søndag den 28. januar 2018

VINTERGÆKKER OG ERANTIS

Har du været i haven og kigge efter tidlige forårsbebudere? Ja, måske har du ligefrem hilst på de første erantis og spæde vintergækker 😊

Så har du måske også undret dig over, at de små seje blomster kan klare både kulde, rimfrost og sne.

Men det er der skam en forklaring på: Saften i planternes blade er nemlig blandet godt op med sukkerstoffer, der først fryser ved meget lave temperaturer. Så man kan godt sige, at vintergækker og erantis har fået fyldt frostvæske på.



Jeg elsker det begyndende forfald. Lige præcis det tidspunkt, hvor haven går fra vækst og frodighed til fylde og væren i nuet. Når erantis breder sig fra bedene ud i græsset og vintergækkerne står i klynger så tætte som græstuer.



Men det er en hårfin balancegang. Før man får set sig om forsvinder nuet og forfaldet sætter ind med ukrudt og vildnis.

Netop nu – på milde vinterdage – er det godt at gå en tur i haven og tage noter. Hvad skal trimmes? Hvad skal deles? Hvad skal flyttes? Og hvad skal bare have lov til at brede sig helt naturligt 💓




På nuværende tidspunkt holder bierne lav profil i deres stade, og humlebien ligger stadig i dvale. Men inden længe … på en lun og solrig martsdag … summer et par forårstummelumske bestøvere pludselig i haven. 
De er både trætte og sultne ovenpå vinteren, og så er det jo dejligt at kunne tilbyde dem lidt føde. 

Erantis er fyldt med proteinrig pollen, mens vintergækkerne byder på energiholdig nektar.

Så hvis du holder af (humle)bier og gerne vil have mange flittige bestøvere i din have, så lad endelig de hvide og gule forårsblomster brede sig mellem buske, langs hækken og i græsplænen.

De glade gule erantis er fyldt med proteinrig pollen

Ifølge et gammelt sagn blev vintergækken skabt, da Adam og Eva forlod Paradiset.
I véd, det var dengang Eva havde spist det famøse æble og endda lokket sin husbond med på galajen …tsk, tsk, tsk 😉

Udenfor Edens Have var der mørkt og koldt, og Eva blev så ked af det, at hun satte sig på jorden og græd.

Det kunne de små engle slet ikke klare at høre på, så en af dem fangede et snefnug på sin hånd og pustede på det, så det blev til en vanddråbe. Dråben faldt til jorden … og en hvid blomst voksede frem. Vintergækken var skabt, og Eva tørrede sine øjne og fattede håb.

På samme måde fatter jeg håb hvert eneste år, når de første vintergækker titter frem 💓



Hvis du allerede har vintergækker i haven, er det forholdsvis hurtigt at få endnu flere. Og hvis du ikke har nogen, så kender du sikkert en haveglad person, som du kan tigge et lille bundt vintergækker af.

Du kan dele vintergækkerne i hele deres vækstperiode. Altså lige fra de titter frem til de visner ned.
Når du har gravet et bundt vintergækker op, kan du såmænd også putte dem i en potte og nyde dem indenfor i et køligt rum et par dage, inden du planter dem ud i haven. Bare sørg for, at løgene hverken tørrer ud eller sopper i vand, mens de opholder sig indendøre.






Det tager derimod lidt tid, ja faktisk flere år, at få et helt tæppe af erantis i haven. De små gule forårsbebudere formerer sig nemlig primært via frøspredning, og det tager 3 år, før frøplanterne begynder at blomstre.

Hvis du drømmer om mange erantis i haven, så lad endelig hakkejern og lugeklo blive i haveskuret, så de unge planter kan få fred og ro til at udvikle sig.





Kært barn har som bekendt mange navne, så vintergækkerne må siges at være højt elskede 💓

I gamle dage kaldte man dem for blidesliljer. Det var dengang februar måned hed Blidemåned, og de hvide gækker blomstrer jo netop i februar. 

Siden blev månedens navn ændret og det samme gjorde blomstens, så den nu hed februarlilje, martslilje eller martsblomst. Desuden blev den kaldt for snebryder, sneklokke, hvidklokke, snegæk – og sågar sommergæk eller sommernar.

Nu om stunder er vi vist alle enige om, at den smukke blomst hedder vintergæk. Vintergæk, vintergæk, vinter gå nu væk 😉



søndag den 7. januar 2018

BESKÆRING AF FRUGTTRÆER

Træer og buske bliver altid smukkest uden beskæring. Men vi mennesker elsker jo at pille ved alting, så vi kan selvfølgelig ikke lade være med at save, klippe, nippe og nappe 😉

Kønt er det ikke, men dejlig nemt, når der skal plukkes

Havens frugttræer hører til de mest udsatte. De lækre frugter skal jo helst være nemme at nå, så aldrig så snart er træet vokset os over hovedet, før vi farer ud med grensaks og ørnenæb.


VINTERBESKÆRING ELLER SOMMERBESKÆRING



Spørgsmålet er så, hvornår træerne skal, bør eller kan beskæres. Hvilken årstid er bedst?

De kloge hoveder er helt enige. Blomme- og kirsebærtræer bør kun beskæres om sommeren, ja allerhelst mens de står i blomst, hvilket så giver mulighed for et par overdådige buketter til stuen eller spisebordet.

Æble- og pæretræer kan beskæres både sommer og vinter, men tidsrummet fra 1. juli til 15. september er klart at foretrække. Vel at mærke set ud fra træets trivsel. Sårfladerne heler nemlig langt hurtigere i vækstsæsonen end når træet er i vinterdvale, og dermed mindskes risikoen for svampeangreb. Desuden lader det til, at træet sætter færre vanris, når det beskæres om sommeren.

Træer, der beskæres om vinteren, sætter mange vanris

Personligt synes jeg, at det er svært at beskære et træ, der står med både blade og frugt. Jeg kan slet ikke overskue grenstrukturen … og hvad værre er: Tænk, hvis der gemmer sig en lille fuglerede et sted i træet. Selvom jeg ikke ligefrem kommer til at save den gren over, som reden hviler på, så risikerer jeg at fjerne løv og småkviste, som giver skygge og læ til reden eller skjuler den for sultne kragers blik.

Derfor foretrækker jeg at beskære om vinteren. Det vil sige, jeg ville faktisk allerhelst lade helt være med at svinge sav og ørnenæb, men for mange år siden troede jeg, at frugttræer SKULLE beskæres. Og når man først er begyndt at blande sig i træets vækst, fanger bordet ofte. Et beskåret træ kan blive helt kaotisk at se på, hvis det ikke kommer til frisøren i ny og næ. 

Pjerrot holder udkig

Ergo står januar i beskæringens tegn, og i dagens smukke solskinsvejr fik jeg nogenlunde styr på det lille Clara Frijs pæretræ inden mine tæer og fingre blev kolde og maven skreg efter varm kakao.

LAD NATUREN RÅDE


Nå hovsa, man bør for resten slet ikke beskære i frostvejr 😉 Med andre ord gør jeg alt det forkerte, og mange vil sikkert mene, at jeg ødelægger træerne på det groveste. Det har de fuldkommen ret i, men min have er heldigvis ikke anlagt med henblik på produktion eller selvforsyning men derimod med fokus på naturen.

Sådan en gren kan give enhver produktionsgartner mareridt, men set med naturens øjne er grenen helt perfekt

Naturen elsker syge træer med hule stammer og mosdækkede grene. Sådanne træer giver plads til et utal af små og større skabninger som lever i hyggelig sameksistens og fylder haven med liv og glade dage. Naturens mål er aldrig produktivitet med derimod mangfoldighed.

Så derfor fortsætter jeg med at beskære æble- og pæretræerne om vinteren. I sol og frost mens fuglene kvidrer i havens buske og pindsvinet sover trygt bag hækken, hvor jeg år efter år samler de afskårne grene til gavn for naturen.

Og sådan kan vi jo hver især vælge at passe vores have på den facon, som giver os den største glæde 💗

Musvittens redehul i det gamle æbletræ

STORT PS:

Det er godt at tale med andre. Fortælle, hvad man går og tumler med … og lytte til andres tanker og erfaringer. Så begynder underbevidstheden at arbejde, og undertiden får man ligefrem en aha-opdagelse 👍

Sådan havde jeg det i går, da jeg havde skrevet om beskæring af frugttræer. Jeg har vist altid betragtet beskæring som et slags nødvendigt onde, og i min kvide har jeg forsøgt at forstyrre og skade naturen mindst muligt, selvom det ofte har været på bekostning af træernes trivsel.

Men pludselig, mens jeg læste en af kommentarerne til mit indlæg, gik det op for mig, at jeg er virkelig ked af at beskære. Jeg kan slet, slet ikke lide at file og save i de stakkels træer.

Så i dag tog jeg et grundigt kig på frugthaven og lagde arm med min indgroede overbevisning om, at når man først er begyndt at beskære, så er man ”nødt til” at fortsætte. NØDT TIL … hrrrmm … det lyder lidt ligesom ”skal”, ”bør”, ”forventes”, ”kræves” osv. Ikke sandt?


Det eneste, jeg bliver nødt til, er vel bare at acceptere træernes vækst og købe en stige 😉




lørdag den 9. september 2017

Værn om det, der trives i haven

Det er nu, mens jeg går og luger i staudebedene, at jeg får ideer og kan se, hvor noget står for tæt og andet for spredt.

Som tommelfingerregel lader jeg det, der trives og vokser, blive stående. De stauder, blomster og buske, der derimod ser triste og trætte ud, får en anden plads, der passer bedre til deres vækstkrav.

Når jeg læser i havebøger, står der ganske vist tit, at stauder bør deles og flyttes, når de bliver for store. Jamen, hvorfor dog det? Hvorfor lave noget om, der fungerer?

Nå ja, jeg kender skam godt alle de gartnertekniske begrundelser og forklaringer. Men min have er ikke til pryd og fremvisning … den er derimod til doven fryd og naturlig glæde.



Høstanemonerne trives så flot under det gamle æbletræ, og i tiden løb har de dannet en hel skov. Det er så sket på bekostning af silkepæonerne, som i øvrigt heller ikke var specielt begejstrede for placeringen i takt med, at æbletræets krogede grene strakte sig længere og længere ud over dem.

Der er nok mange haveejere, der ville have beskåret træet og holdt høstanemonerne i stram snor, for uden silkepæoner eller andre stauder, er bedet jo noget grønt og kedeligt midt på sommeren. Men jeg har altså valgt at flytte pæonerne til en mere solrig plet, hvor de virkelig trives, og så ellers lade sensommerens lyserøde blomsterflor være totalt dominerende.


Sådan er det også i naturen. Her er det også de planter, der trives, der vinder kampen om pladsen.