onsdag den 2. marts 2016

En travl men dejlig vinterferie

Den 22 februar 2016

Det har det været lækkert vejr i dag her i mit lille haverige. Okay - lille og lille – alt er jo relativt :-) Men i forhold til verdens riger og lande er min have blot et mikroskopisk fnug. Til gengæld er jeg enevældig dronning i den, og det er ret sejt – i dobbelt forstand ;-)

Nå, men solen skinnede lunt, solsorten fløjtede i den skæve hassel, og overalt var der en kvidren og pippen fra alskens små og store næb. Skovduerne kurrede, de farvestrålende stillits holdt koncert ved foderautomaterne, blåmejserne sludrede om redehuller i det krogede æbletræ og musvitten filede lystigt på sin vise mens skovspurvene sladrede på plankeværket.

Jeg slog mig ned i drivhusets duft af erantis og aurikler … og gjorde status:



Det har været en travl men dejlig vinterferie. Jeg er næsten færdig med at beskære frugttræerne …det tegner endda til at blive ganske pænt :-)

Jeg mangler primært at fjerne de tynde grene, og ville ønske, at jeg havde sådan en smart beskærersaks på teleskop-stang, så jeg kunne stå på jorden og kappe grenene af ved at trække i en snor. Men jeg har kun en sav på stang, så det ender med, at jeg må stikke handymanden en grensaks i hånden og lokke ham op på en stige.

Om jeg har højdeskræk? Næh, ikke ret meget. Jeg er såmænd bare en klodsmajor ;-)



Jeg har også brugt vinterferien til at sprede flis på stierne i skovhaven. Det ser gevaldig fint og ordentligt ud, men bare vent til skvalderkålen pibler frem. Så skal den nok gøre kanterne ”lodne” og skabe et blødt og smårodet look. Men pyt! Skvalderkål er jo i grunden en smuk plante … og den bliver i alt fald ikke ribbet for blade af rådyrene, der ellers nok sætter deres helt egen dagsorden under de høje træer. I vinterens løb har de ædt de fleste af mine nyplantede kirsebærlaurbær :-(

En del af planterne er derfor flyttet til den del af haven, som er indhegnet, og resten må jeg se at få slået noget hønsetråd om.



Sidst men absolut vigtigst, så er samtlige fuglekasser blevet renset og klargjort til den kommende sæson – og jeg har fået lagt masser af haveplaner for de næste uger, måneder … og år

NU er det havetid





2 kommentarer:

  1. Hej Inge
    Det ser flot ud med stierne med flis på. Ærgerligt med rådyr det kender jeg alt til, men nu er de lukket ude af min have.
    Kh Lisbeth

    SvarSlet
  2. Undertiden står rådyrene nede i frugthaven, når jeg går rundt i den indhegnede del af haven. De er helt sikre på, at det er mig, der er lukket inde :-)

    SvarSlet