mandag den 10. oktober 2016

Sig nærmer tiden - jeg hører vinterens stemme

Her til morgen sad Jesper Fårekylling … nåh nej … med de lange følehorn var det da Fru Busk-Græshoppe, der sad og kiggede ind ad havedøren.

Buskgræshoppe på min havedør
Se fere fotos fra haven under indlægget
Nærmest pr refleks trak jeg morgenkåben tættere om mig, åbnede døren og gennede græshoppen væk fra ruden, ned ad trappetrinnet og hen i det lille staudebed i hjørnet af terrassen. Jeg syntes jo ikke, at den skulle ende sine dage som kattelegetøj, men måske skulle jeg hellere have ydet lidt aktiv dødshjælp og trådt på den?

Uha – det var en grim tanke på en råkold morgenstund - og et svært emne, som fulgte mig det meste af formiddagen. Men fakta er jo, at alle de skønne græshopper, som har glædet os med deres violinkoncert i sensommerens lune aftner, synger på sidste vers. De har lagt æg og sikret artens beståen – og dermed er deres rolle og deres liv udspillet.

Jeg elsker efteråret. Træernes intense farvespil, blade og æbler, der ligger drysset så smukt i græsset, solsortens lave høstsang i lune solskinstimer og mosaikken af hvide hjortetrøst og lyslilla asters i staudebedet. Hver dag er et overflødighedshorn af sanseindtryk og en rigdom af nærvær og fordybelse.

Men efteråret er også vemod, undergang og farvel. Og tanker om døden. Denne svære og ukendte faktor, som jo er vores følgesvend fra det øjeblik, vi bliver født. Ja, fra det sekund, vi bliver undfanget. Som om selve meningen med livet blot er, at vi skal dø?!?

Tanken skræmmer vist os alle. Det er så ufattelig svært at forstå, at man før eller siden skal væk fra denne verden. Men hvem ved? Måske er livet blot et forstadie til noget større og flottede? Akkurat som et agern er forstadiet til et mægtigt egetræ.

Agernet ved sikkert intet om sit potentiale og sin storslåede fremtid, når det ligger i jorden og spirer … og det er nok ganske praktisk. For ellers ville det da få storhedsvanvid og insistere på at springe både spiringstiden og den årelange vækstperiode som ung og ranglet træ over. Med det resultat, at det hele ville blive til ingenting – og fremtidige generationer ikke kunne sidde under den brede trækrones krogede grene og fundere over livet … og døden og meningen og alt det dér, som nu engang er lidt lettere at nærme sig i selskab med et gammelt træ.


Apropos træer, så har jeg netop bestilt planter til en lille skov. Eg, lind og spidsløn – der skal plantes på bakkeskråningen bag haven. Jeg glæder mig sådan til at se dem vokse op, selvom jeg jo godt ved, at jeg aldrig kommer til at opleve dem som store og prægtige træer. Den glæde må jeg overlade til andre – og hvem ved – måske vil Fru Busk-Græshoppes tip-tip-tip-X-100- tipoldebørn file fornøjet løs på deres violinkoncert i det sydvendte skovbryn om mange, mange år.

Den tanke kan jeg rigtig godt lide :-) 


Hvid hjortetrøst er en høj og rank staude, der dog ikke bliver lige så mægtig som den røde hjortetrøst
Den passer fint i det naturlige staudebed og i det solbeskinnede præriebed - og kan også bruges solitært

Lyslilla vinteraster - jeg købte dem for år tilbage som små totter i urtepotter.
De havde fået væksthæmmede hormoner og passede fint til sensommerens krukker. Siden plantede jeg dem ud i staudebedet og glædes nu hvert eneste efterår, når de springer ud og lyser haven op 

Mit skønne, vilde staudebed, der er så nemt at holde. Her er plantet tæt og stauderne skygger emsigt ukrudt ud

Her i oktober begynder græshopperne at forsvinde. Buskgræshoppen (foto) og den almindelige markgræshoppe klarer sig længst, men før eller siden dør de. De har lagt æg og sikret artens beståen, og så er deres rolle udspillet.

Æggene overvintrer og klækkes sidst på foråret. Nogle arters æg klækker først efter 2-3 år. Herefter gennemlever den unge græshoppe et nymfestadie. Græshopper forpupper sig ikke og har altså såkaldt ufuldstændig forvandling.

I løbet af sommeren dukker de voksne individer op. I august og september er alle arter aktive og vi kan nyde deres skønne ”violinspil”. Og netop nu synger de altså på sidste vers. Efteråret er kommet.


2 kommentarer:

  1. Ja efteråret er sandelig kommet. Nu varer det ikke længe før roserne ikke står i blomst. Men så kommer hyggetiden, med en god bog i en god stol. Hav en dejlig uge!

    SvarSlet