torsdag den 13. oktober 2016

Giv skvalderkålen en avis

Jeg har gjort det før – og i år vil jeg gøre det igen.

Jeg vil bruge nedfaldsblade, græsafklip og en stak aviser i kampen mod skvalderkålen, som har bredt sig lidt for voldsomt i hjørnet af staudebedet.


Bedet er luget og aviserne bredt ud

Skvalderkål breder sig som bekendt via udløbere, og ifølge min erfaring er disse udløbere ret så mageligt anlagt. De holder nemlig altid til i den jorddybde, hvor mulden er lettest at bevæge sig i.

I hård og leret jord kan de ligge rimelig dybt, men i porøs og let fugtig muldjord befinder de sig ofte lige i overfladen og er derfor betydelig lettere at hive op.

I hjørnet af mit staudebed er der temmelig tørt, og jordens overflade er som regel benhård. Så her holder skvalderkålens kæmpemæssige rodnet til i dybderne. Desuden er bedet fyldt med de dejligste forårsløg, som jeg nødig vil beskadige, så den ellers effektive metode med gravegreb og udholdenhed dur ikke.

Så er hele bedet dækket af aviser

For snart 5 år siden fik jeg en smart ide. I alt fald når jeg selv skal sige det ;-)

Midt i oktober klippede jeg simpelthen stauderne helt ned og lugede grundigt. Dernæst lagde jeg et lag aviser ud over jorden, satte opsamler på slåmaskinen og gav græsplænen årets sidste overhaling. Det afklippede græs samt de findelte nedfaldsblade smed jeg ud over aviserne, så det hele så pænt og ordentlig ud.


Aviserne dækkes med græsafklip og nedfaldsblade

Det følgende forår måtte jeg ganske vist fjerne et par af de tykkeste aviser, for ikke at tage pusten helt fra løgvæksterne. Men resten af de nu halvgamle ”nyheder” var så gennemblødte og porøse, at erantis, vintergækker og klokkeskilla sagtens kunne bore sig op gennem dem. Og jo – det kunne enkelte skvalderkålstotter såmænd også, men halløjsa: Deres rødder lå meget højere i jorden og var rimelig lette at få fat i.

Altså helt efter planen :-)

Så er hele bedet dækket og vinterklart. Nemt og pænt

Nå, men nu vokser træerne som bekendt ikke ind i himlen – og det gør skvalderkålens rødder heller ikke. Mellem år og dag søgte de tværtimod atter i dybden i takt med at laget af aviser, blade og græsafklip blev omsat.


Sådan så bedet ud det følgende forår efter avisdækningen.

Så i år agter jeg at gentage successen … og hvis jeg er klog … og ellers husker det … gentager jeg proceduren 2-3 år i træk, så alle skvalderkålens rødder bliver lokket op i det tætte og fugtighedsbevarende tæppe af halvomsatte aviser, blade og græsafklip – og dermed indenfor min rækkevidde!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar