Nu siler regnen atter ned, men hvor har jeg dog nydt
weekendens sol, der fik haven til at stråle i al sin farverige glans.
Udsigt fra min havedør
Høstanemonerne står ikke bare mit hjerte nær men også tæt på
min havedør – og netop nu sidder jeg her ved computeren og kigger længselsfuldt
ud på dem. Det er en lille smule distraherende, for jeg får jo lyst til at
slappe af og drømme mig langt væk. Og det kan jeg helt sikkert takke de
lyserøde blomster for.
Farver påvirker bevisligt vores sind på samme måde som musik
gør. Nogle toner gør os rolige og glade, andre trækker tårer og atter andre
fylder os med energi eller måske ligefrem aggressioner.
Skønne høstanemoner
Farveforskere er enige om, at rosa og lyserøde nuancer
dæmper stress og angst, og da jeg i sin tid plantede de smukke høstanemoner,
stod jeg da også på vippen til et større stress-sammenbrud. Dengang tænkte jeg
ikke nærmere over mit farvevalg, men min underbevidst har åbenbart forsøgt at
skabe trygge og beroligende omgivelser.
Ulempen ved al den rosafarvede idyl er, at den samtidig med
sit beroligende væsen gør os lidt urealistiske og fantasifulde - og lokker os
til at dagdrømme. Det påstår farveforskerne i alt fald, og jeg er altså
tilbøjelig til at give dem ret. Hvis jeg virkelig skal koncentrere mig om noget
vigtigt eller være rigtig effektiv, er jeg simpelthen nødt til at trække
gardinerne ned … eller dreje hovedet 90 grader og kigge ud på den tætte skov af
gyldenris, som vokser foran huset.
Udsigt fra mit vindue
Gul har ry for at stimulere den logiske tankegang og
koncentrationen. Personligt synes jeg også, at den øger energien. Det er en
optimistisk farve – fyldt med livskraft og glæde – og det kunne da være lidt
sjovt at vide, hvordan DU reagerede ved synet af ovenstående gule foto? Set med
mine øje står det i stor kontrast til de to stille og feminine billeder af mine
dejlige høstanemoner.
Kontrasten handler ikke kun om farven, men lige så meget om
det, der sker inde i hjernen. Når jeg sidder her ved mit skrivebord og lader
blikket glide fra havedøren med udsigt til høstanemonerne og videre til vinduet
ved min side, hvor gyldenrisene duver i den lette brise, så føles det næsten
som et helt energibombardement, og jeg kan tydeligt mærke, hvordan mit humør og
mit energiniveau forandrer sig i løbet af ganske få sekunder. Jeg skal dog ikke
vende og dreje mig ret mange gange, før jeg bliver både træt og forvirret.
Forrygende flot forvirring
For mange farveskift skaber kaos i underbevidstheden.
Akkurat ligesom hvis vi spiller mange små musikklip lige efter hinanden. To
sekunder rock, to sekunder klassisk, to sekunder pop, to sekunder jazz, to
sekunder hip-hop osv. Sindet kan ikke følge med. Enten
lukker vi af eller også bliver vi frustrerende. For dybest set bliver der jo
leget kastebold med vores sanser.
Og det er præcis det samme, der sker ude i haven, hvis vi
blander for mange farver sammen. Det kan se utrolig flot og pompøst ud, men det
skaber samtidig en vis forvirring. Det kan jo være ganske smart i visse
sammenhænge, men som regel er det mere konstruktivt at bruge farverne bevidst.
Frugter har også farver – her er det sargentsæbler, der
sætter humøret i vejret
Rød er fyldt med aktivitet, kærlighed og varme, men hvis
farven bruges for voldsomt, kan den tippe over og virke aggressiv. Et enkelt
træ med røde frugter, der hænger i tætte klaser, giver glød og varme til hele
haven.
Riddersporer – ej blot til lyst
Det blå bed virker afslappende og giver plads til ro og
fordybelse, men er ikke hensigtsmæssigt, hvis du har let ved at blive
deprimeret.
Tallerkensmækker er lette at dyrke og lyser dejligt op
Orange er ligesom gul fyldt med glæde, opmuntring og
livskraft men kan kamme over og gøre dig hidsig og opfarende.
Den fine akebia dufter skønt men bemærk farvens vemodige
tungsind
Violette blomster skaber nemt uro, angst og depressioner men
taler også til intuitionen og fungerer på et dybere åndeligt plan. Sæt dem
sammen med hvide blomster, der står for renhed, fred og uskyld men samtidig
relaterer til sorg og sårbarhed. Så har du et bed, hvor du virkelig kan dyrke
de dybsindige tanker – på godt og ondt!
Min grønne have
Grønt er godt for øjet, skaber harmoni, styrker forstanden
og virker beroligende. Og så er det altid smukt – selv på en regnfuld dag som i
dag.
Mange havehilsner
Inge