søndag den 30. maj 2010

Det gamle træ - oh, lad det stå

Da vi for snart 20 år siden flyttede herud, var baghaven fyldt med gamle frugttræer. Et par voldsomme storme lagde desværre de fleste ned, og pludselig stod det tilbageværende æbletræ så malplaceret.


Men selvom træet var gammelt og stod ”forkert”, så havde det jo sin egen charme. Hult, kroget og mosgroet. Et stærepar rugede hvert år i den tykke stamme, og i en af grenene boede havens musvitter. Træet bar også godt. Store, lækre, sødmefyldte, holdbare og sprøde Cox Pomona æbler.

Så jeg havde bestemt ikke lyst til at fælde det, men omvendt så blev jeg irriteret, hver gang jeg gik gennem haven. Nu, hvor de andre træer var forsvundet, stod Pomona´en nemlig lige dér, hvor det faldt mest naturligt at gå. Og desuden skyggede det for solen og spærrede for udsynet fra stuevinduet.


En overgang var jeg så sikker på, at træet skulle fældes, at jeg ligefrem fik podet nogle grene på nye stammer. Så ville jeg jo fortsat kunne nyde de skønne æbler.

Skæbnen ville dog, at den ene podning gik ud, og den anden så ikke for lovende ud. Så det gamle træ fik lov at stå endnu et år, og ved forårstide fik jeg en skøn ide

I stedet for at bevare den store græsplæne, kunne jeg plante en klynge buske under træet og lave en buet græssti rundt om hele herligheden. Buskene ville dele haven op på en helt ny måde, skabe rum og oplevelse - og åbne for en række spændende muligheder. Blandt andet en læfyldt køkkenhave.


Det måtte afprøves! Kom det til at se helt fjollet ud, kunne jeg bare finde et andet sted til buskene. Eksperimentet var med andre ord betydelig mindre risikabelt end at starte motorsaven og fjerne det næsten hundrede år gamle træ. Sådan et træ ville jo aldrig kunne erstattes.

Som tænkt, så gjort. Og jeg har ikke fortrudt et eneste sekund. Ja, faktisk blev buskene starten på min helt store lidenskab for havedesign. Pludselig fik jeg et glimt af havekunstens uanede muligheder og meningen med havelivet. At forme, at skabe, at arbejde med rum og dimensioner, og at samarbejde med planterne i stedet for at dominere dem.


I dag breder det gamle træ sine krogede grene ud over en fodpose af tætte buske og skønne stauder. Netop nu lyser dets enorme krone hele haven op med de smukkeste rosa blomster. Blåmejser, musvitter og løvsangeren smutter vimst rundt mellem grenene, stærene ruger stadig i den hule stamme, og om aftenen sidder solsorten i træets top og fylder haven med vellyd.

Pudsigt nok, så synes jeg slet ikke, at træet skygger eller spærrer for udsynet. Tværtimod nyder jeg at sidde under den brede krone på varme sommerdage – og jeg kunne ikke ønske mig en bedre udsigt.


Det allerbedste er at stå op om morgenen, trække gardinerne fra og kigge direkte ud på denne fantastiske lyserøde sky. Jeg bliver så tavs og næsten andægtig. Tænk at jeg har fået tildelt så megen glæde. - Og i næste sekund slår det mig, hvor tæt jeg var på at fravælge selvsamme skønhed og lykke.

Med ønsket om dejlige timer i haven
Inge

mandag den 17. maj 2010

Som tre dråber vand

I øjeblikket er min have klædt i blåt. Der er blåt mellem tulipanerne, blåt under buskene og blåt langs stier og græs.



Det er den lille forglemmigej, den lave kærminde og de statelige duske af kærmindesøster, der blomstrer så smukt og fylder haven med skønhed og stemning på selv de koldeste og mest regnfulde forårsdage. Og samtidig er de kønne blomster så elskværdige at brede sig ind mellem langbenede stauder og tornede roser, hvor ukrudt og andre uønskede sager ellers kunne få fodfæste og være vanskeligt at komme til livs. Bedre havevenner skal man lede længe efter.

Umiddelbart ligner de blå planter hinanden som tre dråber vand. Samme små fine blomster, samme smukke himmelblå farve og næsten samme blomstringstid. Skulle jeg vælge den ene frem for den anden, ville jeg komme på en umulig opgave, men kigger man nærmere efter, har de alligevel hver deres personlighed.


Kærmindesøster (se foto herover) vokser som en stor, tæt pude og kan blive op til en halv meter høj. Den trives både i sandmuld og på lerjord, bare der ikke bliver for tørt på voksestedet – og den kan bedst lide at stå i halvskygge. Derfor er den også velegnet i havens skovbundsbed sammen med fx bregner, hosta og storkonval.

Kærmindesøster bliver op til en halv meter høj og har store blade, der skygger effektivt for fremspirende ukrudt. Under gode forhold sår den sig villigt, men slet ikke i samme grad som forglemmigej. Man behøver altså ikke være nervøs for at få blå blomster i hele haven, blot fordi man indfører et par duske af planten.


Kærmindesøsters lillesøster er den lille kærminde, der undertiden også kaldes for vårkærminde. Det er en rimelig lav, krybende plante, der breder sig energisk ved udløbere, og i løbet af ganske få år kan den dække et stort areal. Den trives stort set under alle forhold i både sol og skygge, men hæmmes dog en del af tørke.

Kærminde blomstrer fra det tidligste forår sammen med krokus og scilla og fortsætter ufortrødent frem til begyndelsen af juni, hvor den kan danne en køn bund for de mørkerøde bonderoser.



Endelig er der den søde forglemmigej. Der findes en del arter og sorter, men dem, vi køber som frø, er som regel to-årige planter, der sår sig særdeles villigt. De blomstrer dog først som to-årig, så derfor bør man så forglemmigej to år i træk – ellers vil haven kun blive farvet i blåt hvert andet år.

Forglemmigej kan godt lide at stå lidt fugtigt, men trives ellers overalt, og har man først fået den ind i haven, vil den dukke op de sjoveste steder. Det synes jeg, er dens største charme. Jeg elsker at blive overrasket og forundret over naturens kreative indfald. Selv på min gårdsplads, der ligger i fuld sol dagen lang, titter de små blå blomster frem hvert år. De er så hjertelig velkomne, og når de er færdige med at blomstre, er de jo hurtige at hive op. Kompostbunken hører de dog ikke hjemme på, medmindre man drømmer om en blå køkkenhave.


Og med dette foto af min dejlige Pascal vil jeg ønske dig en hyggelig dag i haven - husk, der skal også være plads til afslapning :-)

Inge