søndag den 24. oktober 2010

Tanker i regnen

Jeg har lige gået en lille tur i min have. Det småregnede, fingrene blev hurtigt kolde, og jeg savnede sommerens muntre summen af humlebier. Jeg synes, efteråret er kommet alt for hurtigt, men samtidig nyder jeg farverne, stilheden og tiden til eftertanke.


Snebollebusken lyser op i haven med sine røde blade, der leder tanken hen på en glødende brændeovn. Tænk, at jeg var tæt på at rive busken op med rode, da vi i sin tid overtog haven. Dengang stod den slemt i vejen, men så plantede vi lidt stauder under den, udvidede terrassen en smule og ændrede stiens forløb. Siden da har snebollebusken været en integreret del af terrassen og fungerer perfekt som levende parasol. På varme dage flytter jeg stolen hen til busken, og så kan jeg ellers sidde i timevis og læse, skrive eller småsove i den svale skygge.

En anden busk, som jeg også holder utrolig meget af, er den høje, japanske kvæde. Jeg kender desværre ikke sortsnavnet, men om foråret er den gudeskøn med sine henrivende karmoisinrøde blomster – og netop nu står den med store, gulgrønne og stenhårde kvæder.


Solsortene plejer at spise kvæderne sidst på vinteren, men ellers hænder det, at de hårde frugter spirer og bliver til nye kvæder, som kan plantes rundt om i haven eller gives væk til nye hjem.

Kvæden står i kanten af staudebedet, hvor skt hansurtens tætte skærme danner et helt tæppe. Ja, faktisk har de fuldkommen samme farve, som det lodne tæppe i mit barndomshjem. Måske er det derfor, jeg er så glad for dem. Selv på denne regntunge efterårsdag synes jeg, at stauderne fylder haven med varme og tryghed. De er så robuste og stabile – og så er de utrolig gode til at holde selv det mest genstridige ukrudt på afstand.


Det er påskeklokkerne også. De breder sig fornøjet under hasselbuskene og sørger for, at haven er grøn og glad det meste af året. Modsat de fine, lave og lidt sarte juleroser, som påskeklokkerne ofte forveksles med, så selvsår de sig energisk, og for hvert år står de tættere og tættere. Skulle jeg vælge et bunddække frem for andre, tror jeg næsten, at det ville blive påskeklokkerne.


Skulle jeg derimod vælge en blomst frem for andre, ville jeg komme frygtelig i tvivl. De har jo hver især deres fortrin og er smukke på hver deres måde. I februar vil haven da være så trist uden solskinsgule erantis og elegante vintergækker. I marts knuselsker jeg de mørkviolette krokus, og i april står påskeliljerne mit hjerte nærmest. Maj er ensbetydende med forglemmigej i himmelblå striber, og når juni starter, begynder det helt store orgie med akelejer, iris, valmuer og pæoner. Dernæst kommer sommerferien, duftende latyrus og vidunderlige dagliljer - og i august og september er georginerne mine klare favoritter.

Oktober? - Jo, da kommer rosen ind på en suveræn førsteplads. Denne skønne dronning, som står øverst på så mange haveejeres hitliste, glæder og fryder mig selvfølgelig hele sommeren. Men det er først nu, hvor havens øvrige blomster bøjer de visne hoveder og takker af, at jeg for alvor falder i staver ved rosenbedet. Så sart, så smuk, så stolt – oh, ræk mig et løfterigt kys om snarlig sommer af din blodrøde mund.


Og for så lige at slutte med en praktisk bemærkning, så vent til foråret med at klippe roserne ned. Vinterens frost ødelægger ofte den øverste del af grenene – og jo kortere grene, jo mindre rose til foråret.

Mange regnvåde men glade havehilsner
Inge



Håber du har lyst til at dele denne blog med dine venner :-) Brug ikonerne herunder

fredag den 1. oktober 2010

På kant med kanten

Blomsterbede er så uendelig smukke, når de ligger midt i græsplænen og lyser op. Men som haveejer kommer man desværre tit lidt på kant med overgangen fra græs til stauder – så her er en række forslag til, hvordan kant-problemet kan løses.



Den gammeldags og velafprøvede metode består i at stikke kanterne af med en skarp spade. Det ser velordnet og nydeligt ud de første 14 dage, men så begynder græsset langsomt men sikkert at brede sig igen, alt mens ukrudtet pibler op af jorden. Set med naturens øjne svarer kanter nemlig til sår - og den slags skal selvfølgelig heles hurtigst muligt.

Med andre ord er kantstikning et både tidskrævende og besværligt sisyfosarbejde, der skal gentages 2-3 gange i løbet af sommeren, og som desuden kræver hyppigt brug af hakkejern i ingenmandslandet mellem stauder og græs.


Derfor lægger mange haveejere en eller anden form for fliser rundt om staudebedet. Hvis fliserne ligger i niveau med græsset, kan plæneklipperens ene hjul endda køre på belægningen. Det kan fungere ganske fint i en årrække, men græsset har det med at gro op gennem alle sprækker,og fliserne en dårlig vane med at forskubbe sig, så hele kanten til sidst skal lægges om.

Det problem kan løses ved at støbe en fast kant langs med bedet. Flere anlægsgartnere - bla Avea Entreprise (se mere her) tilbyder et vældig fint og faktisk rimelig billigt kantdesign, som er værd at overveje, hvis man er helt sikker på, hvor man vil have sine kanter. Så slipper man i alt fald for vedligehold og tilbagevendende reparationer. Kanterne kan endda udføres, så de ligner fliser.


Kanten mellem græs og bed kan også markeres med brædder eller tynde jernbånd, der graves/presses ned i jorden. I begge tilfælde vil græsset dog hurtigt kravle hen over kanten, medmindre denne gøres rimelig høj. Sidstnævnte medfører, at græsset langs kanten skal klippes med saks.


En anden mulighed er marksten. De kan give haven et romantisk og naturligt look, og de holder godt på både jord og stauder. Men de letter sandelig ikke græsslåningen, og der skal jævnligt luges og fjernes græs rundt om stenene, hvis haven skal se pæn ud. Den løsning må efter min bedste overbevisning kategoriseres som beskæftigelsesterapi.

Foto: Jette Friis

En knapt så krævende løsning er lave hække af feks buksbom eller lavendel. Den slags ses ofte i tilknytning til fint revne gange som på nedenstående foto fra Sofiero i Sverige. De lave hække kan dog også bruges langs en græsplæne. Buksbommens tætte løv og ditto rodnet vil helt automatisk gøre livet surt for græsset, som derfor vil holde sig på den rigtige side af hækken. Ulempen er selvfølgelig, at buksbommen skal klippes 1-2 gange om året for at se pæn ud.

Foto: Jette Friis

Lavendelhække skal også klippes, dog kun én gang om året. Til gengæld kan græsset undertiden forvilde sig ind mellem de blomstrende tuer, og så kan det være svært at få styr på det igen. Med andre ord skal lavendelhække luges med håndkraft.

Min personlige favorit er en frodig kant af bunddækkende stauder, der ganske enkelt skygger græsset ud, så snart det vover sig ind under de tætte blade. Følgende planter er perfekte til formålet: Hosta, kærmindesøster, bregner, storkenæb, løvefod, violer, kæmpestenbræk, guldnælde, dagliljer, høstanemoner, kulsukker, citronmelisse, perlekurv, skovjordbær, sankthansurt, vinterglans og vinca.


Jeg har brugt bunddækkende stauder som kant i snart tyve år, så jeg tør godt give metoden topkarakter, når det handler om nemt vedligehold. Som regel kan jeg nøjes med at luge lidt under og mellem stauderne et par gange i løbet af sommeren. Om det så ser kønt ud – tja, det afhænger nok af øjnene, der ser. Kanter er nemlig også et spørgsmål om smag og behag.

Mange havehilsner
Inge