fredag den 30. december 2016

GODT NYTÅR

Gennem hele december har nissemor og nissefar holdt hyggelig jul i drivhuset, men i dag fik jeg lyst til lyse farver, længere dage og blomsterglæder.

Så nu er det rare nissepar sat tilbage på bagerste hylde i havehuset, hvor de kan hvile sig uforstyrret de næste elleve måneder.  Og i stedet har jeg sat en glad buket lyserøde tulipaner samt 10 hyacinter, der er fulde af løfterige knopper.


De smukke lanterner med levende lys, alle de grønne grene, det tætte mos og de søde keramikfigurer står dog stadig i drivhuset. Det ER jo vinter, og jeg har ladet mig fortælle, at det er vigtigt at nyde nuet i stedet for at længes mod fremtiden.

Det er jeg faktisk temmelig enig i, selvom jeg da må indrømme, at vinteren ikke er min favorit-årstid. Men som havemenneske véd jeg jo, at træer, buske og blomster har brug for en hvileperiode … og det gælder såmænd alle skabninger. Osse mennesker, selvom vi nok er et par stykker, som fristes til at knokle derudaf med næste mål for øje uden skelen til livets små stoppesteder.


I julemåneden brugte jeg drivhuset som sådant et stoppested. Hver eftermiddag, når skumringen faldt på, satte jeg mig i gyngesofaen med en stak tæpper om benene og nød lyset fra de kønne lanterner. Som regel kom en kat eller to listende og hjalp mig med at finde ind i nuets dybe ro.

Den vane vil jeg tage med ind i det nye år. Og selvom nisserne altså er sendt på ”sommerferie”, så emmer driv(er)huset stadig af eventyr, troldedyr og vinterhygge.


Men da intet varer evigt – og alt forandrer sig, synes jeg, at blomsternes spirende håb og forventningsfulde knopper passer smukt til årstiden. Sammen med mosset, de stedsegrønne grene og det varme lys fra lanternerne skaber de en fortættet stemning af nytår med plads og tid til refleksioner og status tilsat et lille nip af fremtidsdrømme og planlægning.


RIGTIG GODT OG LYKKEBRINGENDE NYTÅR

torsdag den 1. december 2016

Silkehaler i haven

I forgårs, netop som solen tittede frem mellem skyerne ved middagstid, landede en lille flok silkehaler i havens gamle æbletræ. - Ih, se, jublede de på klingende svensk, - det er jo Cox Pomona æbler. De er så lækre og nemme at hakke i. Uhmmm!

Hvorefter de kastede sig over de røde æbler med målrettet appetit.



Hurtigt åbnede jeg havedøren på klem. Jeg elsker lyden af kvidrende silkehaler. Deres stemmer lyder nærmest som ringlen af fine små sølvklokker, og selvom jeg er vant til at få besøg af et par stykker hver vinter, så kan der gå år imellem, at de ligefrem optræder i flok.

Sådan lokker du silkehalerne til at besøge din have


I tidens løb er der mange, der har spurgt, hvordan jeg dog bærer mig ad med at få besøg af disse smukke fugle – og svaret er såmænd ganske enkelt: Jeg har et stort æbletræ, hvor æblerne bliver hængene på grenene til langt hen i december.

Det er jo ikke alle æblesorter, som er langtidsholdbare. Og har man et godt vinteræble i haven, er det desuden fristende at plukke løs og gemme frugterne i kasser og kurve, så man har hjemmeavlet og billig frugt til eget forbrug det meste af vinteren. Men i min verden skal der også være mad til fuglene, så derfor plejer jeg kun at plukke de æbler, jeg kan nå fra jorden.



Cox Pomona er som nævnt et godt vinterfugle-æbletræ, og det samme gælder for Ingrid Marie, Ildrød Pigeon, Cox Orange og Belle de Boskoop. Samt for langt de fleste vildæbler og mange prydæbler. Og hvis du har et æbletræ i haven, som modner sent og holder godt fast på sine æbler, så må du meget gerne fortælle mig, hvilken sort det er. Bare skriv i kommentarfeltet. Det vil jeg blive rigtig glad for :-)

Er silkehalerne fulde?


Nå, men tilbage til de smukke silkehaler. De yngler i nåletræsbæltet højt mod nord og er rimelig almindelige træk- og vintergæster her i landet. Især i den østlige del. Men modsat mange andre fuglearter, der følger en fast trækrute, så orienterer silkehalerne sig efter fødeudbuddet, og lader sig altså let lokke til haven, hvis der er noget godt at putte i næbbet. Rønnebær er deres absolutte livret, så det kan du jo lige have in mente, hvis du har planer om at plante et par nemme træer i haven.


Silkehalerne lever udelukkende af frugt og bær om vinteren. På en kold dag kan fuglen sætte en anseelig portion gærede bær til livs, og den burde faktisk blive plørefuld. Men den er udstyret med en fantastisk aktiv lever og kan forbrænde store mængder af alkohol. Så nej – den gamle skrøne om, at fuglene er berusede, passer ikke. Men ikke desto mindre har de indtaget en hel del promiller :-)


søndag den 27. november 2016

Dalbys jul og min Jul

Jeg har lige siddet og set Claus Dalbys Jul. Åh, det er jo så smukt og så flot og så helt overdådigt alt sammen. Jeg kan slet, slet ikke være med.

Men det gør ikke spor. Glæden ved at skabe er nemlig den allerstørste, og jeg nød virkelig at skabe en lille og ganske enkelt dekoration derude i haven i dag.

Som barn og helt ung elskede jeg at lave juledekorationer. Dengang tog jeg gerne i skoven for at samle mos, grankogler og småkviste, som jeg fandt i græsset langs skovstierne – og når jeg kom hjem, blev det hele undersøgt grundigt af min skønne kat Taschja, som gerne nåede at splitte halvdelen af koglerne til atomer.

Nu om stunder kan jeg bare gå ud i haven og samle materialer til små og store dekorationer, og selvom Josefine er lige så trefarvet og nysgerrig som min første kat, så holder hun poterne pænt fra mine kreative udfoldelser.



Nå ja, kreative og kreative ….. alt er som bekendt relativt, og i forhold til Dalbys pragtfulde kreationer må jeg jo helt klart strække våben. Det niveau kan jeg slet ikke matche.

En hurtig, nem og impulsiv juledekoration


Egentlig havde jeg slet ingen planer om at lave juledekorationer i dag. Jeg havde ikke købt noget som helst ind, så da lysten pludselig meldte sig, var det om at bruge de forhåndenværende søms princip.

I skabet havde jeg et par lilla lys. I havehuset fandt jeg en flad og firkantet underskål. Og så var det jo bare at samle en håndfuld mos i frugthaven, klippe et par hoveder af de halvvisne sankthansurt i staudebedet, snuppe en tot buskbom fra hækken og samle lidt blade fra den altid anvendelige guldnælde, der er så villig til at vokse på selv de tørreste og mest skyggefulde steder under havens store træer.

Sådan en lille dekoration er næppe langtidsholdbar, og det foresvæver mig også, at sankthansurt kan lugte lidt muggent. Men den kan fint bruges i et drivhus, på en altan eller som pynt på havebordet. Og så kostede den ikke spor :-)


onsdag den 16. november 2016

Haven er min redning

Jeg har det såmænd ganske godt, men humøret og energien hænger alligevel lidt i bremsen. Egentlig har jeg mest lyst til at gå i hi, men det får jeg sikkert bare liggesår af, så i dag hankede jeg op i kroppen, startede bilen og kørte ud i naturen. Travede en lang og dejlig tur ved vandet og havde da helt bestemt forventet, at den friske luft ville virke som en saltvandsindsprøjtning.

En tur langs vandet plejer at lade batterierne op

Men næ nej … hjemme igen kaldte sofaen højlydt, men det gjorde fuglene heldigvis også: Vi har ikke mere mad, pippede de derude i haven og viftede bebrejdende med vingerne i retning af de næsten tomme foderautomater.

Uh ha … det må I sgu undskylde, udbrød jeg. Hev jakken ned fra knagen og sprang i røjserne. Spurtede over gårdspladsen, fyldte en spand med afskallede solsikkekerner og satte ny rekord i løb langs plankeværket, hen over terrassen og om i forhaven, hvor musvitterne heppede på mig fra hæk og buske.

Den dejlige rose Medusa lyser op ved plankeværket


Da alle automater var fyldt, så jeg mig om i haven. Når jeg nu alligevel var kommet ud, kunne jeg vel lige så godt lave lidt. Klippe nogle af de mest visne og grimme staudetoppe ned og rive lidt nedfaldsblade væk fra græsset og ind i bedene. Ikke fordi jeg betragter den slags som nødvendigt, men af og til kan det være ganske hyggeligt at pusle med.

En times tid senere føltes det næsten, som om skyerne lettede, selvom det faktisk var ved at blive tusmørke. Forundret dumpede jeg ned på bænken og blev våd i rumpen, men var faktisk fuldkommen ligeglad. For humøret og energien var vendt tilbage :-)

Udsigten fra min havebænk på en grå men hyggelig novemberdag

Og så gik det op for mig, at jeg har brugt alt for lidt tid i haven gennem de seneste uger. Jeg har skiftevis drevet den af indendøre eller haft så travlt med alt muligt andet, at havelivet er blevet forsømt.

Den slags hævner sig! Hver gang! Uden haven og uden det daglige kvantum af jordbakterier, der øger dannelsen af serotonin i hjernen, ville jeg være en skygge af mig selv.

Haven kan simpelthen noget, som vitaminer, kosttilskud, lysterapi, ekstra søvn og hvad der nu ellers findes af opkvikkende og energigivende midler ikke formår i helt samme grad. Ja, selv en tur ved vandet må melde pas i forhold til havens forunderlige virkning på min krop, min sjæl og mit sind.

Jeg forstår det ikke, men pyt: Bare det virker :-)


onsdag den 2. november 2016

Roser og nostalgi i november

Nogle roser bliver man bare gladere for end andre, og den smukke tofarvede Nostalgie hører helt klart til mine favoritter.



Mine roser står jo i krukker, og jeg kan godt lide at flytte lidt rundt med dem. Nogle år holder jeg farverne i skarpt afgrænsede grupper, mens jeg andre år blander gult, hvidt, rødt, orange og lyserødt med kunstnerisk snilde … hmmm …. nogen vil måske mene, at det ligner en rodebutik ;-)

Det første år stod Nostalgie tæt ved min hoveddør, hvor hun kunne nyde solen fra syd og vest. Og hun blomstrede på livet løs. Men så rykkede jeg rundt på krukkerne og havde da nær taget livet af det stakkels pigebarn ved at placere hende nær staldmuren. Her har morgen- og middagssolen frit spil, 
men henad 14-15 tiden begynder muren at kaste skygge,  og det brød Nostalgie sig tydeligvis ikke om. Hun vil nemlig have sol og varme i mindst lige så rigelige mængder, som brødrene Price bruger smør.



Det havde jeg dog ingen anelse om på daværende tidspunkt, så det var nærmest et tilfælde, at jeg sidste år flyttede hende hen i den allervarmeste solkrog på gårdspladsen.
Og så skal jeg da lige love for, at frøkenen vågnede op til dåd. Selvfølgelig kan jeg ikke ændre på vejret, og jeg kan tydeligt se på hende, at perioder med gråvejr og regn ikke falder i hendes smag. Men så snart solen bryder gennem skyerne, liver hun op og sætter nye knopper.

Hun har lært mig, at en solskinstime om morgenen absolut ikke er lige så god som en solskinstime om aftenen. Aftensolen er langt mere lun og kærlig end morgensolen, påstår hun – og det kan jeg som B-menneske jo kun være fuldkommen enig med hende i ;-)



Derimod fatter jeg ikke, at hun kan lide middagsheden i den sydvendte krog. Men jo varmere det er, jo mere rødkindet bliver hun. Okay, det gør jeg selvfølgelig også, men hun sveder altså ikke lige så ucharmerende som undertegnede ;-)

Netop nu, hvor kulden smyger sig rundt om krukken, bliver hun mere og mere bleg. Ja, så ganske sart og porcelænsagtig, at jeg lige må ud og kigge til hende et par ekstra gange om dagen og dele hendes nostalgiske længsel efter sommeren.




FAKTA:

Nostalgie er en opret, mellemhøj og storblomstrende rose. Blomsterne er hvide til svagt cremefarvede i midten med kirsebærrød kant. Farven varierer fra blomst til blomst, og den røde farve bliver mest udtalt i solrigt vejr på en varm plads. Knopperne er røde.

Let og diskret duft. Velegnet til buketter

søndag den 30. oktober 2016

Jeg har plantet glæde og selvværd

Jeg har aldrig betragtet mig selv som en fighter. Jeg har altid gjort mig umage, når jeg har lavet noget - men jeg har sørme også tit smidt håndklædet i ringen, når bjerget blev for stejlt. Eller givet op på forhånd, når jeg fornemmede, at jeg ikke slog til. Når jeg kunne se, at andre var stærkere, dygtige, klogere … og når jeg følte, at de grinte af mig eller så ned på mig. Så har jeg slået mig selv i hovedet med, at jeg ikke duede – og søgt ud i haven til småfuglene og blomsterne, som er flintrende ligeglade med min muskelstyrke, paratviden og lave stresstærskel.

Så jeg havde ikke troet, at jeg kunne … men jeg har vitterlig plantet træer i den forgangne uge. 75 små træer der engang bliver til skov. Min skov. Og jeg har plantet dem selv. Helt alene. Mens kattene så til og gæssene trak skræppende over himlen i store og større flokke.

Plante-selfie i solskin ;-)


Det var ganske vist ikke store træer med klump, men ”bare” nogle små barrodsplanter, og hullerne skulle ikke være større end til en staude. Og jorden var løsnet og omgængelig. Og solen skinnede, så jeg måtte smide jakken. Og jeg havde ingen deadline … eller noget, som jeg også skulle nå. Jeg havde hele dagen – ja, hele ugen eller hvor lang tid, jeg nu behøvede. Jeg tog bare et skridt og et spadestik ad gangen.

I torsdags var det så varmt, at jeg måtte smide jakken ... åh, herlige oktober :-)


Det tog tre dage med mange pauser. Min mand kunne have gjort det på en time. Alle 75 træer. Han har været muldvarp i sit tidligere liv ;-) Men den, der ager med stude kommer også frem. Og har tid til at nyde udsigten undervejs.

Jeg er taknemmelig. Jeg er glad. Og jeg har en indre ro som hører til i selvværdets og tillidens hjørne af sindet. Jeg har klaret det. Jeg kunne. Jeg nød endda hvert eneste spadestik, og mine ellers så skøre fødder klagede ikke en eneste gang.



Nu er der sikkert nogen, der nu vil ryste lidt overbærende på hovedet og mene, at sådan en smule plantning ikke er den store bedrift. Og der vil være andre, som sukker og ville ønske, at de havde kræfter til blot at kunne plante en enkelt rose. Sådan er vi så forskellige.


Det er træerne også. Mens jeg plantede, lagde jeg mærke til, at der var stor forskel på deres rodnet. Nogle havde flotte og kraftige rødder, mens andre blot havde et par små tynde ”frynser”. Jeg ved ikke, om de klarer sig – men jeg véd, at de skal have en chance :-) 

Vinter-eg

Lind

Spidsløn

Voksne spidsløn i høstfarver ... disse træer blev iøvrigt plantet for tyve år siden

lørdag den 29. oktober 2016

Mellem sommertid og vintertid

Vinteren nærmer sig, og for hver dag bliver det sværere og sværere at holde fast i troen på, at der nok venter en Indian Summer lige om hjørnet ;-)

I nat sætter vi uret tilbage, og havemøblerne begynder vist også at trænge til et lunere opholdssted end den stadig mere forblæste krog på terrassen.

Men jeg kvier mig. Jeg kvier mig grumme meget. Jeg har slet ikke lyst til at sige sommeren endegyldigt farvel og byde vinteren velkommen som havens gæst de næste mange måneder. Jeg går bare rundt mellem raslende blade, der har farvet græsstierne gyldne, og prøver at fastholde solens blik – eller er det blink - mellem de drivende skyer.



Jeg synes, det er for tidligt at gøre haven vinterklar. Jamen, se nu bare på de smukke høstanemoner. De står her jo stadig. Fastholder sommerens skønhed i oktobers sidste solstråler, men uha … leder samtidig tankerne mod vinter og store snefnug.

Et yndigt bindeled mellem varme og kulde. En svævende tankevals mellem længsel efter sommerdage, der svandt så alt for hurtigt – og forventningen om vinterhygge og ro.
Hele efterårets væsen fastholdt i hvid æstetik.

Længe … længe står jeg dér og stirrer på høstanemonens sarte, næsten gennemsigtige skønhed. Lytter til gærdesmutten, der har travlt i mirabellen bag den tætte buksbom. Til kragerne, der diskuterer i læhegnet. Til hestene, der pruster på den anden side af hæk og vej. Til et lille fly, der skratter og brøler i luften. Til en stille susen af vindens leg med næsten nøgne grene.



Nej! Jeg venter til i morgen! Eller til engang i næste uge. Eller næste måned. Og så må klokken tikke baglæns og vejrprofeterne spå om sne. Jeg er ikke klar til vinteren. Jeg må lige have det allersidste og mest intense øjeblik med.

Måske er det netop dét øjeblik, vi glemmer alt for tit? Enten er vi så effektive og på forkant med planlægning og forventninger. Eller også halser vi håbløst bagefter og kommer for sent til festen og fornøjelserne.


Måske skulle vi blive lidt bedre til at svæve lige netop dér midt imellem fortid og fremtid. Som høstanemoner på kanten af efteråret. Så hvide og rene. Så slanke og lette. Så ubekymrede. 

Foto fra september ... huskede jeg mon at nyde den dag nok? :-)

onsdag den 26. oktober 2016

Vi planter håb og glæde

Jeg har længe drømt om lidt skov på det sted, hvor vores køer og mine små ponyer engang gik og græssede. Og nu er de første spadestik endelig taget :-) I søndags, mens solen skinnede, småfuglene kvidrede og naturen glødede i røde, orange, grønne og gyldne farver, plantede vi 80 meter læhegn. Surbær, rød snebær, kvalkved, benved, tørst og rosa multiflora, hvis små hyben kaldes for mariebær. Så fine til dekorationer.

Her, hvor vores dyr engang græssede, skal der plantes skov

Mens vi plantede … det vil sige, min mand gravede og jeg holdt styr på planterne … vandrede tankerne tilbage, og jeg syntes næsten, at jeg kunne høre den muntre vrinsken fra fire tykpelsede shetlændere og mærke roen fra drøvtyggende kreaturer.

Jeg savner dem stadig, alle de dejlige dyr - og selvom jeg som en slags trøst havde planer om at plante skov på deres folde lige fra den dag, hvor vi tog afsked med den første gamle ko, og indtil vi mange år senere sagde farvel til de to sidste ponyer, der var syge, så var både lysten og energien væk, da mark og stald stod tomme. Af og til har jeg da overvejet at lade nye, unge og stærke dyr flytte ind, men de bliver jo også gamle en dag. Intet varer evigt.

Måske lige bortset fra træer og buske. 

Nå ja, før eller siden falder de selvfølgelig også for alderen og tidens tand, men de har da i alt fald potentiale til at blive længere her på jorden, end jeg har. Så selvom tankerne vandrede bagud, mens vi gik derude i dag og plantede, så var mit sind samtidig fyldt med fremtidens forventningsfulde glæde.

Sådan er det også inde i haven. Både i din og min. Uanset om vi har meget eller lidt jord, så har vi mulighed for at plante fremtid, forventning og glæde. Et lavt træ, der får lov at vokse sig kroget og bredkronet som parasol ved terrassen. En rhododendron, der danner en stadig større hule under de stedsegrønne blade og giver nattesæde til havens fugle. En hæk af bøg, tjørn eller taks. Æbletræer, ribsbuske, buksbom, syrener … og mange, mange flere af disse uundværlige vækster, der er som bundgarnspæle i haven. De er stærke, stabile og fyldt med dette stille vedhold, der giver håb for fremtiden.

Akkurat som de små egetræer, jeg skal plante i morgen. De vil vokse af næringen i den jord, som køer og ponyer har gødet, mens de år for år sætter nye skud, nye grene og leder tanken fremad med tillid og håb.

Her står de små træer og buske i køkkenhaven og venter på at blive plantet
Sidst på eftermiddagen begyndte det at regne, og jeg krøb i ly bag havedøren.
Her kan jeg sidde med en kat på maven i en blød stol og nyde synet af efterårets smukke farver

torsdag den 20. oktober 2016

Sådan laver du en nem, hyggelig og hurtig have

Jeg er jo sådan et heldigt asen, der både har en intern og en ekstern have.

Der er selvfølgelig slet ingen tvivl om, at jeg er utrolig glad for den interne del med stauder, roser, grøntsager og terrasser.

Men i perioder opholder jeg mig faktisk mere i den eksterne del. Det er frugthaven, med langt græs og saftige æbler. Det er skovhaven, hvor bregner og fingerbøl gror vildt i træernes flimrende skygge. Og det er den lille læfyldte solkrog med et gammel frønnet bord og udsigt over marken.

Min dejlige sydvendte havekrog, der stort set passer sig selv.
Fotoet er taget i dag - altså den 20 oktober 2016. De røde bær på buskene over bordet er små sargents æbler

Af og til spekulerer jeg på, hvorfor der ikke findes flere eksterne haver? Selvom du bor i et almindeligt parcelhus og ”kun” har 400 m2 eller måske endda lidt mindre til rådighed, så kan du jo sagtens plante en række buske tværs over græsplænen og på den måde dele haven op i to.

Sargents æble bliver omkring 3 meter høj, blomstrer utrolig rigt og smukt i maj måned og står med mængder af små bitte røde æbler i oktober. Den behøver ingen beskæring og trives de fleste steder, bare den får sol.

Bag buskene kan du lade græsset gro. Måske slå en lille gang eller blot lave en trampesti. Sætte et bord, en magelig bænk eller eventuelt lægge en stor sten, der er god at sidde på. 

Er du så heldig at have en smuk udsigt, kan du lave et hul i hækken, så haven kommer i nærkontakt med landskabet og blikket kan blive langt. 

Men du kan også lade hækken blive lidt højere og tættere – og bruge den eksterne havekrog som et lille helle fra hverdagen. En solvarm hule, hvor du kan sidde i fred og ro uden at blive set.

Oktober er en rigtig god plantemåned – og hyld, syrener, sargents æble, spiræa, fjeldribs og bærmispel er billige og robuste buske, som kan trives i de fleste haver.


PS - og pst: Sådan et lille læhegn og et eksternt haverum gør havelivet dejlig nemt.

Syrener - disse vidunderlige duftende skønheder, der både kan bruges som uklippede hække, solitære buske og indslag i busketter og læhegn. Blomstrer rigest i fuld sol

torsdag den 13. oktober 2016

Giv skvalderkålen en avis

Jeg har gjort det før – og i år vil jeg gøre det igen.

Jeg vil bruge nedfaldsblade, græsafklip og en stak aviser i kampen mod skvalderkålen, som har bredt sig lidt for voldsomt i hjørnet af staudebedet.


Bedet er luget og aviserne bredt ud

Skvalderkål breder sig som bekendt via udløbere, og ifølge min erfaring er disse udløbere ret så mageligt anlagt. De holder nemlig altid til i den jorddybde, hvor mulden er lettest at bevæge sig i.

I hård og leret jord kan de ligge rimelig dybt, men i porøs og let fugtig muldjord befinder de sig ofte lige i overfladen og er derfor betydelig lettere at hive op.

I hjørnet af mit staudebed er der temmelig tørt, og jordens overflade er som regel benhård. Så her holder skvalderkålens kæmpemæssige rodnet til i dybderne. Desuden er bedet fyldt med de dejligste forårsløg, som jeg nødig vil beskadige, så den ellers effektive metode med gravegreb og udholdenhed dur ikke.

Så er hele bedet dækket af aviser

For snart 5 år siden fik jeg en smart ide. I alt fald når jeg selv skal sige det ;-)

Midt i oktober klippede jeg simpelthen stauderne helt ned og lugede grundigt. Dernæst lagde jeg et lag aviser ud over jorden, satte opsamler på slåmaskinen og gav græsplænen årets sidste overhaling. Det afklippede græs samt de findelte nedfaldsblade smed jeg ud over aviserne, så det hele så pænt og ordentlig ud.


Aviserne dækkes med græsafklip og nedfaldsblade

Det følgende forår måtte jeg ganske vist fjerne et par af de tykkeste aviser, for ikke at tage pusten helt fra løgvæksterne. Men resten af de nu halvgamle ”nyheder” var så gennemblødte og porøse, at erantis, vintergækker og klokkeskilla sagtens kunne bore sig op gennem dem. Og jo – det kunne enkelte skvalderkålstotter såmænd også, men halløjsa: Deres rødder lå meget højere i jorden og var rimelig lette at få fat i.

Altså helt efter planen :-)

Så er hele bedet dækket og vinterklart. Nemt og pænt

Nå, men nu vokser træerne som bekendt ikke ind i himlen – og det gør skvalderkålens rødder heller ikke. Mellem år og dag søgte de tværtimod atter i dybden i takt med at laget af aviser, blade og græsafklip blev omsat.


Sådan så bedet ud det følgende forår efter avisdækningen.

Så i år agter jeg at gentage successen … og hvis jeg er klog … og ellers husker det … gentager jeg proceduren 2-3 år i træk, så alle skvalderkålens rødder bliver lokket op i det tætte og fugtighedsbevarende tæppe af halvomsatte aviser, blade og græsafklip – og dermed indenfor min rækkevidde!

onsdag den 12. oktober 2016

25 års jubilæum i haven

I dag – for præcis 25 år siden – fik vi nøglerne til vores lille hjem. Så i dagens anledning har jeg lyst til at vise jer et par før-og-nu fotos.

Sådan så huset og forhaven ud for 25 år siden

Og sådan ser huset ud i dag - billedet er taget i dag sidst på eftermiddagen

Jeg er jo stor fan af de engelske haver, hvor planterne får lov til at udvikle sig gennem generationer. Her hjemme i DK er vi ofte lidt for hurtige til at fælde og plante om og plante rundt i stedet for at se tiden an. Lade haven vokse til og få personlighed.

Træet helt ude i højre side af billedet, er et bøgetræ. For 25 år siden var det bare et mindre træ med en vindblæst og skæv krone, og vi overvejede faktisk at fælde det. Det blev nok aldrig pænt, mente vi. Men hvor er jeg glad for, at vi lod det stå. I dag er det et stort, flot træ, som giver læ i hele forhaven, når vinden er i nordvest.

Øverst på billederne ses et par grene med blade. Det er elmegrene, og de sidder på den samme rod, men stammen er ny. Det oprindelige træ blev nemlig angrebet af elmesyge og måtte desværre fældes, men stubben nægtede at dø. Den blev ved med at sætte nye skud. De første mange år var det dog nogle små pjuskede pjevs, som enten visnede væk af sig selv eller endte som en uregerlig busk, der truede med at kvæle roserne. Og så kom mutter altså med saks og sav.
Men for 5-6 år siden struttede de nye skud af livskraft og søgte fint til vejrs, og i dag står der et ungt, sundt træ på stedet <3 o:p="">

Græsplænen er også den samme som for 25 år siden, men der er betydelig flere violer i den i dag. Desuden har jeg anlagt et lille rundt bed midt på plænen, og der er også kommet en lille men hyggelig morgenterrasse til udenfor soveværelset. Og så er der blevet sat plankeværk op i forlængelse af huset, så det ikke længere suser om hjørnet. Samme plankeværk skaber også en klar grænse mellem forhaven, terrassen ved gavlen og baghaven. Jeg kæmper for at få en klematis til at skjule plankeværket, men det driller lidt.


Sådan er der jo hele tiden plads til forbedringer, og det er jo netop charmen ved at dyrke en have. At finde denne fine balance af tålmodighed, tro, håb, nye ideer og værnen om det eksisterende.
<3 o:p="">

mandag den 10. oktober 2016

Sig nærmer tiden - jeg hører vinterens stemme

Her til morgen sad Jesper Fårekylling … nåh nej … med de lange følehorn var det da Fru Busk-Græshoppe, der sad og kiggede ind ad havedøren.

Buskgræshoppe på min havedør
Se fere fotos fra haven under indlægget
Nærmest pr refleks trak jeg morgenkåben tættere om mig, åbnede døren og gennede græshoppen væk fra ruden, ned ad trappetrinnet og hen i det lille staudebed i hjørnet af terrassen. Jeg syntes jo ikke, at den skulle ende sine dage som kattelegetøj, men måske skulle jeg hellere have ydet lidt aktiv dødshjælp og trådt på den?

Uha – det var en grim tanke på en råkold morgenstund - og et svært emne, som fulgte mig det meste af formiddagen. Men fakta er jo, at alle de skønne græshopper, som har glædet os med deres violinkoncert i sensommerens lune aftner, synger på sidste vers. De har lagt æg og sikret artens beståen – og dermed er deres rolle og deres liv udspillet.

Jeg elsker efteråret. Træernes intense farvespil, blade og æbler, der ligger drysset så smukt i græsset, solsortens lave høstsang i lune solskinstimer og mosaikken af hvide hjortetrøst og lyslilla asters i staudebedet. Hver dag er et overflødighedshorn af sanseindtryk og en rigdom af nærvær og fordybelse.

Men efteråret er også vemod, undergang og farvel. Og tanker om døden. Denne svære og ukendte faktor, som jo er vores følgesvend fra det øjeblik, vi bliver født. Ja, fra det sekund, vi bliver undfanget. Som om selve meningen med livet blot er, at vi skal dø?!?

Tanken skræmmer vist os alle. Det er så ufattelig svært at forstå, at man før eller siden skal væk fra denne verden. Men hvem ved? Måske er livet blot et forstadie til noget større og flottede? Akkurat som et agern er forstadiet til et mægtigt egetræ.

Agernet ved sikkert intet om sit potentiale og sin storslåede fremtid, når det ligger i jorden og spirer … og det er nok ganske praktisk. For ellers ville det da få storhedsvanvid og insistere på at springe både spiringstiden og den årelange vækstperiode som ung og ranglet træ over. Med det resultat, at det hele ville blive til ingenting – og fremtidige generationer ikke kunne sidde under den brede trækrones krogede grene og fundere over livet … og døden og meningen og alt det dér, som nu engang er lidt lettere at nærme sig i selskab med et gammelt træ.


Apropos træer, så har jeg netop bestilt planter til en lille skov. Eg, lind og spidsløn – der skal plantes på bakkeskråningen bag haven. Jeg glæder mig sådan til at se dem vokse op, selvom jeg jo godt ved, at jeg aldrig kommer til at opleve dem som store og prægtige træer. Den glæde må jeg overlade til andre – og hvem ved – måske vil Fru Busk-Græshoppes tip-tip-tip-X-100- tipoldebørn file fornøjet løs på deres violinkoncert i det sydvendte skovbryn om mange, mange år.

Den tanke kan jeg rigtig godt lide :-) 


Hvid hjortetrøst er en høj og rank staude, der dog ikke bliver lige så mægtig som den røde hjortetrøst
Den passer fint i det naturlige staudebed og i det solbeskinnede præriebed - og kan også bruges solitært

Lyslilla vinteraster - jeg købte dem for år tilbage som små totter i urtepotter.
De havde fået væksthæmmede hormoner og passede fint til sensommerens krukker. Siden plantede jeg dem ud i staudebedet og glædes nu hvert eneste efterår, når de springer ud og lyser haven op 

Mit skønne, vilde staudebed, der er så nemt at holde. Her er plantet tæt og stauderne skygger emsigt ukrudt ud

Her i oktober begynder græshopperne at forsvinde. Buskgræshoppen (foto) og den almindelige markgræshoppe klarer sig længst, men før eller siden dør de. De har lagt æg og sikret artens beståen, og så er deres rolle udspillet.

Æggene overvintrer og klækkes sidst på foråret. Nogle arters æg klækker først efter 2-3 år. Herefter gennemlever den unge græshoppe et nymfestadie. Græshopper forpupper sig ikke og har altså såkaldt ufuldstændig forvandling.

I løbet af sommeren dukker de voksne individer op. I august og september er alle arter aktive og vi kan nyde deres skønne ”violinspil”. Og netop nu synger de altså på sidste vers. Efteråret er kommet.


søndag den 9. oktober 2016

Er du nødt til ... eller har du lyst til

Jeg kan ikke prale af det helt store aktivitetsniveau for tiden.
Faktisk har jeg ligget på den lade (have)side det meste af sommeren, og i disse dage tuller jeg bare rundt i haven og nyder og nyder og nyder. Jeg elsker efteråret med al dets farvepragt og denne helt særlige blanding af eftertænksomt vemod og festligt farvel-og-på-gensyn til sommerens glæder.

Hygge i forhaven
Se flere fotos under indlægget :-)

Rundt om mig har naboerne travlt. Der slås græs. Klippes hæk. Beskæres buske. Fældes træer. Graves, plantes, luges og rives. Det er lige før, jeg får dårlig samvittighed over at lave ingenting, og da en sød haveven mumler noget om, at der findes need to do og nice to do, griber jeg helt refleksmæssigt hakkejernet og stiler målbevidst mod køkkenhaven. NU må jeg altså tage mig sammen og lave noget fornuftigt.

Men så står havebænken jo dér og kalder så indbydende. Og skyerne gør plads for et mægtigt stykke blå himmel med solskin, og hindbærrene er bløde og søde – og kattene vil kæle.

I det øjeblik går det op for mig, at ”need to do” er noget, vi selv beslutter, mens ”nice to do” kommer fra hjertet og er en gave fra livet. En gave, som vi både kan og må pakke ud og nyde lige så tit, vi har lyst. Alt det andet – nødt til – skal – bør – need to – stammer fra vores hjerne, som sandelig nok kan holde et helt regiment i sving fra morgen til aften plus natten med.

Jamen, vil du måske indvinde, - ukrudtet forsvinder jo ikke af sig selv, og stauderne skal deles og kartoflerne tages op og bladene rives sammen og fjernes.

Tja … nu har jeg haft min skønne, gamle, frodige have i 25 år. Af og til har jeg gået en tur med riven og smidt et par bladbunker ind mellem stauderne, men generelt overlader jeg opgaven til vind, vejr og regnormene.

Så er der ukrudtet. Det forsvinder jo ikke af sig selv … eller gør det? Jo tættere du planter og jo mindre bar jord, du har mellem dine stauder, blomster, buske og urter, jo mindre skal du i alt fald luge. Selv skvalderkålen mister pusten, hvis kæmpestenbræk, hosta, alunrod, løvefod med flere står skulder ved skulder. Det kommer de i øvrigt helt automatisk til mellem år og dag, hvis du lader være med hele tiden at dele dem og plante om og flytte rundt ;-)

Kartoflerne – joh, de skal selvfølgelig op og i hus eller kule inden jorden bliver alt for klistret eller frosten bider – men hvis du har køkkenhave, er det forhåbentlig fordi du kan lide at være selvforsynende og ikke fordi du er nødt til det. Eller er der noget, jeg har misforstået?

Det er der såmænd nok ;-) Men pyt – jeg vover alligevel at tænke, at vi selv vælger, hvordan vi vil dyrke vores have – og langt henad vejen vælger vi også selv, hvordan vi vil leve vores liv. I alt fald inden for egen hæk - og indenfor de rammer/begrænsninger/muligheder, som verden nu engang sætter.

Set i det perspektiv synes jeg, at det er smartest at vælge nice to do i stedet for need to do.

De smukke sargents-æbler lyser op i buskadset og lokker fugle til haven

Fredsrosen Peace blomstrer stadig på min gårdsplads

Fru Solsort har taget et nedfaldsblad med i bad

Dejlige efterårsfarver - glasbær og hortensia



søndag den 28. august 2016

TÅLMODIGHED OG FRODIGHED

Undertiden er der et sted i haven, som driller. Jorden er træt, planterne mistrives og kreativiteten nægter at samarbejde. Kort sagt: Man aner ikke sine levende råd!

Når den slags sker for mig, plejer jeg at ”braklægge” området. Det vil sige, at jeg blot holder det mest krasbørstige ukrudt nede og vender det blinde øje til resten. Naturen har nemlig en fantastisk evne til at restituere sig selv, og en smule magelig tålmodighed giver ofte et langt bedre og sundere resultat end tilsætning af nok så mange jordforbedrende midler. Desuden er både tålmodighed og magelighed ganske gratis ;-)

De sidste 4-5 år har jeg haft sådan en stribe braklagt jord i min baghave. Af og til har jeg forsøgsvis plantet en håndfuld stiklinger eller en dusk storkenæb fra andre steder i haven, hvor de var i overskud, men enten nægtede de at vokse eller også gik de ud. Det eneste, der virkelig trivedes, var nogle skovjordbær af ukendt oprindelse. De bredte sig til gengæld i alle retninger og sørgede for, at området så både pænt og grønt ud.

Officielt var det selvfølgelig MIN beslutning, at de skulle vokse netop dér ;-) Man behøver jo ikke at skilte med, at alt i haven ikke er planlagt og anlagt og kontrolleret ned i mindste detalje, vel ;-) Af en eller anden grund opfattes kontrol og planlægning nemlig som dygtighed, mens samarbejde med naturen og tålmodighed ofte betragtes som sjusk og dovenskab.

Nå, men i foråret indtrådte den længe ventede forandring endelig :-) Jorden havde genfundet sin balance og vækstgivende kraft, og storkenæbbene bredte sig muntert i selskab med et par kærmindesøstre, som jeg havde glemt alt om. Selv høstanemonerne, som jeg ellers troede var døde, vågnede op til dåd med store, flotte blade. I skrivende stund står de endda i fuldt og mandshøjt flor.



Så de sidste par dage har jeg haft travlt med at luge. Skovjordbærrene har udført deres opgave og ligger nu i den lille egeskov, hvor jeg fladekomposterer. Her kan de frit vælge, om de vil slå rod eller indgå i den evige recirkulering af næringsstoffer. De har fået en kærlig tak med på vejen, og jeg tænker, at et par af deres ”unger” nok skal fortsætte slægten i baghaven.

Så er der luget
Fremover bliver det dog i hård konkurrence med trivelige storkenæb, ranke høstanemoner og brede tuer af kærmindesøster. Samt løvefod og alunrod, som jeg vil hente fra forhavens staudebed. Og mon ikke jeg også kommer til at drysse lidt akelejefrø med lind og mild hånd :-)

Sådan ser bedet ud i dag. Frodigt men med masser af plads til nye planter.
Åh, jeg glæder mig :-)