søndag den 5. december 2010

Vintervejr

Så gled jeg klumpedumpe på rumpen i den glatte indkørsel og sidder nu med hævet ben og kigger ud på den hvide have.


De stedsegrønne buske, som ellers er plantet for at gøre haven grøn og smuk i årets mørke måneder, ligner store snedriver. De burde egentlig stå med glitrende julelys og hygge gevaldigt, men jeg nåede ikke at pynte dem, inden jeg faldt – men pyt med det. Lysene ville jo alligevel ikke kunne ses under al sneen.

Af og til lander et par musvitter eller en lille rødhals på de snetunge grene. Søgende lægger de hovedet på skrå, titter ind under bladene, får et par snefnug i nakken og ryster opgivende på vingerne. Hvorpå de letter og flyver hen til havens foderbræt. Det er trods alt lettere at spise sig mæt i solsikkekerner og jordnødder end at lede efter småkryb i buskene.


Jeg har ondt af de vilde fugle. Selvom vi fodrer på højtryk, så er vinteren en kold og barsk tid for dem – og da især når naturens eget spisekammer er dækket af sne.

Til foråret vil jeg plante nogle træer og buske, som virkelig er til gavn og glæde for fuglene om vinteren. Frugterne skal altså modne sent og helst blive hængende rigtig længe på grenene, så de er lette at få fat i, selvom sneen hober sig op. For hvad nytter det dog, at alle de lækre rønnebær nærmest hang i lag på træerne, når de for længst er faldet ned og nu ligger begravet under 20 cm sne.


De fine små frugter på sargentsæbler samt mange paradisæbler er flinke til at at blive hængende til langt ud på vinteren. Vildæbler og madæbler - bla Belle de Boskoop - er også godt forankret til grenene, og buske som ildtorn, havtorn, slåen, snebær og liguster holder ligeledes pænt på deres bær. Det er måske ikke fuglenes foretrukne livretter, men i mangel af bedre glider det jo ned. Det er ligesom med os mennesker – æbleskiver og glögg er generelt i højere kurs end en gammeldags fedtemad på rugbrød. Men sidstnævnte holder da sulten fra døren!


Måske skal jeg også vænne mig til at lade havens smukke roser sætte hyben. Ligesom så mange andre haveejere har jeg jo for vane at klippe roserne af, lige så snart de visner. Så dukker der nemlig hurtigt nye knopper op, og i heldigste fald kan roserne blomstre til langt ind i december.

Men i en vinter som denne ville det unægtelig se smukkere ud med røde hyben derude i rosenbedet end forfrosne kronblade. Det kan jeg jo tydeligt se i det ”vilde” hjørne, hvor der vokser et par hunderoser. De sørger både for, at haven er julepyntet, og vækker samtidig lykke hos grønirisker og musvitter.


Det er dog ikke alle fugle, der er lige vilde med bær. De smukke stillitser foretrækker faktisk frø fra stauder som knopurt og kartebolle, og siskener og finker flokkes fornøjet i birketræer og graner for at lede efter frø, mens dompappen snupper et par af syrenens knopper til frokost. – Der er med andre ord masser af muligheder for at hjælpe vores vingede venner gennem vinteren på helt naturlig vis.

Ønsker jer alle en dejlig adventstid
Inge


Du kan dele indlægget med dine venner via disse ikoner 

torsdag den 18. november 2010

Ude af øje - ude af sind

I går kørte jeg bagefter en trailer, der var fyldt til bristepunktet med plastiksække, grene og andet haveaffald. Destination: Den lokale genbrugsplads.


Det er så dejligt, at vi har de velfungerende genbrugspladser, og det er utrolig positivt, at nedfaldsblade, hækafklip mv bliver omdannet til lækker kompost, som vi kan hente om foråret og fordele i køkkenhaven, blomsterbedet og drivhuset. Alt det, der før i tiden blev brændt af, bliver nu brugt til noget nyttigt.

MEN af og til undrer det mig, at landets haveejere kører så mange grene, staudetoppe og sække med ukrudt væk. Det tager jo trods alt tid at ligge der på landevejen med en trailer bag bilen – og det forbruger da også en del brændstof.


Jeg skal gerne medgive, at det kan være besværligt at lave sin egen kompost, og jeg synes egentlig heller ikke, at kompostbunker og kompostbeholdere er særlig smukke at kigge på. På den anden side, så gider jeg altså ikke køre på genbrugspladsen i tide og utide.

Så derfor har jeg plantet en solid buksbomhæk i et hjørne af haven. Den danner nærmest en halvcirkel og støder op til nogle tætte mirabeller og en guldregn. Det ser vældig kønt ud – og bag ved hækken samler jeg alt mit haveaffald. Nemt, praktisk og diskret!


Rummet bag buksbommene kan ikke ses fra haven. Og hver gang jeg har en favnfuld staudetoppe, et par lange grene, hækafklip eller noget fælt ukrudt, kan jeg bare kaste det over hækken og glemme alt om det. Ude af øje – ude af sind.

De første par år voksede kvasbunken næsten hurtigere end hækken, men da der først kom ordentlig gang i alle de små mikroorganismer, som lever af planteaffald, opstod der et glidende flow. Selvom jeg jævnligt smider nye grene mv over hækken, så bliver bunken ikke større, og hækken skjuler det hele bag sine tætte grene året rundt.


Selvfølgelig kunne jeg vælge at snuppe lidt af den lækre kompost, som efterhånden ligger i bunden af bunken. Men dels vil det sikkert indeholde ukrudtsfrø, og dels vil det være besværligt at få fat i. Så i stedet overlader jeg bunken til havens skrubtudser samt et hyggeligt pindsvin, som glæder mig om sommeren. Netop nu ligger det garanteret og snorksover i sin lune og trygge rede under alle grenene og nedfaldsbladene.

Mange havehilsner
Inge

søndag den 24. oktober 2010

Tanker i regnen

Jeg har lige gået en lille tur i min have. Det småregnede, fingrene blev hurtigt kolde, og jeg savnede sommerens muntre summen af humlebier. Jeg synes, efteråret er kommet alt for hurtigt, men samtidig nyder jeg farverne, stilheden og tiden til eftertanke.


Snebollebusken lyser op i haven med sine røde blade, der leder tanken hen på en glødende brændeovn. Tænk, at jeg var tæt på at rive busken op med rode, da vi i sin tid overtog haven. Dengang stod den slemt i vejen, men så plantede vi lidt stauder under den, udvidede terrassen en smule og ændrede stiens forløb. Siden da har snebollebusken været en integreret del af terrassen og fungerer perfekt som levende parasol. På varme dage flytter jeg stolen hen til busken, og så kan jeg ellers sidde i timevis og læse, skrive eller småsove i den svale skygge.

En anden busk, som jeg også holder utrolig meget af, er den høje, japanske kvæde. Jeg kender desværre ikke sortsnavnet, men om foråret er den gudeskøn med sine henrivende karmoisinrøde blomster – og netop nu står den med store, gulgrønne og stenhårde kvæder.


Solsortene plejer at spise kvæderne sidst på vinteren, men ellers hænder det, at de hårde frugter spirer og bliver til nye kvæder, som kan plantes rundt om i haven eller gives væk til nye hjem.

Kvæden står i kanten af staudebedet, hvor skt hansurtens tætte skærme danner et helt tæppe. Ja, faktisk har de fuldkommen samme farve, som det lodne tæppe i mit barndomshjem. Måske er det derfor, jeg er så glad for dem. Selv på denne regntunge efterårsdag synes jeg, at stauderne fylder haven med varme og tryghed. De er så robuste og stabile – og så er de utrolig gode til at holde selv det mest genstridige ukrudt på afstand.


Det er påskeklokkerne også. De breder sig fornøjet under hasselbuskene og sørger for, at haven er grøn og glad det meste af året. Modsat de fine, lave og lidt sarte juleroser, som påskeklokkerne ofte forveksles med, så selvsår de sig energisk, og for hvert år står de tættere og tættere. Skulle jeg vælge et bunddække frem for andre, tror jeg næsten, at det ville blive påskeklokkerne.


Skulle jeg derimod vælge en blomst frem for andre, ville jeg komme frygtelig i tvivl. De har jo hver især deres fortrin og er smukke på hver deres måde. I februar vil haven da være så trist uden solskinsgule erantis og elegante vintergækker. I marts knuselsker jeg de mørkviolette krokus, og i april står påskeliljerne mit hjerte nærmest. Maj er ensbetydende med forglemmigej i himmelblå striber, og når juni starter, begynder det helt store orgie med akelejer, iris, valmuer og pæoner. Dernæst kommer sommerferien, duftende latyrus og vidunderlige dagliljer - og i august og september er georginerne mine klare favoritter.

Oktober? - Jo, da kommer rosen ind på en suveræn førsteplads. Denne skønne dronning, som står øverst på så mange haveejeres hitliste, glæder og fryder mig selvfølgelig hele sommeren. Men det er først nu, hvor havens øvrige blomster bøjer de visne hoveder og takker af, at jeg for alvor falder i staver ved rosenbedet. Så sart, så smuk, så stolt – oh, ræk mig et løfterigt kys om snarlig sommer af din blodrøde mund.


Og for så lige at slutte med en praktisk bemærkning, så vent til foråret med at klippe roserne ned. Vinterens frost ødelægger ofte den øverste del af grenene – og jo kortere grene, jo mindre rose til foråret.

Mange regnvåde men glade havehilsner
Inge



Håber du har lyst til at dele denne blog med dine venner :-) Brug ikonerne herunder

fredag den 1. oktober 2010

På kant med kanten

Blomsterbede er så uendelig smukke, når de ligger midt i græsplænen og lyser op. Men som haveejer kommer man desværre tit lidt på kant med overgangen fra græs til stauder – så her er en række forslag til, hvordan kant-problemet kan løses.



Den gammeldags og velafprøvede metode består i at stikke kanterne af med en skarp spade. Det ser velordnet og nydeligt ud de første 14 dage, men så begynder græsset langsomt men sikkert at brede sig igen, alt mens ukrudtet pibler op af jorden. Set med naturens øjne svarer kanter nemlig til sår - og den slags skal selvfølgelig heles hurtigst muligt.

Med andre ord er kantstikning et både tidskrævende og besværligt sisyfosarbejde, der skal gentages 2-3 gange i løbet af sommeren, og som desuden kræver hyppigt brug af hakkejern i ingenmandslandet mellem stauder og græs.


Derfor lægger mange haveejere en eller anden form for fliser rundt om staudebedet. Hvis fliserne ligger i niveau med græsset, kan plæneklipperens ene hjul endda køre på belægningen. Det kan fungere ganske fint i en årrække, men græsset har det med at gro op gennem alle sprækker,og fliserne en dårlig vane med at forskubbe sig, så hele kanten til sidst skal lægges om.

Det problem kan løses ved at støbe en fast kant langs med bedet. Flere anlægsgartnere - bla Avea Entreprise (se mere her) tilbyder et vældig fint og faktisk rimelig billigt kantdesign, som er værd at overveje, hvis man er helt sikker på, hvor man vil have sine kanter. Så slipper man i alt fald for vedligehold og tilbagevendende reparationer. Kanterne kan endda udføres, så de ligner fliser.


Kanten mellem græs og bed kan også markeres med brædder eller tynde jernbånd, der graves/presses ned i jorden. I begge tilfælde vil græsset dog hurtigt kravle hen over kanten, medmindre denne gøres rimelig høj. Sidstnævnte medfører, at græsset langs kanten skal klippes med saks.


En anden mulighed er marksten. De kan give haven et romantisk og naturligt look, og de holder godt på både jord og stauder. Men de letter sandelig ikke græsslåningen, og der skal jævnligt luges og fjernes græs rundt om stenene, hvis haven skal se pæn ud. Den løsning må efter min bedste overbevisning kategoriseres som beskæftigelsesterapi.

Foto: Jette Friis

En knapt så krævende løsning er lave hække af feks buksbom eller lavendel. Den slags ses ofte i tilknytning til fint revne gange som på nedenstående foto fra Sofiero i Sverige. De lave hække kan dog også bruges langs en græsplæne. Buksbommens tætte løv og ditto rodnet vil helt automatisk gøre livet surt for græsset, som derfor vil holde sig på den rigtige side af hækken. Ulempen er selvfølgelig, at buksbommen skal klippes 1-2 gange om året for at se pæn ud.

Foto: Jette Friis

Lavendelhække skal også klippes, dog kun én gang om året. Til gengæld kan græsset undertiden forvilde sig ind mellem de blomstrende tuer, og så kan det være svært at få styr på det igen. Med andre ord skal lavendelhække luges med håndkraft.

Min personlige favorit er en frodig kant af bunddækkende stauder, der ganske enkelt skygger græsset ud, så snart det vover sig ind under de tætte blade. Følgende planter er perfekte til formålet: Hosta, kærmindesøster, bregner, storkenæb, løvefod, violer, kæmpestenbræk, guldnælde, dagliljer, høstanemoner, kulsukker, citronmelisse, perlekurv, skovjordbær, sankthansurt, vinterglans og vinca.


Jeg har brugt bunddækkende stauder som kant i snart tyve år, så jeg tør godt give metoden topkarakter, når det handler om nemt vedligehold. Som regel kan jeg nøjes med at luge lidt under og mellem stauderne et par gange i løbet af sommeren. Om det så ser kønt ud – tja, det afhænger nok af øjnene, der ser. Kanter er nemlig også et spørgsmål om smag og behag.

Mange havehilsner
Inge 

onsdag den 8. september 2010

Jettes have

Jettes have er fin og velholdt, og set oppe fra huset danner den en smuk forgrund til udsigten over landskabet. Men når man kommer ned i haven, bliver man forvirret. Træer og bede er anbragt lidt tilfældigt og ligner nærmest ensomme gæster til et cocktailparty. Hvem skal man mon hilse på først?

I et arboret eller en park med store plæner og brede stier kan det se vældig flot ud, når træer og buske udgør små isolerede øer. Her er meningen jo netop, at hver enkelt plante skal skille sig ud og beundres separat. Men i en villahave må der gerne være mere helhed, harmoni og hygge. Samt et naturligt flow, der giver både gæster og ejeren lyst til at gå på opdagelse i haven.

Lad os lige tage et kig på Jettes have set fra oven.


Jette kan skabe større sammenhæng i haven ved at forbinde træer og småbede med hinanden, så der opstår nogle større beplantede flader.

Det store japanske kirsebærtræ midt i haven og det lille runde bed i nederste højre hjørne kan nemt lægges sammen til et aflangt bed, og der kan også laves et staudebed i tilknytning til æbletræet. Bedet kan evt gå helt hen til det stynede asketræ, som står foran komposten. Jette har ikke taget det med på tegningen, for hun overvejer nemlig at fælde det, men det er med på nedenstående foto.


Jette kan vælge at bevare en snoet græssti, der fører fra trapperne ned mellem æble- og asketræet og videre til morgenterrassen. Eller hun kan – som vist på næste tegning – anlægge et stort flot staudebed mellem træerne. Det vil skabe afgrænsning og hygge på morgenterrassen. I begge bør hun overveje at plante en tæt busk ved siden af asketræet, så komposten og plæneklipperen ikke er synlig fra morgenterrassen.


Det vil også være fint at anbringe en bænk oppe ved garagen. Så kan Jette sidde og nyde de flotte højbede og det lille kar med vand og frøer.

Bedet foran morgenterrassen er gjort lidt bredere, men ellers er der ikke lavet ændringer i haven. De to nye staudebede kan selvfølgelig laves bredere eller smallere, som Jette nu har lyst.

For fuldstændighedens skyld er her et foto af Jettes skønne terrasse. Hun synes ikke, at der skal laves om på staudebedet langs med terrassen, men jeg vover alligevel at foreslå, at hun planter et lille letløvet træ i hjørnet. Det vil give en flot dybde til udsigten over landskabet og samtidig danne en naturlig parasol på varme dage.


Apropos udsigten, så må der ikke plantes noget højt i haven. Men der findes jo mange dejlige, lave og blomstrende buske, så hvis haven var min, ville jeg da plante en hel masse af den slags. De ville skabe læ og sørge for, at haven ikke kunne overskues fra ét sted. Så ville det for alvor blive spændende at gå på opdagelse i den. For hvert skridt ville der åbne sig nye udsigter og nye smukke vinkler. Til nydelse, fordybelse og overraskelse.

Jeg ville også flytte stauderne langs tjørnehækken lidt fremad, så der blev en smal sti langs med hækken. Det ville lette arbejdet, når der skulle klippes hæk og fjernes ukrudt. Stauderne kunne få selskab af nogle tætte blomstrende buske, så de tilsammen ville skjule hækkens nøgne ”ben”.


Til sidst ville jeg vende det lille vandbassin og højbedene, som skimtes bagerst i fotoet af terrassen. Måske ville jeg også plante et ganske lavt bunddække rundt om dem. Det ville se sødt ud og lette græsslåningen.


Plantevalget kigger vi på i et senere blog-indlæg. Men prøv allerede nu at forestille jer, hvor stor forskel det vil gøre, om bedene rummer elegante græsser, tætte stauder, stedsegrønne buske eller roser. Jette ønsker sig blomster og atter blomster – men haveplanen vil såmænd også fungere fint med frugtbuske, bunddække af skovbær samt et par store klynger rabarber.

Det er netop fidusen ved en haveplan. Når rammerne først er angivet, kan bedene fyldes med præcis det, som havens ejer allerbedst kan lide.

tirsdag den 31. august 2010

Passer haven til din livsstil?

Af og til drømmer jeg om en rigtig fin have. I ved, sådan en med afrettede græskanter, revne grusgange, roser i perfekt farvesymfoni, formklippede buksbom og en masse sjældne træer og buske. Men så kommer jeg i tanke om, at døgnet kun har 24 timer.


Sådan en sirlig og velordnet prydhave kræver nemlig rigtig meget arbejde hver eneste dag - og jeg hører nok ikke til de mest aktive, når det handler om haven. Jeg bruger primært min have til at slappe af i.

Så derfor får græsset lov til at gro ind under de robuste stauder, som vikler sig ud og ind imellem hinanden uden hensynstagen til nuancer, højder og bladformer.

Selvfølgelig skal haven ikke ende som en ufremkommelig jungle, men omvendt har jeg for længst opgivet at leve op til tårnhøje gartner-idealer. Haven tilhører mig og den skal først og fremmest passe til min livsstil. I øvrigt synes jeg, at min ”rodebutik” af et staudebed er utrolig charmerende, men smag og behag er som bekendt forskellig!


Jeg tror, der er rigtig mange haveejere, der glemmer at tænke på egne behov og livsstil, når de anlægger eller omlægger deres have. Vi har jo alle sammen en hel masse ønsker og drømme – og mange af os vil nok også gerne bruge haven som en slags facade. Det er ikke den slags, vi snakker om, men hånden på hjertet: Hvor tit har du ladet dig påvirke af, hvad du tror, andre tænker og mener om din have? Og hvor tit har du drømt om at imponere naboen eller svigermor?


Kig lige en ekstra gang på det her foto og læg mærke til nedfaldsæblerne i baggrunden og ukrudtet i forgrunden, som er ved at udvikle sig til et tæt bunddække. Sådan ser min have ud lige i øjeblikket – og så slænger jeg mig ellers i liggestolen og fokuserer på alle de dejlige sommerfugle, der flakser rundt om buskene.

Jeg mødte engang en kvinde, som utrolig gerne ville have blomster overalt i sin have. Og allerhelst nogle af de her sarte og spinkle sager, som skal have særforplejning og ekstra beskyttelse. Desværre havde hun også en stor og temmelig kluntet hund samt to livlige børnebørn. Så i stedet for at nyde haven, var hun konstant bekymret for sine fine blomster.


Jeg kan komme i tanke om mange flere eksempler på, at havedrømmene og livsstilen ikke harmonerer. Fx familien, der gerne vil være selvforsynende, men altid ender med at spise pizza. Eller kvinden, der elsker roser, men rejser til Langtbortistan i juli måned, når skønhederne blomstrer flottest. Eller manden, der er kronisk stresset, men alligevel bruger søndag formiddag på at bande bag plæneklipperen. Tænk, hvis han nu plantede haven til med buske, der næsten ikke kræver vedligehold?

Og sådan kunne jeg blive ved. Men pointen er vist tydelig nok :-) Hvis du overvejer at omlægge din have, så tag først og fremmest hensyn til din livsstil. Under fotoet følger et par spørgsmål og stikord til inspiration – fortsæt selv listen. Og husk, at det er hverken naboen eller havebladene, der afgør, hvordan din have skal se ud, men udelukkende dig selv. Den dejligste have er nemlig den, som passer perfekt til sin ejer. Også selvom den ikke er perfekt!


Når du planlægger ændringer i haven, så start med at overveje disse spørgsmål – og tilføj gerne flere
Hvordan er du som person?
Indadvendt/udadvendt
Ordensmenneske / kreativ
Naturmenneske / æstetiker
Romantisk / praktisk
Aktiv/doven

Hvordan er dit liv?
Travlt – meget arbejde – mange rejser
Hjemlig hygge og tid til fordybelse
Stor familie, mange venner, gæster og fester
Sund levevis – økologisk mad, motion osv
Børn eller børnebørn – hund, kat eller andre kæledyr

Hvordan ser din fremtid ud?
Venter der familieforøgelse forude
Er børnene ved at flytte hjemmefra
Går du snart på efterløn/pension

Lav evt en liste over de krav, som din have skal opfylde.
Vil du gerne nusse i den mange timer om dagen eller skal den være let at passe
Skal der være plads til leg, fest og/eller afslapning
Skal haven understøtte en hobby, fx blomsterbinderi, fuglekiggeri, plantefarvning, hønseavl…

torsdag den 12. august 2010

Lad græsset gro

Forleden aften sad jeg og hyggede mig med Søren Ryge og hans skønne have. Det er altid morsomt at følge med i hans eksperimenter, og jeg er især pjattet med hans birkelund, hvor græs og blomster får lov at vokse højt.



For et par år siden forsøgte jeg at gøre ham kunsten efter i min egen frugthave. Jeg havde en drøm om at skabe en smuk eng fyldt med kornblomster, valmuer og andre yndefulde sager, men det endte desværre som en skrækkelig rodebutik. Før jeg så mig om var æbletræerne ved at forsvinde i brændenælder, bynker og tidsler – og overalt myldrede det frem med pileskud, slåenkviste og selvsåede kornelbuske.

Det var jo en streg i regningen, men oplevelsen lærte mig i bogstaveligste forstand at stikke en finger i jorden, inden jeg kaster mig ud i nye projekter. I sidste ende er det nemlig jordbundsforholdene, der afgør, hvilke planter der trives bedst i haven. Hos mig er det altså det grove ukrudt, der lynhurtigt får overtaget, hvis jeg bare lader græsset gro. Og nok kan tidsler være kønne, men de stikker infamt!


Så jeg har valgt at indgå et kompromis mellem mine drømme og virkelighedens barske realiteter. Det kan i øvrigt anbefales – både i haven og i mange andre forhold – og det er bestemt ikke det samme som at bøje sig eller opgive drømmen! Det er bare en kreativ justering, som endda ofte viser sig at blive meget bedre end den oprindelige plan.

Nede i min frugthave går kompromisset ud på at slå græsset cirka en gang om måneden. Det tager pusten fra det brændende og stikkende ukrudt mens mælkebøtter, vejbred, tusindfryd, kløver, cikorie og mange andre vilde blomster dukker op helt af sig selv. Det er ganske vist ikke dem, jeg selv ville have valgt, men de klæder hinanden og liggestolen på smukkeste vis.


Filosofien går ud på at udpine jorden langsomt men sikkert. Derfor sætter jeg altid opsamler på plæneklipperen og fjerner det afklippede græs, så det ikke ligger og bliver omdannet til næringsstoffer. Som regel lægger jeg det ind under hækken, hvor det fungerer som dækmateriale og forhindrer ukrudtet i at spire frem.

Græsset i frugthaven får ikke lov at blive højere, end at man sagtens kan gå i det. Jeg synes dog, at det ser så hyggeligt ud med et par stier, der snor sig mellem træerne, så en gang om ugen smutter jeg lige en tur forbi med plæneklipperen. Det tager kun et øjeblik, men giver området et velholdt og nydeligt look.

Med andre ord kan fidusen sagtens bruges i et nobelt villakvarter uden at forarge naboerne. Og lur mig, om ikke de en efter en vil følge trop. Nemmere og dejligere have skal man nemlig lede længe efter.


Del med dine venner - brug ikonerne nedenfor

søndag den 1. august 2010

Hverdag igen

Det var så den højsommer. Lang, varm og med al den sol, vi kunne ønske os. Meget af tiden har jeg svedt bag computeren, for jeg er i fuld gang med at skrive en ny havebog. Men der har nu også været tid til hygge i frugthaven, hvor græsset bare fik lov at gro.


De sidste par dage har regnet dog væltet ned. Det var tiltrængt, for planterne hang efterhånden faretruende med bladene – men for meget og for lidt fordærver som bekendt alt, så lige nu ligner haven en halvdruknet hund. Og indrømmet – den har også været stedbarn her i sommer og ser unægteligt lidt forsømt ud.

Det ville jo være herligt, hvis jeg lige kunne rive en uge ud af kalenderen og koncentrere mig om havens behov. Men det er der ikke tid til - så her må prioriteres!

Køkkenhaven står øverst på min ”to-do-liste”. Takket være regnen er jorden blød og porøs, så det er let at hive ukrudt op, og det må udnyttes. Ukrudt er der nemlig rigeligt af, og en del af det er faktisk tæt på at kaste frø. Hvert år bliver jeg lige overrasket over, hvor hurtigt fuglegræs, mælde, kortstråle m fl vokser. Det ene øjeblik er jeg overbevist om, at jeg har fuldkommen styr på tropperne – det næste sekund står ukrudtet højt, tæt og frodigt.


Snerlerne har infiltreret jordbærbedet på det groveste, og inderst inde ved jeg godt, at jeg aldrig slipper af med dem. Deres rødder kan gå ned i 2 meters dybde, så uanset hvor meget jeg flår og lirker, vil jeg aldrig få hele roden med op. Det eneste, jeg kan gøre, er at udpine planten ved at luge rigtig, rigtig tit. Men som I kan se på ovenstående foto, så smutter det altså ind imellem.

Punkt nummer to på min liste er roserne. De har blomstret utrolig flot i sommer, og der har ikke været en eneste lus i dem. Men nu er det på høje tid at studse dem pænt og klippe alle de visne blomster af, så planterne laver nye knopper i stedet for at bruge energien på at sætte hyben.


Og så er der jo hækkene. Normalt siger man, at en hæk skal klippes lige før Skt Hans og studses i løbet af august. Men her i haven slår vi to fluer med et smæk og klipper hækken midt i juli. Så har den godt nok fået en ordentlig pels på, men til gengæld har alle småfuglene kunnet ruge i fred og ro. Jeg synes, det er så trist, når saksen kommer for tæt på sangfuglenes reder. Måske sker der ikke noget med selve reden, men den bliver synlig, så husskader og andre fjender kan se den – og så er det hurtigt slut med det kuld unger.

Hækkene inde i haven skal slet ikke klippes. Her bruger jeg nemlig frugtbuske. I øjeblikket kan jeg fryde mig over de mange røde ribs, som solsortene i øvrigt er vældig glade for - og de skal da være så velkomne! Der er skam nok til os alle.


Sidst men ikke mindst er der jo staudebedet. Det skal sørme også have en ordentlig overhaling, men det kan nu godt vente en uges tid eller to. De fleste af stauderne er nemlig store og robuste, så lidt ukrudt hist og pist gør ingen skade. Derfor har jeg også tilladt mig at skrive ”SLAP AF” med store bogstaver på listen over gøremål i haven.

Og jeg ved lige præcis, hvor jeg vil sætte liggestolen. Nemlig foran de dejlige tidselkugler, der er fyldt med summende humlebier. Det er ren og vidunderlig terapi at sidde og kigge på så meget flid :-)


Del Inges Havetips med dine venner på facebook - bare tryk på ikonet herunder

torsdag den 17. juni 2010

Havens primadonna

Vi havefolk er nogle sjove størrelser. Ind imellem fristes jeg ligefrem til at spekulere på, om vi er en lille smule masochistiske. For jo mere besværlig, krævende, vanskelig og bekostelig en plante er, jo mere attråværdig bliver den i vore øjne.


Tag nu bare rosen. Den er fyldt med torne. Stikker os i fingrene, giver os lange rifter på armene og flænser vores tøj. Den kræver gødning – specialgødning forstås – i tide og utide. Den er mere modtagelig overfor sygdomme end en hel vuggestue, og den inficeres af et utal af krybende, flyvende og kravlende skadedyr.

Den vil ikke gro, hvor der nyligt har vokset andre roser. Den vil have vand i rigelige mængder men bryder sig ikke om at stå for vådt. Den forlanger sol men er ved at segne, hvis det bliver for varmt. Den vil have lys og luft omkring sig, men sandelig ikke træk og blæst. Trives bedst i læ, men endelig ikke for indelukket. Den skal vinterdækkes, beskæres og såmænd også sprøjtes adskillige gange hvert år for at yde toppræstation – og den lægger konsekvent sin største blomstring, når havens ejer er rejst på ferie.


Men vi elsker den jo hæmningsløst, og ingen blomster får større opmærksomhed end havens rose. Der er skrevet hele biblioteker om pasning, pleje, forædling, sorter, udviklingshistorie osv osv.

Jeg indrømmer blankt, at mine begreber om pasning af roser nærmer sig dovenskab. Så jeg er næppe den rette til at give gode råd om roser, men vover alligevel pelsen. Og hvis mindre end det perfekte er godt nok til dig og dine roser, kan du trygt følge nedenstående. Det vil give dig nogle ganske kønne blomster og masser af tid til at nyde dem.


1. Vælg hårdføre, robuste og velkendte sorter. Besøg eventuelt en af de større rosenparker, og udse dig de roser, der er frodige med mørkegrønne blade og rig blomstring. Det er sikkert sunde og stærke sorter, som også vil trives i en almindelig have.

2. Plant roserne i et bed for sig selv. Blandingskulturer med roser, stauder, lave buske, sommerblomster eller forårsløg er overdådigt smukt men utrolig besværligt. Især når der skal luges ukrudt. Roser kan i øvrigt sagtens plantes i store krukker.

3. Roser beskæres sidst i april. Vær ikke bange for at tage lidt for hårdt fat, det giver bare større blomster. Men omvendt er beskæring langtfra et must, så det er ok, hvis tiden og lysten mangler.

4. Tildel gødning i april, midt i juni og midt i juli samt kompost sidst i november. En velgødet rose har generelt større modstandskraft overfor sygdomme og skadedyr.

5. Spul lus og andre ubudne gæster væk med koldt vand fra haveslangen. Og når jeg skriver ”spul”, så mener jeg fuld skrue på vandet. Det flår lidt i bladene, men forsigtig brusen hjælper altså ikke.


Set med mine øjne er rosen ikke blomsternes dronning, men havens primadonna. Vidunderlig, skøn og inspirerende grænsende til det uundværlige. Men sandelig også selvoptaget, egocentrisk, lunefuld og fyldt med nykker. Næsten ligesom teenagere…. Tja, ved nærmere eftertanke er det måske den allerbedste sammenligning. Jeg mener, livet med teenagere lykkes også bedst, hvis de har et værelse for sig selv, får alt hvad de kan spise - og så trænger de for øvrigt til en kold afvaskning i ny og næ.

søndag den 30. maj 2010

Det gamle træ - oh, lad det stå

Da vi for snart 20 år siden flyttede herud, var baghaven fyldt med gamle frugttræer. Et par voldsomme storme lagde desværre de fleste ned, og pludselig stod det tilbageværende æbletræ så malplaceret.


Men selvom træet var gammelt og stod ”forkert”, så havde det jo sin egen charme. Hult, kroget og mosgroet. Et stærepar rugede hvert år i den tykke stamme, og i en af grenene boede havens musvitter. Træet bar også godt. Store, lækre, sødmefyldte, holdbare og sprøde Cox Pomona æbler.

Så jeg havde bestemt ikke lyst til at fælde det, men omvendt så blev jeg irriteret, hver gang jeg gik gennem haven. Nu, hvor de andre træer var forsvundet, stod Pomona´en nemlig lige dér, hvor det faldt mest naturligt at gå. Og desuden skyggede det for solen og spærrede for udsynet fra stuevinduet.


En overgang var jeg så sikker på, at træet skulle fældes, at jeg ligefrem fik podet nogle grene på nye stammer. Så ville jeg jo fortsat kunne nyde de skønne æbler.

Skæbnen ville dog, at den ene podning gik ud, og den anden så ikke for lovende ud. Så det gamle træ fik lov at stå endnu et år, og ved forårstide fik jeg en skøn ide

I stedet for at bevare den store græsplæne, kunne jeg plante en klynge buske under træet og lave en buet græssti rundt om hele herligheden. Buskene ville dele haven op på en helt ny måde, skabe rum og oplevelse - og åbne for en række spændende muligheder. Blandt andet en læfyldt køkkenhave.


Det måtte afprøves! Kom det til at se helt fjollet ud, kunne jeg bare finde et andet sted til buskene. Eksperimentet var med andre ord betydelig mindre risikabelt end at starte motorsaven og fjerne det næsten hundrede år gamle træ. Sådan et træ ville jo aldrig kunne erstattes.

Som tænkt, så gjort. Og jeg har ikke fortrudt et eneste sekund. Ja, faktisk blev buskene starten på min helt store lidenskab for havedesign. Pludselig fik jeg et glimt af havekunstens uanede muligheder og meningen med havelivet. At forme, at skabe, at arbejde med rum og dimensioner, og at samarbejde med planterne i stedet for at dominere dem.


I dag breder det gamle træ sine krogede grene ud over en fodpose af tætte buske og skønne stauder. Netop nu lyser dets enorme krone hele haven op med de smukkeste rosa blomster. Blåmejser, musvitter og løvsangeren smutter vimst rundt mellem grenene, stærene ruger stadig i den hule stamme, og om aftenen sidder solsorten i træets top og fylder haven med vellyd.

Pudsigt nok, så synes jeg slet ikke, at træet skygger eller spærrer for udsynet. Tværtimod nyder jeg at sidde under den brede krone på varme sommerdage – og jeg kunne ikke ønske mig en bedre udsigt.


Det allerbedste er at stå op om morgenen, trække gardinerne fra og kigge direkte ud på denne fantastiske lyserøde sky. Jeg bliver så tavs og næsten andægtig. Tænk at jeg har fået tildelt så megen glæde. - Og i næste sekund slår det mig, hvor tæt jeg var på at fravælge selvsamme skønhed og lykke.

Med ønsket om dejlige timer i haven
Inge