onsdag den 16. november 2016

Haven er min redning

Jeg har det såmænd ganske godt, men humøret og energien hænger alligevel lidt i bremsen. Egentlig har jeg mest lyst til at gå i hi, men det får jeg sikkert bare liggesår af, så i dag hankede jeg op i kroppen, startede bilen og kørte ud i naturen. Travede en lang og dejlig tur ved vandet og havde da helt bestemt forventet, at den friske luft ville virke som en saltvandsindsprøjtning.

En tur langs vandet plejer at lade batterierne op

Men næ nej … hjemme igen kaldte sofaen højlydt, men det gjorde fuglene heldigvis også: Vi har ikke mere mad, pippede de derude i haven og viftede bebrejdende med vingerne i retning af de næsten tomme foderautomater.

Uh ha … det må I sgu undskylde, udbrød jeg. Hev jakken ned fra knagen og sprang i røjserne. Spurtede over gårdspladsen, fyldte en spand med afskallede solsikkekerner og satte ny rekord i løb langs plankeværket, hen over terrassen og om i forhaven, hvor musvitterne heppede på mig fra hæk og buske.

Den dejlige rose Medusa lyser op ved plankeværket


Da alle automater var fyldt, så jeg mig om i haven. Når jeg nu alligevel var kommet ud, kunne jeg vel lige så godt lave lidt. Klippe nogle af de mest visne og grimme staudetoppe ned og rive lidt nedfaldsblade væk fra græsset og ind i bedene. Ikke fordi jeg betragter den slags som nødvendigt, men af og til kan det være ganske hyggeligt at pusle med.

En times tid senere føltes det næsten, som om skyerne lettede, selvom det faktisk var ved at blive tusmørke. Forundret dumpede jeg ned på bænken og blev våd i rumpen, men var faktisk fuldkommen ligeglad. For humøret og energien var vendt tilbage :-)

Udsigten fra min havebænk på en grå men hyggelig novemberdag

Og så gik det op for mig, at jeg har brugt alt for lidt tid i haven gennem de seneste uger. Jeg har skiftevis drevet den af indendøre eller haft så travlt med alt muligt andet, at havelivet er blevet forsømt.

Den slags hævner sig! Hver gang! Uden haven og uden det daglige kvantum af jordbakterier, der øger dannelsen af serotonin i hjernen, ville jeg være en skygge af mig selv.

Haven kan simpelthen noget, som vitaminer, kosttilskud, lysterapi, ekstra søvn og hvad der nu ellers findes af opkvikkende og energigivende midler ikke formår i helt samme grad. Ja, selv en tur ved vandet må melde pas i forhold til havens forunderlige virkning på min krop, min sjæl og mit sind.

Jeg forstår det ikke, men pyt: Bare det virker :-)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar