fredag den 20. juli 2012

Smid perfektionisten ud af haven


Jeg har – for en gangs skyld - knoklet i staudebedet i dag. Min krop trængte til at blive rakt og strakt og bøjet grundigt, men efter et par timer faldt jeg omkuld i liggestolen.

Og så var det, at jeg fik øje på skvalderkålen under hækken, roserne, som trænger til en afpudsning, og de hvide fredløs, som er ved at invadere storkenæbbene.

Med andre ord – der altid noget, som mangler at blive gjort i en have. Det er faktisk lige til at få hold i ryggen af eller blive stresset over, medmindre man tør acceptere, at en uperfekt have er vældig hyggelig.

Har du fx tænkt over, at du kan nøjes med at slå græsplænen sådan cirka hver anden uge - og at mos er både blødt og grønt.
Hvis du slår græsplænen 1-2 gange om ugen, har du altid fokus på alle de andre ting, som også skal gøres i haven. Hvis du derimod slår græsset sjældnere, vil haven pludselig se meget velholdt ud, når plænen er nyslået. Det handler simpelthen om dit fokus.


Har du prøvet at lade stauder og bunddækkeplanter vokse ud over græskanterne. Det giver haven et blødt, blidt og naturligt look, og du slipper for besværlig kantskæring.
Måske elsker du de marksten, som du i et perfektionistisk og romantisk øjeblik har langt mellem græskanten og staudebedet. Men vil du virkelig bruge livets afmålte timer på at luge rundt om dem i én uendelighed. Det kan være ren terapi, men det kan sandelig også være en pestilens! Og hånden på hjertet: Stenene har ingen praktisk værdi.

Hvis din have har et godt design, er det næsten lige meget, hvad der vokser i bedene – og roser trives skam fint i selskab med både skvalderkål, mælkebøtter og tusindfryd. 


For god ordens skyld bør du dog lige holde en græssti klippet langs med hækken, så dine naturlige venner ikke breder sig til nye græsgange. Det er jo ikke sikkert, at naboen har haft mod til at smide perfektionisten ud af haven ;-)

Find flere ideer til et nemt og hyggeligt haveliv på havetip.dk
 

fredag den 13. juli 2012

Visualisering i køkkenhaven


Som regel tilbringer jeg det meste af juli i havens bedste liggestol, hvilket får haven til at se lettere utæmmet ud. Men den slags stillesiddende sysler har det sandelig været for koldt til i år! Så for en gangs skyld er min køkkenhave særdeles velpasset. I stedet for at drive den af på langs, har jeg luget, sået og ordnet fint mellem ærter, radiser og salat. Noget må man jo lave for at holde varmen ;-)

Og jeg har opdaget, at det – næsten – er lige så afslappende at pusle om purløg og kartofler, som det er at sidde i en stol og lave ingenting. Bare jeg husker at aftale med mig selv, at jeg kun må ordne én række ad gangen og desuden skal afsætte pauser til at hyggesnakke med kattene, som skiftes til at vifte mig under næsen med bløde haler og stive knurhår, når jeg ligger på knæ og luger.

Nå ja, de mange ærtebælge, der skal åbnes og tømmes, sætter selvfølgelig også kolorit på opholdet i køkkenhaven – og så er jeg begyndt at øve mig i at visualisere og manifestere, som der jo tales så meget om i den spirituelle verden. 

Efterhånden behøver jeg bare at så en ny række salat – og vupti – straks åbner vejrguderne for sluserne og sørger for, at de små frø bliver vandet grundigt, så de kan spire og slå rod …
Spørgsmålet er så, om det også vil lykkes for mig at få lokket noget sol frem, når selvsamme spirer skal til at vokse ;-)


Vi får se. Hvis vejret fortsætter med byger og sparsomme solglimt, er her lidt inspiration til nemme og sene afgrøder, som du kan så i ferien – og ellers kan du jo dyrke terapi i haven.

Ha´ en skøn ferie :-)