torsdag den 12. august 2010

Lad græsset gro

Forleden aften sad jeg og hyggede mig med Søren Ryge og hans skønne have. Det er altid morsomt at følge med i hans eksperimenter, og jeg er især pjattet med hans birkelund, hvor græs og blomster får lov at vokse højt.



For et par år siden forsøgte jeg at gøre ham kunsten efter i min egen frugthave. Jeg havde en drøm om at skabe en smuk eng fyldt med kornblomster, valmuer og andre yndefulde sager, men det endte desværre som en skrækkelig rodebutik. Før jeg så mig om var æbletræerne ved at forsvinde i brændenælder, bynker og tidsler – og overalt myldrede det frem med pileskud, slåenkviste og selvsåede kornelbuske.

Det var jo en streg i regningen, men oplevelsen lærte mig i bogstaveligste forstand at stikke en finger i jorden, inden jeg kaster mig ud i nye projekter. I sidste ende er det nemlig jordbundsforholdene, der afgør, hvilke planter der trives bedst i haven. Hos mig er det altså det grove ukrudt, der lynhurtigt får overtaget, hvis jeg bare lader græsset gro. Og nok kan tidsler være kønne, men de stikker infamt!


Så jeg har valgt at indgå et kompromis mellem mine drømme og virkelighedens barske realiteter. Det kan i øvrigt anbefales – både i haven og i mange andre forhold – og det er bestemt ikke det samme som at bøje sig eller opgive drømmen! Det er bare en kreativ justering, som endda ofte viser sig at blive meget bedre end den oprindelige plan.

Nede i min frugthave går kompromisset ud på at slå græsset cirka en gang om måneden. Det tager pusten fra det brændende og stikkende ukrudt mens mælkebøtter, vejbred, tusindfryd, kløver, cikorie og mange andre vilde blomster dukker op helt af sig selv. Det er ganske vist ikke dem, jeg selv ville have valgt, men de klæder hinanden og liggestolen på smukkeste vis.


Filosofien går ud på at udpine jorden langsomt men sikkert. Derfor sætter jeg altid opsamler på plæneklipperen og fjerner det afklippede græs, så det ikke ligger og bliver omdannet til næringsstoffer. Som regel lægger jeg det ind under hækken, hvor det fungerer som dækmateriale og forhindrer ukrudtet i at spire frem.

Græsset i frugthaven får ikke lov at blive højere, end at man sagtens kan gå i det. Jeg synes dog, at det ser så hyggeligt ud med et par stier, der snor sig mellem træerne, så en gang om ugen smutter jeg lige en tur forbi med plæneklipperen. Det tager kun et øjeblik, men giver området et velholdt og nydeligt look.

Med andre ord kan fidusen sagtens bruges i et nobelt villakvarter uden at forarge naboerne. Og lur mig, om ikke de en efter en vil følge trop. Nemmere og dejligere have skal man nemlig lede længe efter.


Del med dine venner - brug ikonerne nedenfor

Ingen kommentarer:

Send en kommentar