fredag den 30. april 2010

Til kamp mod skvalderkålen

Da vi for snart 20 år siden flyttede på landet, fulgte der et kæmpestort staudebed med i handlen. Et par steder tittede der en lille dusk skvalderkål frem mellem blomsterne, men slet ikke noget at hidse sig op over, tænkte jeg naivt og gik fornøjet i gang med at dele stauderne og flytte rundt på dem.



Tre år senere havde jeg stort set skvalderkål overalt, og lige siden har jeg kæmpet en indædt men ulige kamp mod det genstridige ukrudt.

Skvalderkål formerer sig både via frø og udløbere fra rodnettet. Frøene er forholdsvis lette at undgå. Det handler bare om at plukke de hvide og egentlig ganske smukke skærmblomster af, inden de så meget som drømmer om at sætte frø. Og lad endelig være med at lægge dem på komposten!

skvalderkål mellem pæonens røde skud

Udløberne/rødderne er straks værre at få skovlen under. De formerer sig i det skjulte, og selv en ganske lille bitte rodstump kan blive til en tæt skov af skvalderkål. Så har man først fået skvalderkål indenfor havelågen, er det næsten umuligt at komme af med den igen. Der findes dog to rimelig effektive metoder til at holde den nede på et fornuftigt niveau.

Den ene metode går ud på først at fjerne så mange af skvalderkålens rødder som muligt og dernæst at plante stærke, tætte og bladrige stauder som fx hosta, vinca, bispehue og lodden løvefod, der kan holde ukrudtet i skak.

Hostaens tætte blade skygger for skvalderkålen

Den anden metode handler om vedhold, vedhold og atter vedhold. Skvalderkålen bryder sig nemlig ikke om at få kappet ”hovedet” af igen, igen og igen. Det er også derfor, den ikke trives i en græsplæne. Modsat mælkebøtter og bellis, der trykker sig til jorden og derved undgår slåmaskinens skarpe klinge, så sidder skvalderkålens blade på en stilk. Og da bladene jo både er en slags lunger og fordøjelsessystem, så vil planten langsomt men sikkert sygne hen, hvis disse livsvigtige organer gang på gang bliver amputeret. Men indgrebet skal gentages cirka en gang om ugen. Og skal det virkelig være effektivt, kræver det, at man får hvert eneste blad med hver gang!

Iris og tulipaner inficeret med skvalderkål


For nogle år siden troede jeg faktisk, at projektet var lykkedes. Ihærdigt og nidkært havde jeg fjernet hver eneste lille grønne spire af skvalderkålen en gang om ugen igennem tre somre. Men trods mit omhyggelige arbejde havde der åbenbart været masser af små bitte og spillevende skvalder-unger, der havde gemt sig. For aldrig så snart vendte jeg ryggen til bedet et enkelt forår, før det myldrede frem med grønne og livskraftige blade. Ak ja!


Så i dag har jeg stadig et par områder i staudebedet, hvor jeg altid kan få nogle timer til at gå med meditativt lugearbejde, og egentlig synes jeg også, at min have ville blive alt for fin uden lidt skvalderkål rundt om i hjørnerne. Og bare det ikke tager overhånd, kan jeg såmænd godt lide at kravle rundt på alle fire mellem stauderne og luge, mens solsorten synger og kattene leger.

Alternativt kunne jeg selvfølgelig overveje at gå Noma-kokkene i bedene og indføre skvalderkålen i køkkenet. Den skulle efter sigende have en skøn, krydret smag.

Velbekomme - og mange hilsner
Inge

PS: Skvalderkål kan selvfølgelig også bruges som et flot og frodigt bunddække i den naturlige del af haven. Men gør naboen den tjeneste at slå en bræmme på cirka en meter langs med hækken. Så holder du kålen på din egen matrikel, bevarer det gode naboskab og får i tilgift en hyggelig sti at gå tur på.

1 kommentar: