fredag den 30. april 2010

Til kamp mod skvalderkålen

Da vi for snart 20 år siden flyttede på landet, fulgte der et kæmpestort staudebed med i handlen. Et par steder tittede der en lille dusk skvalderkål frem mellem blomsterne, men slet ikke noget at hidse sig op over, tænkte jeg naivt og gik fornøjet i gang med at dele stauderne og flytte rundt på dem.



Tre år senere havde jeg stort set skvalderkål overalt, og lige siden har jeg kæmpet en indædt men ulige kamp mod det genstridige ukrudt.

Skvalderkål formerer sig både via frø og udløbere fra rodnettet. Frøene er forholdsvis lette at undgå. Det handler bare om at plukke de hvide og egentlig ganske smukke skærmblomster af, inden de så meget som drømmer om at sætte frø. Og lad endelig være med at lægge dem på komposten!

skvalderkål mellem pæonens røde skud

Udløberne/rødderne er straks værre at få skovlen under. De formerer sig i det skjulte, og selv en ganske lille bitte rodstump kan blive til en tæt skov af skvalderkål. Så har man først fået skvalderkål indenfor havelågen, er det næsten umuligt at komme af med den igen. Der findes dog to rimelig effektive metoder til at holde den nede på et fornuftigt niveau.

Den ene metode går ud på først at fjerne så mange af skvalderkålens rødder som muligt og dernæst at plante stærke, tætte og bladrige stauder som fx hosta, vinca, bispehue og lodden løvefod, der kan holde ukrudtet i skak.

Hostaens tætte blade skygger for skvalderkålen

Den anden metode handler om vedhold, vedhold og atter vedhold. Skvalderkålen bryder sig nemlig ikke om at få kappet ”hovedet” af igen, igen og igen. Det er også derfor, den ikke trives i en græsplæne. Modsat mælkebøtter og bellis, der trykker sig til jorden og derved undgår slåmaskinens skarpe klinge, så sidder skvalderkålens blade på en stilk. Og da bladene jo både er en slags lunger og fordøjelsessystem, så vil planten langsomt men sikkert sygne hen, hvis disse livsvigtige organer gang på gang bliver amputeret. Men indgrebet skal gentages cirka en gang om ugen. Og skal det virkelig være effektivt, kræver det, at man får hvert eneste blad med hver gang!

Iris og tulipaner inficeret med skvalderkål


For nogle år siden troede jeg faktisk, at projektet var lykkedes. Ihærdigt og nidkært havde jeg fjernet hver eneste lille grønne spire af skvalderkålen en gang om ugen igennem tre somre. Men trods mit omhyggelige arbejde havde der åbenbart været masser af små bitte og spillevende skvalder-unger, der havde gemt sig. For aldrig så snart vendte jeg ryggen til bedet et enkelt forår, før det myldrede frem med grønne og livskraftige blade. Ak ja!


Så i dag har jeg stadig et par områder i staudebedet, hvor jeg altid kan få nogle timer til at gå med meditativt lugearbejde, og egentlig synes jeg også, at min have ville blive alt for fin uden lidt skvalderkål rundt om i hjørnerne. Og bare det ikke tager overhånd, kan jeg såmænd godt lide at kravle rundt på alle fire mellem stauderne og luge, mens solsorten synger og kattene leger.

Alternativt kunne jeg selvfølgelig overveje at gå Noma-kokkene i bedene og indføre skvalderkålen i køkkenet. Den skulle efter sigende have en skøn, krydret smag.

Velbekomme - og mange hilsner
Inge

PS: Skvalderkål kan selvfølgelig også bruges som et flot og frodigt bunddække i den naturlige del af haven. Men gør naboen den tjeneste at slå en bræmme på cirka en meter langs med hækken. Så holder du kålen på din egen matrikel, bevarer det gode naboskab og får i tilgift en hyggelig sti at gå tur på.

søndag den 11. april 2010

Hvad gør vi nu....

Vinteren har været hård ved havens græsplæne og det store spørgsmål er nu, hvordan vi får slettet de mange grimme spor, som sneskimlen har efterladt.



Der er flere muligheder. Min effektive nabo er i fuld gang med vertikalskæreren eller plænelufteren, som den også kaldes. Den er primært beregnet til at fjerne mos og gammelt afklip i plænen, men tager også en pæn del af det døde græs.

Andre haveejere river det gule græs af og stikker tålmodigt huller i plænen med en greb, så der kan komme luft til rødderne. Og atter andre vælger bare at nyde solen og foråret i sikker forvisning om, at naturen nok skal gøre plænen grøn igen. Hvilket de jo har fuldkommen ret i. Og selvom det grønne ikke nødvendigvis kommer til at bestå af græs, kan det skam blive vældig charmerende.


Hvis vinterens sneskimmel har efterladt store partier eller plamager af dødt græs, kan det dog være hensigtsmæssigt at kigge på haven med helt nye briller og erstatte en del af græsplænen med smukke bede og flotte buske. Ingen ved jo, hvad de kommende vintre vil bringe, og jo mindre græs, der er i haven, jo mindre bøvl vil et angreb af sneskimmel give.

Så lad dig inspirere af sneskimlens spor og forestil dig, hvordan det vil se ud med bede, buske eller måske en lille havedam på de steder, hvor græsset er gået ud. Som små øer i græsset, som en lang, sammenhængende slange, som buer, cirkler eller spændende organiske former. Et sted kan du måske plante en halvcirkel af tætte buske, som vil give læ til en lille siddeplads, et andet sted er det måske oplagt at lave en bålplads, og et tredje sted kunne et nyreformet staudebed blive havens nye blikfang.


Hvis du vælger robuste og hårdføre stauder, vil de sagtens kunne klare en række hårde vintre uden særforplejning. Plant dem tæt, så de hurtigt dækker jorden og forhindrer nyt ukrudt i at spire frem.

Personligt foretrækker jeg buske frem for stauder. De kan enten plantes side om side som en uklippet hæk eller plantes tæt i en klynge og med tiden danne en stor sammenhængende plante. Eller de kan sættes med god afstand i et bunddække af hosta, storkenæb, vinterglans, bispehue, skovbær, løvefod, hasselurt eller hvad du nu synes, passer bedst til din have. Sørg for, at buskene har rigelig plads, så de kan vokse uhindret uden beskæring i tide og utide.


Det sjove er, at et busket kræver betydelig mindre pasning end en græsplæne. Selv jeg, der gør så lidt ud af min græsplæne som overhovedet muligt, bruger betydelig mere tid på at slå og passe den, end jeg bruger på mit store hasselkrat med den tætte underplantning af skønne påskeklokker.

Mange forårshilsner
Inge

søndag den 4. april 2010

Flere muligheder

I sidste blog fortalte jeg om en helt almindelig parcelhushave på cirka 800 m2. Haven bestod af en stor græsplæne, en ny træterrasse og et par unge frugttræer. Pænt og funktionelt, men også lidt tomt. Der manglede både hygge og små lune kroge med plads til afslapning og nærvær.



Løsningen var både hurtig og enkelt. Takket være en hæk tværs over græsplænen og et espalier i flugt med garagen blev haven delt op i mindre rum, hvor der både kunne slikkes sol, hygges med venner og holdes fri. I stedet for én stor græsplæne, der stort set aldrig blev brugt, bød haven pludselig på en dejlig gårdhave med drivhus, en læfyldt terrasse med blomstrende roser og en skøn frugtlund med blomstereng og liggestole.


Men smag og behag er som bekendt forskellig, og derfor har jeg lyst til at give et par eksempler på, hvordan stemningen i haven kan ændres fuldkommen, selvom den overordnede indretning/plan bevares. Forskellen består udelukkende i plantevalget.

Den japansk inspirerede have

Er man til det minimalistiske og japansk inspirerede, kan buskene tværs over græsplænen samt espaliet ind mod gårdhaven erstattes med bambus eller høje græsser. Og i stedet for frugttræerne plantes fx japansk løn, kobberbirk eller måske proptrækkerpil, der har en egen kuriøs charme.

Under træerne kan der vokse mos, græs eller trædebregner. Trædesten og et par enkelte større sten fuldender haverummet.


I gårdhaven skabes det japanske look med et lille vandbassin, enkeltstående græsser og et par stenlygter. Drivhuset skiftes ud med en havepavillon, og flettede havemøbler sætter prikken over i´et.

Ved træterrassen foran huset plantes et par klynger af høje græsser, og krukkerne fyldes med bonsai-agtige vækster. En enkelt velanbragt og særligt udvalgt sten vil understege stilen – og et smalt staudebed i forhaven med kæmpestenbræk, iris, hosta og storkonval vil skabe en blid og naturlig overgang fra den danske villavej til den japanske idyl bag terrassemuren.



Den naturlige have

Går drømmene slet ikke i retning af det japanske men derimod til den hjemlige natur med fuglesang, pindsvin og hyggelige brumbasser, vil det derimod være oplagt at skifte frugtlunden ud med en miniputskov af opstammede hasselbuske, syrener eller rønnebærtræer. Under træerne plantes anemoner, fingerbøl, storkenæb, kulsukker, kærminde og et væld af forårsløg. Og i det bagerste hjørne kan der laves en dejlig kvasbunke af hækafklip, grene og diverse haveaffald. Et godt sted for både rødhals, pindsvin og skrubtudser, der er så flinke til at spise ubudne biller og snegle.


Skal haven også rumme blomster og glade sommerfugle, vil det være oplagt at plante en skøn kombination af sommerfuglebuske, stjernetop, dronningebusk, sargents æble, uægte jasmin, snebolle og tusindtop mellem græsplænen og den lille skov.


I gårdhaven skal krydderurterne selvfølgelig have fortrinsret. Eventuelt i krukker og højbede – og opad plankeværk og hegn kan plantes alt lige fra hindbær og brombær over vindruer til den frodige humle.

Rundt om terrassen er der fin plads til alskens stauder. Røllike, stormhat, sporebaldrian, pæoner, skønhedsøje, tidselkugle, solbrud, hvid fredløs og hestemynte er frodige og lette at dyrke – og så er de populære hos humlebier og sommerfugle. Alternativt vil en lav hæk af lavendler foran terrassen og en pompøs blåregn på terrassemuren være flot blikfang.


Hvis nu du vil

tegne din egen haveplan, så begynd altid med de overordnede linjer. Find ud af, hvor du vil placere træer, buske, bede osv – og vent til allersidst med at vælge planterne.. Det er nemlig med haver som med huse. Det er altid lettere at købe møbler til et hus end at finde det rigtige hus til møblerne. Og det er også meget lettere at vælge planter til en have end at tegne en have til planterne.

Mange hilsner
Inge