mandag den 16. maj 2011

Tanker i regnen

Endelig er regnen kommet! Livgivende og berigende. Og mens jeg sidder og kigger ud i min våde have, kommer jeg til at tænke på denne lille historie om rigdom.


En dag – for mange år siden - tog en rig mand sin søn med ud på landet for at vise ham, hvordan fattige folk lever.
De tilbragte et par dage på et lille husmandssted hos en familie, som knapt ejede kongens mønt.
Da de kom tilbage fra turen, spurgte faderen sin søn om, hvad han synes om turen.
- Den var god, svarede sønnen.
Faderen så forundret på sønnen og spurgte så. - Jamen, lagde du slet ikke mærke til, hvordan de fattige folk levede?

- Åh jo, svarede sønnen, - det gjorde jeg da!- Så fortæl mig, hvad du lærte af turen, sagde faderen

Sønnen svarede:
-  Jeg ved, at vi har en hund og de havde fire.
Vi har en pool, som rækker til midten af vores have, og de har en bæk uden ende.
Vi har importerede lygter i vores have, og de har stjernerne om natten.
Vores indre gård rækker til den ydre gård, de har hele horisonten.
Vi har et smalt stykke land at leve på, de har marker, der går langt ud over vores synsfelt.
Vi har tjenere til at servere for os, de tjener andre.
Vi køber vores mad, de dyrker deres egen.
Vi har mure omkring os, for at beskytte vores ejendom, de har venner til at beskytte sig.



Drengens far var mundlam
Så tilføjede drengen: - Tak far, fordi du viste mig, hvor fattige vi er.


Og jeg siger tak til mine kære ven Eva Thulesen, som fortalte mig historien.
Ønsker jer al mulig rigdom og glæde!
Inge





søndag den 8. maj 2011

Smag og behag

Vinteren har været hård ved min have, og for andet år i træk har jeg med blødende hjerte gravet døde sommerfuglebuske op. Så nu bliver en del af dem erstattet med noget mere holdbart og robust.



Dagpåfugleøje på sommerfuglebusk

I de milde vintre, som vi havde for nogle år siden, begyndte sommerfuglebuskene ellers at så sig selv, så jeg til sidst havde en hel hæk fyldt med frydefuld, farvestrålende og flagrende skønhed. Her var admiraler, takvinger og dagpåfugleøjer i rigt mål.
Nu har buskene så tabt kampen til Kong Frost, og i stedet er jeg ved at plante en spiræahæk. Men hold da op, hvor har jeg fået mange undrende kommentarer om mit valg. Det virker nærmest, som om de små spiræabuske har laveste have-rang og status. Sådan lidt ligesom liguster og berberis.
Spiræa – jamen, den er da sød!

Jeg vover nu alligevel at betragte spiræa som søde, nemme og pæne hækplanter. De er tætte og dækker jorden godt, så man slipper for at luge i tide og utide. De blomstrer længe og massivt. De er hårdføre og skal ikke klippes – nå ja, okay, muligvis skæres ned med 5-7 års mellemrum. Men det kan jo gøres om vinteren, når der ikke er så meget andet at lave i haven, og frisk luft og motion er som bekendt sundt året rundt!
Men bedst af alt, så er sommerfugle og bier glade for spiræa. Det er de i øvrigt også for liguster og berberis! Og for tjørn, pil, rød kornel, tørst, kvalkved og snebær samt stauder og sommerblomster som gyldenris, tidselkugle, røllike, sporebaldrian, hjortetrøst, pileurt, kongelys, kartebolle, slangehoved, solsikke, judaspenge, honningurt og tagetes. Kort sagt mange af de planter, som er virkelig lette at dyrke.
Humlebier er også glade for tidselkuglen

Men sig mig engang – hvornår har du sidst hørt en haveentusiast fortælle med stolthed i stemmen, at han/hun har plantet en række tagetes eller en almindelig hvidtjørn i haven?
Andre planter som rododendron, roser, græsser, valnød, magnolia og syrisk rose bliver derimod jævnligt  omtalt som havens pryd. Ironisk nok har selvsamme planter en beskeden værdi for havens sommerfugle. Ja, faktisk er der en meget lang række af smukke og ædle planter, der udelukkende er til gavn og glæde for os tobenede.

Tidselsommerfugl på frøkenhat

Der findes selvfølgelig masser af buske og blomster, som er populære både hos haveejere og sommerfugle. - Det, der undrer mig er blot, at ganske nydelige og anvendelige planter undertiden får så lav status, at de bliver fravalgt med en nedladende rynke på næsen.
Min have skal være hyggelig, frodig og nem at holde. Andre haveejere prioriterer anderledes. Nogen samler på sjældne planter, nogen eksperimenterer med farver og dufte, og nogen spiller fodbold. Smag og behag er heldigvis forskellig, og der er plads til os alle. Der er ingen, hverken planter eller mennesker, der er finere eller bedre end andre. Vi og vores haver er blot en stor, broget og mangfoldig skare :-)

Mange hilsner
Inge
Nældens takvinge på sommerfuglebusk