onsdag den 25. marts 2015

Kold men hyggelig dag i haven

Det bider godt nok i kinderne i dag, men lidt fik jeg da lavet i eftermiddagens løb. Og det var såmænd helt hyggeligt at gå derude i vinden og glæde sig over alle de små forårstegn.

De sidste påskeklokker er klippet ned. Uh, det var en ordentlig omgang at komme igennem, men nu kan bedet klare sig de næste måneder uden min indblanding. I løbet af sommeren skal det lige have en hurtig omgang med falkeblikket og klør fem, så enkelte ukrudtsplanter ikke begynder at føle sig alt for trygge, men ellers kan planterne klare sig selv indtil næste forår.

Under påskeklokkernes gamle blade fandt jeg en vinbjergsnegl. Døren til dens hus var ganske vist stadig stængt og lukket, men alene det faktum, at sneglen har bevæget sig fra vinterhiet nede i jorden og op til overfladen, er da tegn på forår.

Jeg har aldrig begrebet, hvordan sneglene bærer sig ad med at grave sig op af jorden. Et er, at de om efteråret kan lave et hul og en lille hule ved at bore foden og kroppen ned i den porøse muld og dernæst danne en plade af kalk, som de lukker ”døren” til sneglehuset med. Men at de om foråret kan rokke sig op til jordoverfladen uden at åbne selvsamme dør er da fascinerende.


Vinbjergsneglen ligger altid med åbningen opad. Først når det bliver tilpas varmt om foråret, skubber den døren væk og tager hul på et nyt år i haven.

Det hænder i øvrigt, at jeg finder sådanne sneglehus-døre rundt om i haven. De ligner små kalkflager og er forbavsende stærke. Ikke sært at vinbjergsnegle foretrækker kalkholdig jord med al den kalk de bruger til både hus og dør.

Små violer i haven


Dagens bedste oplevelse var dog gensynet med den lille blå viol. Den stod og puttede sig i en lun krog under havens brede ribsbuske, og jeg havde nær overset den. I første omgang var det vist kun min underbevidsthed, der lagde mærke til den skønne forårsbebuder.


Det er en sjov fornemmelse, når underbevidstheden tager over. Det er næsten som om en stemme siger et eller andet: Hov Inge, stop lige og se dig ordentlig for!
Og så står jeg ellers dér og glor ;-) Indtil jeg endelig får øje på noget særligt. I dag var det den lille og ydmyge martsviol, der dufter så henrivende. Tak til både den og min opmærksomme underbevidsthed :-)

Mange hilsner
Inge


søndag den 22. marts 2015

Drivhus og driverliv

Man kan ikke just påstå, at temperaturen var i forårshumør på denne søndag i marts.  Bevares, i betragtning af at haven var snehvid på samme dato for 2 år siden, så var vejret jo både lunt og venligt, men omvendt sad jeg altså med bare tæer og åd is på terrassen sidste år ved denne tid. Så man kan da roligt sige, at vejrgudernes humør skifter år for år.

Eller måske er det bare mig, der er lidt kuldskær i øjeblikket. Efter en hurtig tur ad havens stier smuttede jeg i alt fald ind i drivhuset … og fik dagens mest vidunderlige overraskelse: Både ferskentræet og nektarinen er fyldt med lyserøde knopper. Ja, den første er ligefrem sprunget ud. Jamen altså, kan man ønske sig mere? :-)


Mit drivhus er vist en smule utraditionelt. Her er hverken tomater- eller agurkeplanter. Derimod er den ene langside optaget af et par kiwier, som formentlig først begynder at give frugt om 2-3 år. Men pyt, deres primære opgave er nemlig at skygge for den bagende sol på hede sommerdage, så jeg kan snuppe en behagelig middagslur i gyngesofaen, som optager den anden langside af drivhuset … øh, drivERhuset ;-)


Kiwierne er slet ikke begyndt at sætte blade endnu og ligner bare nogle tykke snore. Ferskentræet og nektarinen, som jeg plantede for gavlenden sidste år, er derimod ved at springe ud. De minder mig om to små henrivende prinsesser, og nu er de altså ved at iføre sig forårets smukkeste lysegrønne kjoler med store lyserøde polkaprikker.

Sidste år gav træerne henholdsvis 5 og 3 frugter, som ganske enkelt smeltede på tungen.

Persille og radiser i drivhuset


Under ferskentræerne står et par duske persille, som jeg såede sidste sensommer. De giver allerede fint drys til frokosten, og mon de ikke også kommer til at levere klippegrønt til årets tidlige kartofler.


Opmærksomme sjæle vil sikkert studse over halmen, der ligger bag ved drivhuset. Jeg kan jo ikke påstå, at det ser kønt ud, men kattene elsker det. Her er altid læ og lunt og rart. Desuden slipper jeg for ukrudt, og så holder halmen også fint på fugtigheden i jorden, så rækken af buksbom-stiklinger, der står langs drivhusets sokkel ikke tørrer ud.

Sådan er min have. Af og til lidt utraditionel, men nem at passe og dejlig at slappe af i.

Mange hyggelige havehilsner
Inge

lørdag den 21. marts 2015

Læggekartofler og grønne spirer

Midt på dagen rendte jeg en tur gennem haven, men brrrr – hvor var det altså råt, koldt og småvådt. Så det blev en rigtig inde-hygge-slappe-af-lørdag i dag.

Lidt grønt skulle der nu til. Som fx læggekartoflerne, der står til spiring i baggangen, hvor både lys og temperatur passer perfekt. De har da efterhånden også fået nogle rigtig fede og lovende spirer, så mon ikke de skal i jorden i næste uge.

Når det handler om kartoffelspirer, så er de velkendte ord om, at det ”ikke er størrelsen der gør det” i øvrigt helt passende. Korte og kraftige spirer er nemlig meget bedre end lange og ranglede ditto ;-)




Nå, men apropos grønt på en ellers vinterlig lørdag, så er der jo også karsen. Den trives så fint i køkkenets vindueskarm, og for nylig fik jeg en spændende bog ind ad døren. Den handler om at dyrke sine egne spirer, og jeg glæder mig til at læse lidt mere i den og nyde de inspirerende billeder velvidende at jeg nok aldrig kommer til at drive det videre end karsen i køkkenvinduet. Men lidt har som bekendt også sin ret, og for mig har karse altid været det bedste bud på dagens grønne drys.


Jeg tror, det handler om barndomsminder. Jeg var ikke ret gammel, da jeg fik lov til at så min første tallerken karse, og jeg var dybt fascineret over de små frø, der pludselig var et helt tæppe af grønne planter. Måske er det dybest set karsen, der har givet mig glæden ved planter og haver :-)

Fugleliv i haven

Og fuglene – selvfølgelig! De betyder også utrolig meget for mig og har altid haft en stor plads i mit hjerte. I mine øjne vil en fuglevenlig have altid være den smukkeste. Jo flere småkrat, bærbærende buske og tætte hække, jo bedre er betingelserne for havens fugle.

Hvis du vil have mange fugle i haven, er det også godt at fodre i vinterhalvåret, men jeg har indtrykket af, at flere og flere haveejere dropper fuglefrøene af angst for rotter. Det er synd og skam, for du kan sagtens nyde et rigt fugleliv uden at være plaget af rotter. Det kan du læse mere om her.

Det er selvfølgelig sjovest at have sjældne og farvestrålende fugle i haven, men de kvidrende skovspurve er nu også søde :-)


Rigtig god weekend til dig og dine
ønsker Inge

torsdag den 19. marts 2015

Forår i haven

Sikke et vidunderligt vejr i dag. Jublende lærker på himlen, varmende sol på ryg og kinder og aktivitet overalt i buske og træer. Solsort, musvit og gærdesmutten sang om kap … eller var det mon i kor … og de trinde brumbasser summede hyggeligt om mine ben og hænder, mens jeg pelsede påskeklokkerne for gamle blade.

Det er ellers et arbejde, der bedst kan sidestilles med vinduespudsning og strygning. Absolut ikke min yndlingsbeskæftigelse! Men det skal jo gøres, og i år har jeg taget det stille og roligt. Et lille stykke om dagen efter devisen, at en elefant skal spises bid for bid.


Fotoet er fra forleden dag. Nu er jeg næsten færdig. Nå ja, hvis jeg havde været bare en smule mere målrettet, ville jeg have nået det hele i dag, men uh, der var så meget andet, der også skulle passes. Den røde glente, der for anden gang svævede stolt hen over have og hus skulle følges med store øjne og måbende udbrud.

Kattene skulle selvsagt også nusses - og et par af dem forlagte ligefrem en middagslur på min mave, mens jeg sluprede kaffe i den lune terrassekrog og lagde planer for forårets aktive havestunder. Hmm … ja-ja … lad os nu se, hvor mange af den slags det bliver det. Min have er og bliver jo smukkest fra siddende stilling ;-)


De små og ganske lyseblå krokus skulle også beundres. Gentagne gange. De er så fine og sarte og deres porcelænsagtige gennemsigtighed kan slet ikke gengives optimalt på et foto. De skal nydes in real life og suges langsomt ind på nethinden.

Og så skulle der da også holdes pause i drivhuset. Havearbejde er jo efter sigende anstrengende og forbrænder mange kalorier, og nu er jeg lige kommet så godt gennem vinteren og vænnet mig til den gode stødabsorbering på hofter og lår. Det ville da være en skam, om knoglerne skulle blive for synlige i forårets og sommerens løb ;-)



Du kan læse mere om påskeklokker og juleroser her

Mange havehilsner
Inge