fredag den 1. november 2013

Store plantedag i haven

Det har været store omplantningsdag i dag – og så bliver man både træt og meget, meget beskidt. Så nu sidder jeg her med et krus dampende the, ømme muskler og sorte negle, mens vaskemaskinen snurrer.



Dagens opgave gik ud på at flytte 11 kristtorn fra en halvskummel placering bag stalden, hvor jeg for et par år siden havde planer om en lille stedsegrøn skov. Det projekt er dog aldrig blevet den store succes, så da den voldsomme storm i mandags lagde hjortetakstræet i forhaven ned, besluttede jeg at give de forhutlede kristtorn en chance herinde i haven.

For at få plads nok, skulle en flok gamle og næsten udgåede hyld dog først graves op. Det var unægtelig mere, end jeg kunne klare, og jeg havde også en lusket mistanke om, at kristtornene ville blive en fæl udfordring, så manden min måtte i aktion. Den slags gør han altid glad og gerne, men jeg må indrømme, at jeg ikke kan følge med. 

Vores arbejdsfordeling går ud på, at jeg måler op og sætter pæle på de steder, hvor der skal plantes, imens hans graver de planter, der skal flyttes, op. Dernæst graver han nye huller på de afmærkede steder, hvorefter jeg planter/dækker til.
Men selvom jeg skynder mig, så sakker jeg altid ubehjælpeligt bagud. Og før jeg ser mig om, kommer han fornøjet fløjtende med flere planter, som jeg slet ikke har fået målt op til endnu. 

Jeg tror, det er den slags situationer, der får min kære gemal til at mene, at jeg nemt bliver hysterisk ;-) ;-) ;-)

Halloween og hidsige hekse

Nå, men nu står de 11 kristtorn i alt fald godt og trygt derude bag staudebedet, hvor de forhåbentlig vil trives. Når vi bliver gamle, kan min mand og jeg så sidde herinde i stuen og kigge ud på de smukke stedsegrønne planter, mens vi husker, mindes og måske griner lidt af temperamentsfulde stunder.

Tja, tiden går – og selvom vi planter håbefuldt, så minder efteråret og halloween mig også om, at vi ikke kender fremtiden.



Halloween er i øvrigt en pudsig skik, som jeg ikke helt ved, om jeg kan lide eller ikke lide. Jeg er pjattet med de store orange græskar, der lyser flot op i efterårshaven, og jeg har også en svaghed for hidsige hekse, der griner hånligt af flinkeskolen. 

Men jeg synes egentlig, at den kristne tradition med at fejre Alle Helgens Aften og mindes vor kære afdøde, er langt smukkere end halloweens flirten med ånder og spøgelser.

mandag den 15. april 2013

Påskeklokker og forår i haven


Planen var egentlig at plante jordbær i mit nye højbed, men i stedet besluttede jeg at gå i krig med påskeklokkerne og juleroserne, der vokser rundt om hasselkrattet.

Da jeg i sin tid plantede de smukke forårsblomster, havde jeg mest fokus på deres vintergrønne blade, tidlige blomstring og evne som bunddække. Jeg syntes, de var både kønne og superpraktiske, men året efter lærte jeg til min store frustration, at bladene skal fjernes hvert forår for at undgå sygdomme.
Her er brug for en energisk gartner
Det med at fjerne bladene er en af mine absolutte ”gider-ikke-opgaver” i haven, men jo længere, jeg udskyder arbejdet, jo mere besværligt bliver det. De gamle bladstilke bliver seje at klippe i – og overalt skyder nye blomster og blade frem, så jeg både skal passe på, hvor jeg træder, og hvor jeg klipper.

Så i dag var det altså mere pligten end lysten der holdt mig med selskab i haven. Men så landede solsorten i det gamle æbletræ og slog et par strofer an, og pludselig var det, som om hele verden forandrede sig. Alle de fine påskeklokker nikkede muntert til mig, en humlebi summede fra blomst til blomst, ude over marken jublede lærkerne, og få meter fra mig holdt en blåmejse frokost i foderautomaten.

Lidt senere dumpede de første regndråber ned i mit hår, og lige så stille blev luften fyldt med den dejligste duft af støvet jord, der bliver til fugtig muld.

 

Måske var det blot i min fantasi, at træer og buske rankede sig og strakte grenene op mod den livgivende regn, og måske bildte jeg mig bare ind, at hele haven sukkede tilfreds over hver eneste dråbe.

Men da regnbuen tonede frem på himlen, var jeg ikke længere i tvivl. Foråret er kommet med løfter, farver og livskraft.

Så selvom jeg nok aldrig kommer til at juble over alle de visne blade på påskeklokkerne, så vil de for fremtiden stå for mig som et symbol på forandring. Hvad enten det gælder humøret, planter eller årets gang, så vil det trætte, tørre, støvede og ugidelige før eller siden blive afløst af glæde og friskhed. Det gælder bare om at lægge mærke til det :-)

søndag den 14. april 2013

Jordbær i højbed


En køkkenhave uden jordbær er ikke en rigtig køkkenhave. Sådan har jeg det i alt fald, men uf, hvor kan et jordbærbed dog være besværligt at passe. Det skal luges i tide og utide, medmindre man lægger halm mellem rækkerne – og det, synes jeg faktisk heller ikke, er særlig nemt.
For halmen skal jo fjernes igen. Ellers er det nærmest umuligt at holde styr på de mange udløbere, som jordbærplanterne sætter. Desuden er det bedst, at der ikke er halm i jordbærbedet om foråret. Solen skal nemlig helst kunne varme jorden op og lokke blomsterne hurtigt frem, så vi kan få tidlige bær :-)

 
Jeg har i mange år ønsket mig et højbed til jordbærrene, og i sidste uge var jeg så heldig at få tilbudet en sekskantet jordbærpyramide fra landhave.dk.

Så nu er jeg spændt på den kommende jordbærsæson. Det vil garanteret være betydelig lettere at passe jordbærrene, og planter i højbede kommer generelt tidligere fra start om foråret end deres mere jordnære slægtninge, så jeg håber også på tidlige bær. Og hvor skal det blive en svir at plukke dem uden at blive træt i ryggen.


 
Weekenden er gået med at sætte de to sekskantede højbede op. De var heldigvis lynhurtige at samle, for der skulle lige et par prøveopstillinger til, før jeg var helt sikker på, hvor de skulle stå. Så det var herligt, at siderne var supernemme at samle og skille og flytte og samle og skille og flytte og samle osv ….

Selvfølgelig valgte jeg en placering, hvor underlaget var skråt. Ergo skulle der graves jord væk langs den bagerste side af højbedet, for det skulle jo nødig ende med at ligne det skæve tårn i Pisa.

 
Efter en del fægten med vaterpasset lykkedes det at få bedet placeret, og jeg fik også anbragt de 6 sider, så vinkler og diameter var ens hele vejen rundt. Set i bagklogskabens klare lys burde jeg måske have valgt et firkantet højbed i stedet for et med seks kanter! Alt det der med Pythagoras læresætninger er nemlig for længst slettet af harddisken ;-)
Nå, men heldet følger jo som bekendt visse personer, så efter et par forsøg var alt, som det skulle være, og her til aften står det flotte højbed derude i haven og venter bare på en masse frodige jordbærplanter. Uh, hvor jeg glæder mig!
Jordbærpyramide fra landhave.dk