søndag den 11. april 2010

Hvad gør vi nu....

Vinteren har været hård ved havens græsplæne og det store spørgsmål er nu, hvordan vi får slettet de mange grimme spor, som sneskimlen har efterladt.



Der er flere muligheder. Min effektive nabo er i fuld gang med vertikalskæreren eller plænelufteren, som den også kaldes. Den er primært beregnet til at fjerne mos og gammelt afklip i plænen, men tager også en pæn del af det døde græs.

Andre haveejere river det gule græs af og stikker tålmodigt huller i plænen med en greb, så der kan komme luft til rødderne. Og atter andre vælger bare at nyde solen og foråret i sikker forvisning om, at naturen nok skal gøre plænen grøn igen. Hvilket de jo har fuldkommen ret i. Og selvom det grønne ikke nødvendigvis kommer til at bestå af græs, kan det skam blive vældig charmerende.


Hvis vinterens sneskimmel har efterladt store partier eller plamager af dødt græs, kan det dog være hensigtsmæssigt at kigge på haven med helt nye briller og erstatte en del af græsplænen med smukke bede og flotte buske. Ingen ved jo, hvad de kommende vintre vil bringe, og jo mindre græs, der er i haven, jo mindre bøvl vil et angreb af sneskimmel give.

Så lad dig inspirere af sneskimlens spor og forestil dig, hvordan det vil se ud med bede, buske eller måske en lille havedam på de steder, hvor græsset er gået ud. Som små øer i græsset, som en lang, sammenhængende slange, som buer, cirkler eller spændende organiske former. Et sted kan du måske plante en halvcirkel af tætte buske, som vil give læ til en lille siddeplads, et andet sted er det måske oplagt at lave en bålplads, og et tredje sted kunne et nyreformet staudebed blive havens nye blikfang.


Hvis du vælger robuste og hårdføre stauder, vil de sagtens kunne klare en række hårde vintre uden særforplejning. Plant dem tæt, så de hurtigt dækker jorden og forhindrer nyt ukrudt i at spire frem.

Personligt foretrækker jeg buske frem for stauder. De kan enten plantes side om side som en uklippet hæk eller plantes tæt i en klynge og med tiden danne en stor sammenhængende plante. Eller de kan sættes med god afstand i et bunddække af hosta, storkenæb, vinterglans, bispehue, skovbær, løvefod, hasselurt eller hvad du nu synes, passer bedst til din have. Sørg for, at buskene har rigelig plads, så de kan vokse uhindret uden beskæring i tide og utide.


Det sjove er, at et busket kræver betydelig mindre pasning end en græsplæne. Selv jeg, der gør så lidt ud af min græsplæne som overhovedet muligt, bruger betydelig mere tid på at slå og passe den, end jeg bruger på mit store hasselkrat med den tætte underplantning af skønne påskeklokker.

Mange forårshilsner
Inge

Ingen kommentarer:

Send en kommentar