fredag den 23. oktober 2009

Smuk og let at passe


Jeg sidder og tænker på alle jer haveejere, som har susende travlt i hverdagen og sjældent når alt det i haven, som I drømmer om.

Uanset hvor stor eller lille jeres have er, så gætter jeg på, at det meste af den består af græs.
Sådan en græsplæne ser gerne lidt trist og forsømt ud på den her årstid. Hvis der er et blomsterbed i haven, er det måske fyldt med visne stængler og ukrudt, og mellem fliserne på terrassen vokser mosset fornøjet. Hækken snakker vi slet ikke om - den blev kun studset lemfældigt i sommer, så lige nu ligner den en langhåret hippie.

Kan du genkende beskrivelsen - og er du parat til at tænke lidt utraditionelt?


I stedet for græs kan du fylde haven med små træer og buske. De kræver uhyre lidt vedligehold - de giver læ og skyggefulde kroge, som er dejlige på solvarme dage - og de gavner miljøet. Træer og buske ”spiser ” nemlig CO2 og oplagrer det i stammer og grene. Planter du din have til, er du altså med til at bekæmpe den globale opvarmning. Desuden får du meget mere tid til at nyde din familie og slappe af i haven.

Du kan fx starte med at plante buske, stauder og slyngroser rundt om eller langs med terrassen. Det vil skabe læ, ramme terrassen ind og gøre den meget hyggeligere. Og takket være planterne vil du ikke kunne se resten af haven, når du sidder på terrassen. Så hvis haven i perioder er lidt forsømt, lægger du ikke mærke til det og får ikke dårlig samvittighed over det! Det er måske lidt snyd, men det virker - akkurat ligesom positive tanker!


Næste skridt er at få has på græsplænen. Få en gartner eller familiens stærke mand til at fræse hele plænen op på nær en 2 meter bred sti langs med hækken. Så er der god plads, når du af og til bliver nødt til at svinge hækkesaksen. Desuden vil du med tiden opdage, at det er utrolig hyggeligt at gå en tur på stien.

Resten af haven plantes til med lave træer og buske. I løbet af en årrække vil de danne en lille skov - og stien langs hækken bliver på den måde til en skøn skovsti. Her kan du filosofere i fred og ro - og er der børn i familien, vil de elske både skoven og stien. Tage på opdagelsesrejse i de dunkle kroge, bygge huler og møde mystiske dyr.

I stedet for at bevare græsset på stien, kan du sprede et tykt lag flis på den. Så slipper du for at rende rundt med plæneklipperen. Til gengæld skal der lægges lidt ny flis på med års mellemrum, men det kan gøres, når det passer ind i din kalender.


Det er ikke særlig dyrt at plante hele haven til med små træer og buske, hvis du vælger nogle af de arter, som normalt bruges til læhegn. De koster 10-25 kr stykket og fås i bundter af 25 stk. Til 100 m2 skal der bruges omkring 50 planter. Hvis du har lyst til at sætte nogle finere buske eller småtræer rundt om i beplantningen, kan du sagtens gøre det, men læhegnsplanterne er både robuste og kønne - og så vokser de hurtigt. Så hvorfor ikke vælge den lette løsning, når den tillige er billig!

Hvis du synes, det vil virke lidt for voldsomt at plante hele græsplænen til, kan du nøjes med at lave en stor eller flere små klynger af buske fordelt rundt om i haven. Mellem klyngerne kan du bevare græsplænen som 2-3 meter brede stier og små lysninger. De skal ganske vist slås, men det tager ikke nær så lang tid som at slå en stor græsplæne. Og i takt med at buskene vokser til, vil stierne ligge i skygge det meste af dagen. Det kan græsset ikke lide. Det vil vokse langsomt, og så skal plæneklipperen kun startes hver 14. dag.


Mellem år og dag vil haven - stor eller lille - udvikle sig til en dejlig grøn oase. Hvis du har lyst, kan du lægge nogle forårsløg mellem buskene, så der er noget at kigge på og glædes over, når vinteren går på hæld. Eller hænge et par fuglekasser op. Musvitter og blåmejser vil gerne bo i en naturlig have, og det vil en lang række sangfugle også. Så i stedet for at kæmpe med en brølende plæneklipper og dårlig samvittighed kan du slænge dig i liggestolen og nyde fuglesangen.

Mange havehilsner
Inge

torsdag den 22. oktober 2009

Udnyt mulighederne


Ude i min have står et en klynge frugttræer, og når jeg besøger andre haver, møder jeg samme syn. To, tre, ja undertiden helt op til syv blomme, æble, pære eller kirsebærtræer, som står sådan lidt tilfældigt i en stor græsplæne. De skal jo helst være nemme at komme til, når frugterne skal plukkes, og der er sikkert også en del af os, der har haft en magelig hængekøje i tankerne, da træerne i sin tid blev plantet.

Frugttræer er skønne. Om foråret blomstrer de overdådigt, og sidst på sommeren giver de et velsmagende tilskud til kosten og sundheden. Men desværre gør de også græsslåningen rigtig besværlig. Når man for tyvende gang har snoet sig omkring træet med en tung plæneklipper, fået lavthængende grene i hovedet og ligget på knæ med hækkesaksen for at trimme de lange græsstrå rundt om stammen, har kærligheden til de ellers så smukke træer ligesom fået et knæk.


Selv har jeg plantet en hæk af solbærbuske under mine æbletræer. På den måde er haven blevet delt op i to dejlige rum, det er slut med bøvlet græsslåning omkring træstammerne - og bedst af alt, så har jeg fået en hyggelig krog med buskene som væg og træerne som loft.

Afhængig af hvordan frugttræerne er placeret i din græsplæne, kan du plante lige eller snoede hække, som både letter havearbejdet og gør haven meget mere spændende. Eller du kan lave din helt private krog, hvor du kan snuppe en lur i det usete. Ungerne vil også elske sådan en ”hule” i haven, så når du alligevel er i gang, er det en god ide at lave flere små kroge, så I har hver jeres private rum til leg og afslapning.


Lad dig inspirere af ide-skitserne nedenfor - men husk, at der findes lige så mange muligheder, som der findes haver, så du kan frit kombinere planterne på din helt egen måde.



Står dine frugttræer på rad og række, kan du skabe en hyggelig niche i haven ved at forbinde træerne med en hæk af solbær eller ribs.



En munter slange af solbærbuske kan samle de spredte frugttræer i græsplænen og danne to små oaser med plads til leg og afslapning.

Tre frugttræer midt i græsplænen kan se lidt forladte og malplacerede ud, men planter du en tæt hæk af sommerfuglebuske mellem dem, har du pludselig en stemningsfuld krog, hvor du kan glemme hverdagens stress og jag



Hvis du planter buskene her i løbet af efteråret eller til vinter, vil du kunne nyde din nye frugt-hygge-have til sommer. Glæd dig!

Mange havehilsner fra
Inge

tirsdag den 6. oktober 2009

Mit pusterum


Vi kender dem vist alle sammen. De her totalt kaotiske dage, hvor alt tager dobbelt tid og hvor bunkerne hober sig op - både på jobbet og derhjemme ved vasketøjskurven. Så er det, at man bare har lyst til at flygte langt væk. Til et sted med fred, ro og absolut ingen pligter.

Inderst inde ved vi selvfølgelig godt, at det ikke kan lade sig gøre. Der findes ingen øde øer lige om hjørnet - eller gør der?

Jeg har min lille bænk. I et hjørne af haven, godt gemt bag et par tætte hasselbuske og med en gammel bøgehæk i ryggen står den tålmodigt og venter på mig. Her kan jeg koble fra, her snupper jeg undertiden en privat tudetur - og her finder jeg kræfter og energi til hverdagens stress og jag.



Sådan en bænk kan varmt anbefales. Den behøver hverken være særlig stor eller specielt dyr. Min er såmænd bare lavet af et par gammel brædder, som min mand flækkede sammen en sen aftentime sidst i december for dog at have en julegave til mig!

Det vigtigste er bænkens omgivelser. Her handler det nemlig om at skabe et trygt og roligt rum, hvor du kan slappe fuldstændig af. Akkurat ligesom i de professionelle terapihaver, der har så stor succes med at hjælpe og helbrede stressramte mennesker. Statistikken viser, at 8 ud at 10 svært stressede, udbrændte eller depressive personer kan vende tilbage til arbejdsmarkedet efter fire måneders ophold i en terapihave.

Når man kigger ud i sin egen have, hvor ukrudtet og ungernes legetøj kæmper om pladsen, kan det måske være lidt svært at få øje på de terapeutiske muligheder. Men ligesom et hus består af flere rum og værelser, kan haven også deles op. Plant foreksempel 4-5 buske i den ene ende af haven, så du får et lille aflukket hjørne. Her kan du sætte din bænk og fylde godt op med nemme planter og stauder. Jeg har brugt bregner, hosta og en masse små søde martsvioler i min private terapi-krog, men storkonval, påskeklokker, storkenæb eller løvefod er også glimrende. Det handler ganske enkelt om at vælge nogle planter, som breder sig hurtigt og villigt - og derved kvæler ukrudtet, så du ikke skal bekymre dig om at luge og hakke.
Storkonval og forglemmigej

Meningen med det fredfyldte haverum - som det kaldes i forbindelse med terapihaver - er simpelthen at give hjernen hvile. Normalt bruger vi en hel masse kræfter på ubevidst at sortere i alle de indtryk, som hele tiden vælter ind over os. Ja, selv når vi tror, at vi slapper af foran fjernsynet, bliver vi bombarderet med input, som vores hjerneceller skal bearbejde.

Når vi befinder os i grønne og naturlige omgivelser, kan hjernen derimod holde fri. Her tager vores medfødte sanser og instinkter over, og de forbruger stort set ingen energi. Det er derfor, vi kan sidde og kigge på drivende skyer, lytte til fuglesangen og registrere, hvordan vinden leger med bladene - og samtidig slappe totalt af.

Når jeg rejser mig fra min lille bænk, føler jeg mig næsten lige så udhvilet, som om jeg havde sovet i flere timer. Min hjerne har fået den pause, den havde brug for - og selvom vasketøjet stadig ligner et bjerg og skrivebordet er skjult under dynger af papir, har jeg energi og overskud til at tage endnu en tørn.

Mange havehilsner fra
Inge