mandag den 18. juni 2012

Havestolene og vejret har rottet sig sammen


”Byger, som går og kommer – det er den danske sommer!”

Jo tak! Jeg skal da love for, at vor gamle digter Thøger Larsen har ret i sin hyldest til den danske sommer. I går zappede jeg lystigt mellem køkkenhave og drivhus i takt med, at regndråber og solstråler sprang frem fra de drivende skyer.

Men det var nu både hyggeligt og vældig produktivt, for jeg nåede slet ikke at blive træt af at luge mellem kartoflerne, før jeg var tvunget til at smide, hvad jeg havde i hænderne og kaste mig over knibning af tomatplanter.

Så eftermiddagen gik skiftevis med opbinding af ærter, udrydning af ukrudt, plukning af babyagurker, optrækning af snerler (totalt sisyfosarbejde!), indsamling af fuglegræs mellem salaten, smovsen i jordbær, høj sukken over græstotterne på havegangen og endnu mere oprykning af genstridigt ukrudt såvel ude som inde.

Nu er køkkenhaven (næsten) ukrudtsfri. Faktisk er jeg temmelig stolt af min myreflid, men inderst inde ved jeg godt, at æren langtfra tilfalder min målrettede energi men snarere den kølige forsommer. Takket være de lave temperaturer og regnen har liggestolene nemlig været et tænderklaprende og vådt bekendtskab – og gyngesofaen i drivhuset virker heller ikke nær så tillokkende, som jeg havde forventet. Medmindre jeg da snupper et par søsygetabletter ;-)  



fredag den 8. juni 2012

Torden, krukker og lynild



Jeg skal da lige love for, at Thor og hans hidsige gedebukke har været på besøg i dag!


I starten tog jeg ikke notits af ham. Det rumlede ganske vist grundigt, mens horisonten blev mørkere og mørkere, men jeg var optaget af at sætte de 5 nye krukker, som fragtmanden havde leveret om formiddagen, på plads. Og den slags kræver som bekendt koncentration! Der skal rykkes og drejes og vendes og skubbes en hel del gange, før krukken står helt perfekt ;-)

Den slags plejer mænd ikke rigtig at forstå – og vor gamle nordiske helt fattede åbenbart heller ikke en brik af slige vigtige kvindesysler. Tværtimod afbrød han mine gøremål på det skammeligste med et mægtig rabalder og stride strømme af vand, så jeg i hast flygtede ind i drivhuset, hvor jeg sandt for sagen sad på førsteparket i hængesofaen, mens gederne fór over himlen med bulder og brag og gnistrende klove. 

De høje popler bag stalden lå vandret i vindstødene … eller var det mon prustede fra gedernes frådende næsebor, der flåede i bladene, så stumper føg gennem regnen? Lyn flængede luften, brag fik ruderne til at klirre, og den stakkels kat, der var fulgt med mig ind i drivhuset, forsvandt under hængesofaen med strittende knurhår.

Bagefter – da den svovlende gæst var draget videre – lå haven frisk og ren. Nattergalen fløjtede, katten kom frem og strakte sig, og jeg fik placeret de drivvåde krukker i den helt rigtige vinkel. Så nu skal jeg bare have fat i nogle roser til krukkerne :-)

Læs evt mere om roser i krukker – og besøg også Dansk Krukkeservice, der lever op til sit navn.

søndag den 3. juni 2012

Lad farverne fortælle


Jeg har gået rundt i haven og kigget på blomster i dag. Eller rettere sagt på deres farver.

De første par år efter jeg havde overtaget haven, kunne jeg slet ikke få lyserøde og rosa blomster nok, og jeg var faktisk lidt småmuggen over alle de gule og orange stauder, som den forrige ejer havde overladt til mig. Ja, jeg gik endda så vidt som til at male vinduerne på huset lyserøde og at anlægge et helt bed, som udelukkende skulle indeholde stauder i rosa nuancer.

Vinduerne er stadig lyserøde – eller rettere sagt slotsrosa, som der står så fint på bøtten med maling  ;-)
Men bedet lyser op i alle farver og nuancer, og det har jeg det rigtig fint med, for så er der altid en farve, som passer perfekt til mit humør.

I dag har jeg fx kredset længe om de beroligende blå akelejer, storkenæb og katteurt, men af en eller anden grund endte jeg med at falde til ro ved rækken af kæmpestore, vidunderlige og totalt lyserøde valmuer.

Det passer egentlig ganske godt med de planer og drømme, som jeg pusler med i øjeblikket. Skal man tro de farvekloge eksperter, er jeg nemlig enten feminin og kreativ - eller også er jeg temmelig urealistisk ...

Tja, det må tiden vise!