onsdag den 23. februar 2011

Vælg med hjertet

Fornylig spurgte en af mine venner mig om, hvilke roser hun skulle plante i sin have. Jeg må desværre indrømme, at jeg blev hende svar skyldig.


Dronning Margrethe

Der findes ufattelig mange vidunderlige roser, og der kommer hele tiden nye til. Der er høje og lave roser. Buskede roser, storblomstrede roser, slyngroser, buketroser, vilde roser, engelske roser, miniroser, historiske roser. Nogle dufter, mange remonterer, flertallet stikker og river!

Og så er der farverne. Selv det trænede øje kan have svært ved at se forskel på de fine nuancer, og desuden er der jo forskel på øjnene, der ser. Vi opfatter som bekendt ikke farver helt ens.

Undertiden ændrer rosen også kulør. Da jeg i sin tid plantede den skønt duftende Prinsesse Alexandra, lyste hun nærmest violet. I dag er hun blot almindelig pink – men selvfølgelig også kun grevinde. Sådan kan både roser og kærligheden overraske.

Prinsesse Alexandra

Dybest set afhænger succes med roser i langt højere grad af jordbund, voksested og pasning end af sorter, arter og slægter. Selv den smukkeste og mest omhyggeligt udvalgte rose vil mistrives, hvis den ikke får rigeligt med sol, gødning og vand - samt masser af kærlighed.

Derfor gav jeg min ven et svar, som hun vist ikke blev særlig begejstret for. Jeg foreslog hende at vælge med hjertet!

 Pernille Poulsen og og ukendt ridder

Når jeg tøver med at anbefale en rose, så handler det nemlig om kærlighed. Roser er og bliver nogle krævende og lunefulde skabninger, som skal vandes, gødes og pusles om i tide og utide – og så stikker de bare som tak. Hvis man ikke elsker dem højt, så gider man simpelthen ikke finde sig i deres nykker år efter år efter år. Og så ender selv det smukkest anlagte og omhyggeligt planlagte rosenbed som en samling strittende grene med alt for få og små blomster.

Friesia

At være ny rosendyrker kan næsten sammenlignes med at være teenager. Der er godt at lytte lidt til fars og mors (læs eksperternes) råd - men man slipper nu sjældent for at kysse nogle stykker i sin søgen efter den bedste.

I kærlighedslivet ender vi forhåbentlig med at finde den eneste ene. I rosenbedet er det derimod godt at have et vist udvalg. Der er nemlig intet, der varer evigt, og roser har det med at bukke under for frost og kulde. Er der 5 ens roser i bedet, kan det være svært at sætte en ny ind i flokken. Er der derimod 5 forskellige, kan en ny ligefrem gøre bedet smukkere.

Schneewittchen

Og sagen er jo, at vi kan elske på mange måder. Tilsammen danner vores ægtefælle, børn, venner, søskende og forældre en spraglet skare, der fylder os med glæde. Sådan synes jeg også, at et dejligt og personligt rosenbed skal være.

Måske er du ikke enig? I så fald er der en række link under nedenstående foto. Så kan du jo gå opdagelse og hvem ved – måske forelsker du dig eller finder et par gode venner på vejen :-)

Held og lykke
Inge

Mit rosenbed

OBS:
Højreklik på linket og åbn i nyt vindue - ellers er det svært at finde tilbage :-)
Rosen-eksperten
Gode råd
Sådan dyrker du roser på sandjord
Næsten alt, hvad der er værd at vide om roser
Lidt hygge
Storblomstrede roser - mest for nørder
Rosenguiden


Goldmarie



mandag den 7. februar 2011

Det pibler frem

Så gik december med snedriver og knæskade – og januar forsvandt i influenza og computerbøvl. Det er den slags modgang, som spirituelle mennesker kalder for sammenbrud før gennembrud, og måske har de ret. For nu er glæden, energien og forårsblomsterne jo begyndt at pible frem overalt, og pludselig er livet fyldt med løfter.


Jeg elsker at pusle i haven på denne årstid. Der er ikke ret meget at lave, og hver lille forandring sker stille og roligt. Der er tid til at følge med i alle detaljerne og nyde hvert eneste fremskridt.

Om en månedstid begynder alt at gå så stærkt, men her i februar kan jeg nå at hilse på hver enkelt blomst. Måske er det derfor, jeg holder så meget af de små ukuelige erantis. Hvert år følger jeg dem jo intenst fra det første glimt af de bøjede men kraftfulde nakker, der dukker op af den frosne jord.


Mit staudebed er fyldt med erantis, og i sidste uge hyggede jeg mig med at fjerne staudetoppene, så alle de små gule knopper kan få lys og luft.

Mange stauder har ganske vist bedst af at beholde toppen hele vinteren. Den fungerer jo som en beskyttende dyne mod frost og kulde. Så derfor har jeg kun robuste stauder, som ikke tager skade af at miste den lune dyne midt om vinteren. Det er blandt andet storkenæb, tidselkugle, løvefod, skt hansurt, haveiris, sporebaldrian, pæoner, gyldenris og asters.


Samtidig med at jeg fjerner staudetoppene, snupper jeg også lidt ukrudt og græs, som har forvildet sig ind i bedet.

Når jeg luger, bruger jeg udelukkende ”klør 5”. Muldjord er nemlig fyldt med millioner af ukrudtsfrø, der ligger i dvale, og når man hakker, skuffer, river eller roder i jorden på anden vis, vågner en del af frøene og begynder at spire. Det sker ikke, når man håndluger. Desuden er det lettere at få alle rødderne op ved at trække i ukrudtet fremfor at hakke det over.


Det er så hyggeligt at gå og nusse i haven, og i år har jeg endda selskab af en nysgerrig medhjælper :-) Lille Iglo er bare 5 måneder, og hvis jeg bliver lidt for målrettet i mit arbejde, skal han nok minde mig om, at livet er en leg. Lad nu den rosensaks ligge, insisterer han, og sådan en opfordring kan jeg da ikke afslå.

Så rosensaks og stauder må vente, mens jeg følger efter Iglo ned i baghaven, hvor de smukke påskeklokker står på spring. Åh, de må nydes i al deres spinkle sarthed. Så forunderligt fine og næsten gennemsigtige. Ganske som ægte prinsesser bør være. Men samtidig bomstærke og hårdføre nok til at klare den kulde, som truer lige om hjørnet.

Det får mig endnu engang til at tænke på de kloge ord om sammenbrud før gennembrud – og livets evige vekslen mellem modgang og medgang. Næste gang sygdom og besvær holder mig nede, vil jeg huske de sarte påskeklokkers styrke og glæde mig, til solen atter skinner.

Mange spæde forårshilsner
Inge