mandag den 14. marts 2016

Rådyr og hønsetråd

25 februar 2016

Pyha … jeg har sat hønsenet rundt om kristtorn og kirsebærlaurbær i dag. Det er absolut ikke min spidskompetence, og undervejs nåede jeg da også at blive så hidsig og hedetursopkogt, at jeg kunne have leveret varme til hele landsbyen ;-)

Det er selvfølgelig rådyrene, der har været på spild.  Trods den milde vinter har de tilladt sig at gå på rov i skovhaven. Det er lidt groft, synes jeg. Især i betragtning af, at de har kunnet mæske sig i æbleknopper de sidste par måneder. Jeg har nemlig beskåret træerne i frugthaven og ladet samtlige grene ligge pænt til de smukke dyr. Men måske har de bare opfattet det som en invitation til at holde festmiddag i haven ;-)


Syv-ni-tretten … så æder rådyrene hverken buksbom eller tuja i min skovhave. Til gengæld ribber de både kristtorn og kirsebærlaurbær. Så derfor har jeg flyttet en del af disse dejlige stedsegrønne planter ind i den del af haven, som er indhegnet. 

Der er dog ikke plads til dem alle, så resten må altså have en rummelig hønsetråds-frakke på. Jeg har klaret de 12 i dag, så nu er der kun 4 stk tilbage til morgendagens havetjans. Det udløser forhåbentlig kun et par mindre hysteriske anfald, når hegn og pæle leger kluddermutter eller ståltråden - trods tykke handsker - prikker hul lige i neglekanten. Avs!!!


Men ellers har det været en vidunderlig dag med solskin og fuglefløjt … og haven har været aldeles selvlysende af duftende erantis samt spaglet af farvestrålende stillits, grønirisker, blåmejser, gulmavede musvitter, rødkindede bogfinkeherrer, kobberglinsende fasankokke og orangeplettede kvækerfinker. Alle sammen så forårskåde lette til bens og vinger, at mit gamle kamera mistede pusten. En enkelt forslugen grønsisken fik jeg dog ram på :-)



PS: En af mine havevenner har netop fortalt mig, at rådyrene også var en plage i hans kolonihave, hvor de blandt andet spiste knopperne på de espalierede frugttræer. Han fik en god ide og løste problemet ved at splitte nogle sorte affaldssække og hænge dem på espalierets ståltråde. Deres blafren fik rådyrene til at holde sig væk.
Nemt og enkelt. Så med tak til Svend Aage er rådet hermed givet videre :-)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar