for ryg og knæ, som en tung spade, og desuden er sådan en maskine både hurtig og effektiv. Så indtil videre må den fint gravede køkkenhave forblive i min drømmeverden, mens virkeligheden altså byder på en larmende og osende fræser. Sådan er livet jo af og til. Der kan være grumme stor forskel på ønsker og hverdagens håndfaste realiteter.

Men måske er det netop accepten af denne forskel, der lige så stille gør mig mere og mere livsduelig?

Lyder det underligt? Tja, jeg sidder selv og leder lidt efter ordene og har da også tullet en del rundt i haven og spekuleret på sagen. Men jeg tror på en måde, at det er sundt at erkende sine egne begrænsninger. Ikke fordi vi skal opgive alle drømme og begrave alle ønsker. Men fordi livet virkelig kan blive en enorm udfordring, hvis vi altid kæmper for at leve op til diverse idealer og forkromede luftkasteller. Af og til kan det være helt befriende at smide håndklædet i ringen og indrømme, at der altså er ting, som vi ikke magter. Eller måske slet ikke har lyst til!

Der er spredt hønsemøg og visne blade i køkkenhaven

Lad os nu bare blive i køkkenhaven og bruge den som eksempel. For mange år siden havde jeg en meget ambitiøs plan om at være selvforsynende - og det gibber da stadig i mig, når jeg kigger indenfor i naboens flotte køkkenhave. Men jeg ved også, at jeg ikke orker at passe række efter række af rodfrugter, salater og grøntsager. Jeg gider heller ikke grave spandevis af kartofler, gulerødder og selleri op og nurse dem vinteren igennem på mørke og kølige men frostfrie steder. Og jeg gider da slet ikke sylte rødbeder eller asier.


Jeg vil bare have ærter! Ærter i læssevis og lange baner. Og så vil jeg osse gerne have friskopgravede kartofler, sprøde radiser, lidt persille, en tot dild og lidt forskellig salat. Nå ja, måske også en håndfuld jordbær til de lune sommeraftner samt et par asparges at gnaske på under morgenens havevandring. Men ellers er der ikke rigtig nogen afgrøder, der taler til mit hjerte, så derfor er min køkkenhave blevet mindre og mindre for hvert år.

Og det synes jeg i grunden er en gevinst. Jeg har det faktisk rigtig godt med at være blevet mere realistisk omkring min egen formåen – og måske vigtigst af alt: At have lært at skelne mellem mine inderste og oprigtige ønsker … og alt det, som jeg bare troede, jeg skulle og burde leve op til.


Så er køkkenhaven klar … 
og som det ses på fotoet herunder, er den skrumpet siden 2010 :-)



tirsdag den 15. marts 2016

Har du husket at vande dig selv?

Det er egentlig pudsigt. Når potteplanterne i vindueskarmen eller blomsterne i haven hænger med hovedet, så iler vi til med vand og næring. Enkelte af os småsnakker endda opmuntrende med de grønne skabninger og nusser dem lidt under bladene.
Nå ja, det hænder selvfølgelig også, at vi sukker irriteret og smider den sløje plante ud. Som regel udløser det dog et strejf af dårlig samvittighed, for inderst inde ved vi jo godt, at det ikke er planten, der fejler noget, men derimod os, der har forsømt den.

Når du er træt


Helt, helt anderledes forholder det sig, hvis vi selv hænger med hovedet og er sløje. Så bliver vi sure på os selv, mens den indre stemme mumler, at vi er nogle skvat, der bare skal tage os sammen og komme videre med to-do-listerne og dagens udfordringer. Det er godt nok de færreste af os, der erkender, at vi har forsømt os selv … eller ligefrem vover at trække en dag ud af kalenderen til selvpleje samt tiltrængt indtagelse af ”vand og næring”.
Jeg har været lidt slap i stilkene de sidste par dage … og hånden på hjertet, så har jeg nok også glemt at vande og gøde mine rødder ordentligt i flere uger.
Det kunne jeg såmænd godt være fortsat med et stykke tid endnu, men jeg ved jo af erfaring, at regnskabets time nok skal komme. Og jeg har altså ikke lyst til at ende i skraldespanden som en forsømt og udtæret plante foreløbig, så derfor har jeg brugt et par dage på at tulle rundt i blødt tøj og nurse min indre fotosyntese.

Nyd haven og det spæde forår


I går gav jeg mig tid til at gå meget langsomt gennem haven. Tid til at kigge op. Tid til at kigge ned. Tid til nærvær. Tid til fordybelse. Og tid til at opdage det spæde forårs mangfoldighed af bitte små blomster, fine støvdragere og nærmest gennemsigtige blade.
Sådan en stille havevandring eller en lignende tur i parken, skoven eller en læfyldt lund kan varmt anbefales. Den er ren næring for sjæl og sind.

Spædt og spirende forår i min have

Inden længe er hasselbuskenes rakler gule af potent pollen.
Men det er de små røde og diskrete blomster, der bliver til nødder.

Næsten gennemsigtige krokus i forårssolen … fint drysset med pollen


mandag den 14. marts 2016

Rådyr og hønsetråd

25 februar 2016

Pyha … jeg har sat hønsenet rundt om kristtorn og kirsebærlaurbær i dag. Det er absolut ikke min spidskompetence, og undervejs nåede jeg da også at blive så hidsig og hedetursopkogt, at jeg kunne have leveret varme til hele landsbyen ;-)

Det er selvfølgelig rådyrene, der har været på spild.  Trods den milde vinter har de tilladt sig at gå på rov i skovhaven. Det er lidt groft, synes jeg. Især i betragtning af, at de har kunnet mæske sig i æbleknopper de sidste par måneder. Jeg har nemlig beskåret træerne i frugthaven og ladet samtlige grene ligge pænt til de smukke dyr. Men måske har de bare opfattet det som en invitation til at holde festmiddag i haven ;-)


Syv-ni-tretten … så æder rådyrene hverken buksbom eller tuja i min skovhave. Til gengæld ribber de både kristtorn og kirsebærlaurbær. Så derfor har jeg flyttet en del af disse dejlige stedsegrønne planter ind i den del af haven, som er indhegnet. 

Der er dog ikke plads til dem alle, så resten må altså have en rummelig hønsetråds-frakke på. Jeg har klaret de 12 i dag, så nu er der kun 4 stk tilbage til morgendagens havetjans. Det udløser forhåbentlig kun et par mindre hysteriske anfald, når hegn og pæle leger kluddermutter eller ståltråden - trods tykke handsker - prikker hul lige i neglekanten. Avs!!!


Men ellers har det været en vidunderlig dag med solskin og fuglefløjt … og haven har været aldeles selvlysende af duftende erantis samt spaglet af farvestrålende stillits, grønirisker, blåmejser, gulmavede musvitter, rødkindede bogfinkeherrer, kobberglinsende fasankokke og orangeplettede kvækerfinker. Alle sammen så forårskåde lette til bens og vinger, at mit gamle kamera mistede pusten. En enkelt forslugen grønsisken fik jeg dog ram på :-)



PS: En af mine havevenner har netop fortalt mig, at rådyrene også var en plage i hans kolonihave, hvor de blandt andet spiste knopperne på de espalierede frugttræer. Han fik en god ide og løste problemet ved at splitte nogle sorte affaldssække og hænge dem på espalierets ståltråde. Deres blafren fik rådyrene til at holde sig væk.
Nemt og enkelt. Så med tak til Svend Aage er rådet hermed givet videre :-)



torsdag den 3. marts 2016

Drivhus og stærekasser

23 februar 2016

Jeg har forkælet mig selv med nye tæpper og puder til drive-huset i dag. Det er måske lidt tidligt at rigge gyngesofaen til, men det er jo netop om foråret, det er allerdejligst at sidde under glasset og drømme … og mindes.

Der er så mange gode minder knyttet til min gyngesofa. Her har jeg siddet med nære veninder, kære kusiner og skønne katte. Lyttet til betroelser, pudige historier og hyggelig spinden. Og selv fortalt om småt og stort, sjovt og sårbart. Der er en helt egen stemning i sofaen. Her kan man sidde i timevis med ben og tæer i solens varme stråler og hovedet i baldakinens skygge … trygt og beskyttet i drivehusets osteklokke.

Af og til lister handymanden også ind i det lille glashus og snupper sig en tiltrængt lur i sofaen.


Selvsamme handymand har i øvrigt haft så travlt i vinter, at han slet ikke har haft tid til at lave nye fuglekasser til mig, så i stedet har jeg bestilt et par spændende stærekasser. De er lavet af træbeton, som efter sigende giver et bedre indeklima for de små dunklædte rollinger. Om dagen isolerer væggene mod varmen og om natten mod kulden, så temperaturen holdes mere stabil end i almindelige trækasser.



Havens fuglekasser – både de små til mejser, spurve og musvitter samt de store til stærene - er ellers hjemmelavede og har et specialdesignet skråt låg, så kattene ikke kan sidde ovenpå dem.

Nu håber jeg, at jeg har fundet nogle tilpas høje og sikre placeringer til de nye stærekasser, så den lille klatremis Lucinda ikke kan komme til dem. Hun er såmænd bare en stor killing og har slet ikke styr på alt det med mus og lækre fjerbundter endnu, men til gengæld er hun ualmindelig let til bens og elsker at balancere i trækronerne, mens jeg står nede på jorden og vrider hænder.




Forresten … nyd lige mine kamuflage-farvede fliser med alger, pest og mos ;-) ;-) De er så slemme, at selv myrerne holder sig væk :-) Jeg må jo tilstå, at jeg har et meget afslappet forhold til terrassen. Den får en tur med løvriven i ny og næ. Hvis den bliver alt for slem kommer gemalen med sin højtryksrenser. Det har fliserne ganske vist ikke godt af på sigt, men de ser da fine ud et par uger.

Jeg bruger ikke terrassen ret meget. Vil meget hellere sidde rundt om i haven på små hyggelige bænke i alt det grønne … eller i drivehuset :-)

onsdag den 2. marts 2016

En travl men dejlig vinterferie

Den 22 februar 2016

Det har det været lækkert vejr i dag her i mit lille haverige. Okay - lille og lille – alt er jo relativt :-) Men i forhold til verdens riger og lande er min have blot et mikroskopisk fnug. Til gengæld er jeg enevældig dronning i den, og det er ret sejt – i dobbelt forstand ;-)

Nå, men solen skinnede lunt, solsorten fløjtede i den skæve hassel, og overalt var der en kvidren og pippen fra alskens små og store næb. Skovduerne kurrede, de farvestrålende stillits holdt koncert ved foderautomaterne, blåmejserne sludrede om redehuller i det krogede æbletræ og musvitten filede lystigt på sin vise mens skovspurvene sladrede på plankeværket.

Jeg slog mig ned i drivhusets duft af erantis og aurikler … og gjorde status:



Det har været en travl men dejlig vinterferie. Jeg er næsten færdig med at beskære frugttræerne …det tegner endda til at blive ganske pænt :-)

Jeg mangler primært at fjerne de tynde grene, og ville ønske, at jeg havde sådan en smart beskærersaks på teleskop-stang, så jeg kunne stå på jorden og kappe grenene af ved at trække i en snor. Men jeg har kun en sav på stang, så det ender med, at jeg må stikke handymanden en grensaks i hånden og lokke ham op på en stige.

Om jeg har højdeskræk? Næh, ikke ret meget. Jeg er såmænd bare en klodsmajor ;-)



Jeg har også brugt vinterferien til at sprede flis på stierne i skovhaven. Det ser gevaldig fint og ordentligt ud, men bare vent til skvalderkålen pibler frem. Så skal den nok gøre kanterne ”lodne” og skabe et blødt og smårodet look. Men pyt! Skvalderkål er jo i grunden en smuk plante … og den bliver i alt fald ikke ribbet for blade af rådyrene, der ellers nok sætter deres helt egen dagsorden under de høje træer. I vinterens løb har de ædt de fleste af mine nyplantede kirsebærlaurbær :-(

En del af planterne er derfor flyttet til den del af haven, som er indhegnet, og resten må jeg se at få slået noget hønsetråd om.



Sidst men absolut vigtigst, så er samtlige fuglekasser blevet renset og klargjort til den kommende sæson – og jeg har fået lagt masser af haveplaner for de næste uger, måneder … og år

NU er det havetid