lørdag den 2. april 2016

Så er starten gået på årets kartoffelræs

Der skal nok være nogle haveejere, der mener, at jeg hænger slemt i bremsen i år. Men det er altså en fuldt bevidst og grundigt gennemtænkt position fra min side ;-)

I rigtig mange år har jeg ellers været blandt de første til at lægge kartofler. Jeg har forspiret kartoflerne fra starten af februar. Dækket et særlig lunt og nøje udvalgt stykke af køkkenhaven med klar plastik, så jorden er blevet varmet op, for siden at putte kartoflerne i den lune jord, når de havde tilpas tykke, grønne spirer. Det er som regel foregået i midten af marts, ja enkelte år endda en uges tid tidligere, og jeg har selvfølgelig lagt klar plastik hen over de nylagte kartofler, så de kunne få den helt optimale start.

Læggekartofler skal have korte, grønne spirer.
Ikke lange, lyse spirer, der alt for let knækker, når de bliver dækket af jord

To-tre uger senere har jeg så proppet et par rækker kartofler i jorden uden forvarme og uden plastik. Ja, undertiden har de knapt nok været forspiret. Men alligevel har de så godt som hvert eneste år været tæt på at indhente deres særligt nursede kammerater og været opgravnings- og spiseklar blot ganske få dage senere end de tidligt lagte tog turen fra haven til maven.

Årsagen er formentlig, at min køkkenhave ligger sydvendt – og at jeg altid bruger kartoffelsorten Hamlet. Det er en sund og supertidlig sort, der smager godt, og som endda kan tåle at ligge i jorden helt til efteråret for siden at blive gemt det meste af vinteren. Mere kan man vist ikke forlange af en kartoffel :-)

Sorten Hamlet giver store kartofler, der kan tåle at ligge længe i jorden

Apropos det med smagen … så smager årets første kartofler jo akkurat lige pragtfuldt uanset om de er gravet op i midten eller slutningen af maj eller starten af juni. Den eneste forskel er vel ret beset, at man kan prale lidt og føle sig mere succesfuld end naboen, hvis man lykkes med ekstra tidlige kartofler.

Den succesfølelse overlader jeg med glæde til andre i år. Jeg underkender den bestemt ikke, for det er da fedt at kunne slynge en henkastet bemærkning ud, om at man fik nye kartofler af egen avl til middag, hvorefter kolleger og familie siger øjjj og wauw og wow og hold da op!

Klar til lægning

Men det er nu også lidt fedt at være nået til det punkt i livet, hvor roen og hyggen vejer tungere end ambitionerne og konkurrencementaliteten. Og hvor man véd, at succes i køkkenhaven ikke kun handler om at være først ude.

Tag nu bare kartoflerne. Uanset om du allerede har lagt dem eller først putter dem i jorden om et par uger, så vil de trives bedst sammen med bønner, majs, kål og peberrod. Placerer du dem derimod tæt på græskar, solsikker, jordskokker, tomater, agurker eller hindbær … tja … så skal du nok ikke regne med den helt store succes.

Så er den første kartoffel lagt

2 kommentarer:

  1. Jeg har boet med meget ler og meget kalk i køkkenhaven, hvorfor kartoflerne blev meget skurvede. Der blev garvet en rende, hvor jeg lagde halm - kartofler - halm og til sidt jord. Resultatet var de fineste rene, uskurvede kartofler, og efter nogle år var jorden en drøm at arbejde i.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, halm er fantastisk! Jeg har brugt det som ukrudtsdække mellem kartoffelrækkerne, men nu får jeg da lyst til at prøve din fremgangsmåde. Tak for tippet :-)

      Slet